Normalt er jeg ikke den store risspiser, med mindre det serveres med rå fisk eller indgår i en dessert som ris à l’amande. Ris som tilbehør til retter finder jeg generelt dybt kedsommeligt, men i denne opskrift på paella er det noget andet. Jeg har selv “hjemmestrikket” den, og den skal smages til undervejs og umiddelbart laves på slump og med løs hånd.

Jeg lavede den første gang, da jeg kom hjem efter min tid i San Francisco, og jeg var derovre blevet bidt af en gal hot sauce, nemlig Sriracha, som jeg også mener at have nævnt i et tidligere indlæg. Paellaen her er “spicet up” med denne chilisauce i stedet for at bruge frisk chili.

INGREDIENSER:

3 dl ris
4½ dl vand til at koge risene i
½ tsk gurkemeje
En sjat olivenolie
150-200 gram økologisk pipfugl uden ben
All round-krydderi eller paprika
Salt & peber

1 stort rødløg
½ squash
1/3 aubergine
Hot sauce (jeg bruger Sriracha)
En stor håndfuld østershatte eller andre svampe
En sjat hvidvinseddike
En sjat æblecidereddike
Friskpillede rejer
Frisk koriander

FREMGANGSMÅDE:

• Sæt ris og vand over i en tilpas stor gryde
• Lad vandet koge fra med låget på, tag risene af varmen
• Bland lidt gurkemeje med risene
• Skær kyllingen i tern (gerne lidt mindre end på billedet)
• Krydr kyllingeternene med salt, peber og all round-krydderi/paprika
• Steg dem i olivenolien, til de er gyldne

• Flyt kyllingen ud i kanten af panden, skær løg i fine tern, og steg dem
• Skær squash og aubergine i tern, og steg dem med de gyldne løg
• Bland pandens ingredienser sammen, og tilsæt hot sauce
• Vend risen ud på panden, og bland med de andre ingredienser
• Skær østershattene i mundrette bider
• Lav plads i midten af panden, og steg østershattene der

• Bland det hele sammen, og smag til med de to eddiker
• Lad blandingen simre ved svag varme
• Pil rejerne, og hak korianderen semi-groft
• Smag paellaen til med hot sauce
• Anret paellaen på tallerkener toppet med rejer og koriander
• Servér!

Jeg bryder mig ikke om opvarmede rejer, så derfor er det med vilje, at jeg først tilsætter rejerne ved serveringen i stedet for at vende dem på panden med resten af ingredienserne. Ligeledes drysser jeg først korianderen over til sidst, så det bevarer mest mulig smag. Normalt ville jeg helt udelade kyllingen, men manden min er ikke så vild med rejer, så det ville have været en tam fornøjelse for ham at spise vegetarpaella.

Man kunne sagtens bruge flere forskellige svampe og også muslinger her i retten, selvom den er spicy. Man skal jo heller ikke gøre den stærkere, end man har smag for. Er det ikke alle, der er vilde med det stærke element, kan man sagtens vente med at tilføje hot saucen til serveringen, hvor man selv kan blande det i, som man lyster.

Jeg foretrækker at bruge kantareller i stedet for østershatte, da der er lidt mere bid og smag i kantarellerne, men der var udsolgt i det lokale supermarked desværre. Næste gang vil jeg bruge lidt mindre hvidvinseddike, som jeg nok vil erstatte med en sjat ren hvidvin i stedet.

Vi drak hvidvin til maden, og selvom herren i huset var skeptisk, da jeg nævnte, at jeg ville lave paella til aftensmad, faldt den i god jord, og der blev også lidt til hans frokost dagen efter.