Opskriften her er som sådan ikke noget nyt, hvis man surfer rundt efter opskrifter på ferskentrifli. Jeg er da også ret sikker på, at jeg har min nedskriblede grundidé fra et år-gammelt besøg på dk-kogebogen eller lignende.

Men ikke desto mindre har jeg lavet en lille tilføjelse ved at tilsætte et skvæt ahornsirup og lidt vanillesukker, og dét kan altså anbefales, så her får I min version af den så velkendte ferskentrifli.

Desserten er hurtig at lave og egner sig specielt godt til mange gæster, hvor værten eller værtinden ikke vil stå for længe og forberede desserten i køkkenet, når festen er godt i gang. Og så gør det jo heller ikke noget, at den smager ret så godt…

INGREDIENSER (til to store glas):

3 halve ferskener fra dåse
Ca. 100 gram makroner
2 æggeblommer fra en høne, der har fået godt med motion
Ca. ½ æggehvide
2 dl. piskefløde
3 spsk. rørsukker
2 tsk. vanillesukker
1 spsk. ahornsirup

FREMGANGSMÅDE:

• Skær ferskenerne i tern eller mindre stykker
• Læg makronerne i en frysepose, og knus dem groft med en kagerulle
• Slå æggene ud, og smid blommer og lidt hvide i en skål
• Hæld rørsukker og vanillesukker ved, og pisk æggesnapsen luftig
• Tilsæt ahornsirup, og pisk lidt ekstra til fast konsistens
• Pisk i en anden skål fløden til stiv flødeskum, og vend æggesnapsen i
• Opstil to høje glas, og læg et lag af knuste makroner i bunden
• “Ryst” makronerne på plads, og læg et lag ferskentern ovenpå
• Top med råcremen og påbegynd et nyt lag i ovennævnte rækkefølge
• Slut af med et lag råcreme i toppen, og servér med ske

Desserten tager stort set ingen tid at lave, og man kan snildt skifte ferskenerne ud med andre lækre frugter, f.eks. friske jordbær eller hindbær. Man kan også i stedet for råcremen nøjes med flødeskum og bruge hjemmekogt æblegrød til en portionsanrettet, gammeldaws æblekage.

Jeg havde ingen fløde i huset, da jeg fik indskydelsen at lave desserten her en aften, men alene med æggesnaps var den heller ikke sådan at kimse af. Det blev noget mere flydende, men så måtte jeg jo bare spise den hurtigt – intet problem dér ;-)

Sidste billede er lige før, jeg lagde sidste lag råcreme, så man stadig kan se lagene under, før det hele flød nedenom. Man kan dekorere toppen med lidt grønt med eksempelvis brøndkarse eller mynte, hvis man skal gøre det lidt ekstra dekorativt. Vær dog obs på at bruge krydderurter, der egner sig til det sødlige.

Rørsukker kan i øvrigt godt erstattes af almindelig strøsukker, men personligt foretrækker jeg rørsukkeret på grund af den søde, karamelagtige smag, så det vil jeg anbefale man benytter, hvis man har det i køkkenskabet anyway.

Den lille del æggehvide, jeg har tilføjet i opskriften, er et gammelt råd fra min mor, jeg husker fra jeg var lille. Det skulle give æggesnapsen lidt ekstra til at blive luftig. Det tip har jeg benyttet mig af siden, når jeg skulle røre en æggesnaps.

Advertisements