Beklager den lange stilhed, der har været på bloggen. Jeg har ikke haft den fornødne energi til de store madprojekter de seneste uger, men det begynder så stille at komme tilbage – jeg har i hvert fald et par indlæg i ærmet, som nok rasler ud i den nærmeste fremtid.

En af mine foretrukne sommerretter er heldigvis også let og hurtig at lave, så gentagne gange har aftensmaden på det seneste stået på denne ret: Pasta med svampe i forskellige afstøbninger. Der er plads til improvisation, så opskriften er også herefter, og det er ligeledes grunden til, at der i dette indlæg er billeder af tre forskellige versioner. Here goes:

INGREDIENSER (2 personer)

En bakke frisk økopasta
½ bakke svampe, f.eks. portobello, marksvampe eller kantareller
½ liter madlavningsfløde
All round-krydderi
Stødt paprika
Salt & friskkværnet peber
Æbeleddike
Meljævning eller majsmel

Supplerende ingredienser:
En stor håndfuld friskpillede ærter
½ pakke bacon i tern
Friske krydderurter, f.eks. et bundt hakket persille


FREMGANGSMÅDE

• Med bacon: Start med at stege baconternene sprøde på en pande
• Læg baconen på køkkenrulle til at suge overskydende fedt
• Skær svampene i mindre stykker, og steg dem i baconfedt og/eller smør
• Drys all round-krydderi over svampene, og hæld en sjat æbleeddike ved
• Når svampene er gyldne, tilsæt da madlavningsfløden, og lad det koge op
• Tilføj krydderierne, og jævn sovsen med få drys jævning eller majsmel
• Kog pastaen al dente, og hæld vandet fra
• Server pastaen med svampesovs toppet med friske krydderurter og ærter
• Med bacon drysses disse over til sidst oven på sovsen

Retten tager i omegnen af 15-20 minutter at tilberede alt i alt, så det er ikke megen stress og jag, der skal lægges i det. Tidligere har jeg lavet den med almindelig fløde, men madlavningsfløde, der har en anelse mindre mængde fedt, smager i det store hele lige sådan, så det vil blive brugt fremover også.

Forleden lavede jeg svampesovsen med et friskpresset fed hvidløg vendt i lige i sidste minut, før retten skulle serveres. Det gav et friskt og kraftigt hvidløgspift, som klart gør sig godt til denne ret også, hvis man er til den slags. God fornøjelse!