Sprøde ovnkartofler 1

Mit favorittilbehør til aftensmaden er for tiden skivede ovnkartofler i min egen version. Det tager ingen tid at tilberede, og så smager det mange gange bedre end de skivekartofler, man kan hælde ud fra en frostpose.

I fredags var kartoflerne tilbehør til en god, rød kængurusteak sammen med sprød salat med saftige datterinotomater og bearnaisesovs.

Opskriften på ovnkartoflerne – som egentlig er ret simpel – kommer lige her:

Sprøde ovnkartofler 2

INGREDIENSER:

Et par gode håndfulde kartofler
Koncentreret tomat
Hvidløg
Olivenolie
Urtesalt
Friskkværnet peber
Frisk oregano
Groft salt

– – –

FREMGANGSMÅDE:

• Skræl kartoflerne, og skær dem i tynde skiver
• Smid skiverne i en frysepose, og hæld olivenolie over
• Tilsæt rigeligt koncentreret tomat og presset hvidløg
• Massér marinaden godt rundt mellem kartoflerne i posen
• Fordel kartoflerne i ét lag på en plade med bagepapir
• Krydr med urtesalt og friskkværnet peber, top med oregano
• Bag kartoflerne ved 225 grader i ca. 20-30 minutter
• Når kartoflerne er blevet mørke og sprøde, er de færdige
• Drys med groft salt over kartoflerne, lige før de serveres

Sprøde ovnkartofler 3

Sprøde ovnkartofler 4

Kartoflerne bliver knasende sprøde og både søde og salte i det, og de kan nærmest spises som chips. Hold godt øje med dem i ovnen, da de hurtigt bliver mørke pga. tomatmarinaden, og det er en hårdfin grænse, til de bliver brændte.

Man kan naturligvis bruge alle mulige andre krydderurter end oregano – f.eks. er de også gode med basilikum og timian, og det kan man også vælge at drysse med friskt, efter kartoflerne er blevet taget ud af ovnen.

Bon appetit!