Jeg er rigtigt glad for blandede farver, nostalgi og romantisk minimalisme, hvad angår mit køkkenservice, og derfor slog jeg straks til, da jeg fandt disse fine himmelblå dybe tallerkener fra Aluminia på Trendsales.

Standen er med småkrakeleringer hist og her i lakken, men alt i alt er de i god stand på trods af, at det er et relativt gammelt stel. Modellen hedder Sonja og findes i forskellige afstøbninger: Spisetallerkener, frokosttallerkener, kander osv.

Man kan være heldig at møde Sonja på loppemarkeder, i genbrugsbutikker og på f.eks. Trendsales som jeg. Derudover har Aluminia lavet mange andre rigtigt flotte ting, og der kommer også et indlæg senere om mine fine spisetallerkener af en anden model.

Sonja bliver her i huset mest brugt til pastaretter, morgenmad og supper, og den klare blå farve kan få mig i forårsstemning selv midt i en kold januar måned.