Bemærk, mine damer og herrer, at der her nu kommer et pasta-indlæg UDEN svampe på ingredienslisten! Jeg tager imod stående applaus for min opfindsomhed.

Ehem…

I mandags gad jeg ikke rende ud at købe ind, og da jeg havde sat mig for, at aftenens menu skulle stå på spaghetti med tomatsovs, var det jo praktisk nok. Lige bortset fra, at jeg et stykke inde i forberedelserne opdagede, at vi var løbet tør for flåede tomater! Smart… Heldigvis fik jeg i et hjørne af køkkenbordet øje på en bakke med spændstige cherrytomater, jeg havde glemt alt om, så de måtte lade livet i den gode sags tjeneste.

INGREDIENSER (2 personer):

1/4 knoldselleri
2 gulerødder
2 små eller et stort løg
Olivenolie til stegning
En stor bakke cherrytomater
En grøntsagsbouillonterning
Ca. ½-1 liter vand
Hvidvin
1-2 fed hvidløg
½ frisk chili
1 dåse koncentreret tomat
1 spsk. sukker
Salt & peber
Frisk timian (eller anden krydderurt)
Spaghetti til to
Rigelige mængder parmesan

FREMGANGSMÅDE:

• Skær selleri, gulerødder og løg i små tern
• Steg dem i en god sjat olivenolie i ca. ti minutter
• Imens skæres cherrytomaterne i kvarte
• Blend tomaterne i en minihakker med et skvæt vand
• Tilsæt de blendede tomater på panden
• Opløs bouillonterningen i ca. 2,5 dl. vand
• Tilsæt bouillonen samt koncentreret tomat, rør godt

• Lad det simre i 1-1½ time, og spæd til med vand undervejs
• Tilsæt hvidvin i ny og næ, og smag til undervejs
• Når det har den rette konsistens, tilsættes finhakket chili
• Smag til med ca. 1 spsk. sukker, salt og kværnet peber
• De sidste ti minutter tilsættes hakket timian og presset hvidløg
• Mos evt. blandingen manuelt med en kartoffelmoser til sidst
• Server med al dente-kogt pasta og friskrevet parmesan

Det smagte ganske godt, men hvis jeg skulle gøre noget om til næste gang, ville jeg putte knapt så meget løg i (jeg brugte to mellemstore løg, et enkelt stort eller to små ville være nok). Derudover havde vi kun et enkelt fed hvidløg tilbage, så optimalt set ville jeg nok anvende to i stedet.

Sidst, men ikke mindst, er jeg jo en tosse med frisk rosmarin, så havde vi haft en af disse pragtplanter i køkkenvinduet, havde jeg spædet til med friskklippede rosmarin”splinter” i blandingen de sidste ti minutter på kogepladen.

Umiddelbart kan spaghetti med tomatsovs lyde kedeligt, men det var overraskende sødt og saftigt, og det er med stor sandsynlighed takket være de lækre cherrytomater. Næste gang vil jeg også bruge en bakke af disse herligheder frem for at putte et par konservesdåser flået tomat i.

Parmesanen (eller anden god, tør, friskrevet ost) var prikken over i’et og kan ikke undværes, hvis man spørger mig. Rigelige mængder, så det bliver godt smeltet ind i den varme sovs – så er det lige i øjet!