Når det er så varmt, som det har været de seneste dage, er det begrænset med appetitten. For det meste kan jeg dog godt fristes af:

* Koldskål med kammerjunkere
* Pil-selv-rejer på surdejsbrød med mayo, peber, friske urter og limesaft
* Hummer, krebs og andre himmelske skaldyr
* Sushi (hvilket vi fik til aftensmad i dag)
* Avocado med gode oste og baguette-salami i tynde skiver

Men dette indlæg skal dog være en hyldest til den gode gamle kartoffelmad! Det er ikke så tit, at vi spiser kogte kartofler til aftensmaden, men når det endelig en gang imellem sker, er det simpelthen et must at koge en håndfuld ekstra, så der bliver til et par kartoffelmader dagen efter.

Min favorit-kartoffelmad består af mørkt rugbrød med et godt lag tandsmør, skivede kartofler, Irmas gode mayonnaise, friskkværnet peber, urtesalten fra Herbamare og til sidst godt med hakkede krydderurter ovenpå, f.eks. bredbladet persille, basilikum og dild.

Mad behøver langt fra altid at være fint og dyrt for at smage fremragende, og jeg vil vove at påstå, at en kartoffelmad som ovenviste er alt for undervurderet.
Husk nu at nyde de gode, danske kartofler her i sommervarmen – jeg prøver i hvert fald :-)