Edamamebønner er ofte noget, der står som forret eller snack på sushirestauranternes menukort, og det gik alligevel noget tid, før jeg tog mig sammen og smagte dem første gang. Derefter blev det en fast bestanddel af bestillingen, når aftensmaden stod på sushi.

Det kan dog ikke betale sig i længden, når det nu viste sig, at man kan få en hel pose til ca. 15 kr. hos den lokale thai-købmand, og almindelige dagligvarebutikker kører også af og til med tilbud på denne frostvare.

Jeg er helt tosset med edamamebønnerne både som side dish til sushi, som snacks og i salater! Når det skal gå stærkt, smider jeg de frosne bønner med bælg i en skål med lidt vand i bunden, smider den i mikrobølgeovnen på høj eller mediumhøj varme i 3 minutter, og efter hvert minut åbner jeg lige lågen og vender rundt engang.

Når bønnerne er færdige, hælder jeg vandet fra, presser en halv limefrugt ud over, og strøer med groft salt. Så serverer jeg dem på en tallerken, “smutter” bønnerne ud af bælgen med tænderne, så salt og limesmag suttes med af, hvilket giver den perfekte smagsharmoni sammen med bønnerne, og sådan en tallerkenfuld kan hurtigt få ben at gå på!

I salater vil jeg koge bønnerne med bælgen eller smide dem i mikrobølgeovnen, derefter bælge dem og blande selve bønnerne i salaten. Mums!

Reklamer