Salon Salon i Vestergade er præcist, hvad de giver sig ud for at være: Et hyggested, der holder tingene simple, og hvor der er plads til alle. De kører en laid back stil, hvor dagens menu som regel bliver besluttet op ad dagen, og hvor der ingen grænser er for opfindsomheden i cocktailbaren.

Jeg har lagt min vej forbi et par gange til after dinner cocktails i den fysisk lille, dog rummelige bar. Alle snakker med alle (bl.a. faldt min veninde og jeg en aften i snak med en ældre tilflyttet afghaner), bartenderne kan byde på både traditionelle og eksperimenterende drikkevarer, og priserne er fornuftige.

I fredags ville min kæreste og jeg så prøve deres mad for første gang. De tre retter stod skrevet på ruden, og vi valgte to af dem – hovedret og dessert. Vi fik plads ved et lille hyggeligt bord, mens en af stedets ejere (med i øvrigt det sejeste schnurrbart) servicerede os.

Til maden bad vi bare om at få et glas vin hver, der passede til, og det var en smal sag og lod til at være meget normalt. Derudover fik min kæreste i løbet af aftenen også en økologisk Thy Pilsner og en Thy Humle.

Forretten, som vi sprang over, var en asiasisk suppe. Så vi gik direkte til hovedretten, der bestod af møglækker og mør kalveculotte i helt perfekt rosarød farve. Der var saftige små kartofler til, en kraftig brun sovs, en lille salat af savoykål samt oliven med smeltet Primadonna-ost over. Sidstnævnte var lidt spøjs, men retten var aldeles velsmagende over-all.

Desserten var en lækker, hvid chokolademousse (“mousse surprise”), som jeg desværre nu har glemt, hvad ellers indeholdt. Den var perfekt cremet og lækker, husker jeg dog. Men der, hvor desserten virkeligt udmærkede sig, var de basilikumsyltede jordbær på rad og række. Den sød-syrlige basilikummarinade overraskede os, og var simpelthen fortrinlig!

Desserten var dekoreret med et karamelgitter og et blad basilikum, og til retten fik vi hver et glas sød spumante. Stemningen var blevet løftet og fredagsmunter, efterhånden som flere mennesker var stødt til, og alle bordene blev i løbet af kort tid besat i den lille bar.

Kombinationen af at kunne få et solidt måltid mad og sidde og få en god skid på er med til at give den specielle stemning, der er på Salon Salon. Tjenerne er ikke overhøflige, som man kan opleve andre steder, og stemning mellem kunde og tjener kan godt sammenlignes med at være på besøg hos nogle gode venner.

Maden var som sagt god og robust – what you see is what you get, og priserne er helt passende. Det var ikke noget, vi ikke kunne have lavet herhjemme selv, men det er også en del af charmen ved det – man slipper for selv at stå med besværet med aftensmad, og så får man oven i købet en hyggelig, uformel oplevelse ud af det.

For to gange to retter med to glas rødvin, to glas spumante samt to flasker Thy kom vi alt i alt af med 675,-

Indretningen på Salon Salon er ligeledes speciel fra mange andre barer i Århus. Bl.a. sælger de gamle bøger – en del af dem udgåede biblioteksbøger – som står rundt omkring på hylder.

Hvad der særligt sprang mig og min veninde i øjnene, første gang vi sad i barstolen, var de sjove tegninger i fine guldrammer på væggene. Særligt den af en haj med lange øjenvipper og høje støvler morede vi os over… Værkerne viste sig i øvrigt at være en af ejernes kreationer.

Her til sidst vil jeg lige skrive et par ord om deres drinks, for faktisk fik jeg først øjnene op for stedet, da jeg lavede en “test” med dem. Efter at have været bosat i San Francisco er jeg gang på gang blevet skuffet over den sørgelige danske version af magaritas. Danskerne har generelt ikke forstået, at der skal FRISK lime i denne vidunderdrink og ikke et eller andet syntetisk snalder fra en skriggrøn flaske.

Men kort fortalt: Salon Salon bestod magarita-testen med bravour som den første århusianske bar! Dog brokkede jeg mig lidt over den manglende salt på kanten, men det kunne de snildt fikse til den næste drink, and so it was.

Efterfølgende har jeg givet et par andre drinks en chance, og det må siges, at de kan lave særdeles udmærkede cocktails i Salon Salon. Eneste undtagelse var jeg selv udenom: Jeg bad dem om at lave noget absurd, og så fik jeg en mystisk drink med en gulerod på kanten. Toppen blev kaninen herhjemme dog glad for ;-)