God, gammeldaws dansk mad er ganske vist hverken fedtfattig eller spækket med sunde grøntsager, men til gengæld kan den være yderst velsmagende og lige det, jeg trænger til. Så forleden tog jeg med min kæreste og hans barndomsven på Café Svej, der ligger på Åboulevarden i den ende tættest på havnen.

Jeg valgte ovenviste: Stegt flæsk med persillesovs, små kartofler og syltede rødbeder, og det var ganske velsmagende! Flæsket kunne dog godt have fået lidt mere, så det blev knasende, men det var tilpas sødt og saftigt. Sovsen var cremet og rund, og kartoflerne havde stadig bid. For den viste portion må man slippe 125 kr., og min vurdering er, at pris og kvalitet passer ganske fint sammen her.

Restaurant Pinden nede i Skolegade et stenkast fra Café Svej er dog stadig min favorit, hvad angår traditionel dansk mad, og deres hjemmesyltede rødbeder er helt klart at foretrække frem for fabrikssyltede. Til gengæld er det sværere at få et bord på Pinden, så vær ude i god tid, eller slå turen forbi Café Svej som et ganske fint alternativ.