En af de ting, jeg rigtigt godt kan lide ved at gå på restaurant, er, at de oftest serverer noget rigtigt lækkert brød. Jeg kan specielt godt lide de luftige, høje kuvertbrød, der nærmest kan brækkes over på midten, så dem gav jeg mig her i weekenden i kast med at øve mig på at lave.

Resultatet blev ganske okay, og det samme syntes herren i huset vist, for da jeg kom hjem fra pigemiddag, var en halv plade kuvertbrød forsvundet på forunderlig vis ;-) Opskriften kommer lige her:

INGREDIENSER (ca. 26 styk):

250 gram hvedemel
50 gram speltmel
1½ tsk. salt
20 gram hakkede valnødder
20 gram gær
2 spsk. olivenolie
Lunkent vand

FREMGANGSMÅDE:

• Knus valnødderne i en morter, eller hak dem fint med en skarp kniv
• Opløs gæren i en skål med et par dl. lunkent vand, og tilsæt olien
• Tilsæt hvedemel, speltmel, salt og valnødder
• Rør rundt med håndmixer, og tilsæt gradvist mere vand
• Når dejen er fast og jævn, æltes dejen til en kugle
• Lad dejen hæve i skålen overdækket med vitawrap og klæde et lunt sted

• Efter ca. 45 minutters hævetid vendes dejen ud på et meldrysset bord
• Ælt klumpen et par minutter, og mas den ud til en ca. 1 cm. flad cirkel
• Skær firkanter i en størrelse af ca. 4 x 3 cm.
• Flyt firkanterne over på en plade med bagepapir
• Lad firkanterne efterhæve i ca. 10-15 minutter
• Bag kuvertbrødene i ovnen ved 200 grader i ca. 10-15 minutter

Brødene blev gode og luftige, og valnødderne gjorde en rigtigt lækker forskel. Næste gang vil jeg pensle brødene inden bagning, så de får en mere attraktiv kulør og evt. lidt sprødere skorpe, og så vil jeg give dem lidt længere end de 10 minutter, de fik.

Som dyppelse lavede jeg en rigtigt lækker chiliaïoli med blendet chili og hvidløg tilsat æggeblomme, olie, lidt citron og salt. Den blev en anelse tynd i det, så jeg tilsatte lidt Hellmann-mayonnaise for at tykne konsistensen, hvilket ikke gjorde den store smagsmæssige forskel. Jeg smider ikke en opskrift, da den blev lavet på gefühl med ovennævnte ingredienser.

Kuvertbrødene her kan både bruges som side dish til forskellige retter, men også bare som de er til en hurtig hapser eller med dyppelse såsom tapenade, hummus, aïoli og pesto. Det er kun fantasien, der sætter grænser :-)

Bon appetit!