Mud pie 1

Jeg har tidligere lavet et indlæg om Mississippi Mud Pie – den ubetingede bedste dessert i min verden. Jeg har aldrig været den store chokoladefan, men denne nærmest chokolademousse-agtige muddertærte er simpelthen en must taste!

Den “moussede” konsistens skyldes skumfiduserne, og personligt finder jeg det meget lettere at arbejde med end husblas, og så er det generelt drønlet og hurtigt at lave muddertærte. Det mest krævende er blot at sørge for, at chokolade og skumfiduser ikke brænder på, mens det smeltes.

Jeg plejede at lave den i en rugbrødsform, men jeg er nu gået over til at lave den i springform i stedet, da den tager sig bedre ud på den måde samt er lettere at skære ud i pæne skiver. Forleden havde jeg lavet muddertærte til mine nye kolleger, og de var svært begejstrede. Her kommer min seneste version af verdens lækreste dessert.

Mud pie 2

Mud pie 3

INGREDIENSER (til en standard springform):

150 gram knuste Digestive-kiks
60 gram smør (jeg bruger bare Kærgården)
300 gram skumfiduser (de helt hvide, amerikanske)
6 spsk. mælk
1½ knivspids kanel
150 gram mørk chokolade
200 gram mælkechokolade
4 dl. fløde
4 spsk. mørk rom
4 spsk. stærk kaffe

Pynt: Kakao, revet chokolade og friske bær

Mud pie 4

FREMGANGSMÅDE:

• Put Digestive-kiksene i en frysepose
• Knus kiksene ved at rulle en kagerulle over dem x mange
• Smelt smørret, og bland det i posen med de knuste kiks
• Mos blandingen godt sammen, så det bliver en jævn masse
• Pres blandingen ud i et jævnt lag i en springform, og stil på køl
• Del chokoladen i mindre stykker og smid dem i en gryde med mælken
• Smelt chokoladen ved middel varme under konstant omrøring
• Tilsæt skumfiduser, og lad dem smelte i chokoladen under omrøring
• Tilsæt kanel, rom og stærk kaffe, og lad massen afkøle
• Pisk fløden til flødeskum, og vend den lunkne chokolademasse forsigtigt i
• Når massen er helt ensfarvet, hældes den over kiksebunden
• Dæk formen med film, og stil i køleskabet et par timer eller natten over
• Lige før servering sigtes kakao over i et tyndt lag
• Pynt med revet chokolade og friske bær

Mud pie 5

Mud pie 6

Man kan sagtens doble op på indholdet, særligt chokolademassen, hvis man ønsker en højere tærte end den anviste, eller hvis man har omkring 15-20 gæster. Ovenviste tærte blev spist af ca. 10 kagehungrende kolleger og passede fint i størrelsen.

Det er en relativt tung sag, og derfor finder jeg det meget passende at pynte med en god håndfuld søde bær som jordbær og blåbær.

Så hvis du endnu ikke har forsøgt dig med denne formidable muddertærte, så se at komme i gang! Man fortryder kun de ting, man ikke får smagt ;-)