Som det nok kan ses på de fleste madblogs, er det rabarbersæsson for tiden, og da desserten i weekenden stod på rabarber her i huset også, skal I da lige have min version.

Tidligere har jeg lavet en fremragende rabarbertærte med sortrøde kirsebær og kokosmel, som stadig er en af mine favoritter, men denne gang skulle det være nemmere og anderledes, så der blev tilsat en god del jordbær sammen med rabarberne, og de to smagsnuancer må siges også at passe særdeles godt sammen.

Opskriften kommer her:

INGREDIENSER (til lille tærteform):

140 gram frisk rabarber
60 gram friske jordbær
½ dl. vand
1/4 dl. ahornsirup
50 gram smør
50 gram rørsukker
50 gram hvedemel
Creme fraiche til servering

FREMGANGSMÅDE:

• Skær rabarberstænglerne i stykker på ca. 1 x 2 cm.
• Del jordbærene i mindre stykker, skær f.eks. hvert over 2 gange
• Læg rabarber og jordbær i en gryde med vandet
• Kog massen op, og tilsæt ahornsirup under omrøring
• Lad massen koge ca. 5 minutter uden låg

• Afmål hvedemel og rørsukker, og bland i en skål
• Tilsæt smørret, og mos det sammen med en gaffel
• Mos, indtil massen er smuldrende
• Tag gryden af komfuret, og sigt det meste af væden fra
• Smør en lille tærteform med smør
• Hæld rabarber- og jordbærmassen over i formen

• Smuldr dejen jævnt hen over frugtmassen
• Bag tærten i ovnen ved 170 grader i ca. 25 minutter
• Tærten er færdig, når den er blevet sprød og fast på toppen
• Lad den hvile fem minutter, efter den er taget ud af ovnen
• Server tærten med en god klat creme fraiche

Jeg skulle nok have hældt lidt mere væske fra rabarberblandingen, før jeg smuldrede dejen over, for tærten blev lige en anelse for våd. Smagen var der dog intet at sætte en finger på, og ahornsiruppen giver lige tærten et ekstra twist.

Absolut en crumble, der kan anbefales! Den er hurtig og let at lave, og så er der bare næsten ikke noget bedre og mere sommerligt end danske rabarber og jordbær :-)