Forleden fandt jeg i gemmerne denne beholder fra min barndom. Originalt husede den den mest velsmagende solbærsorbet, jeg husker nogensinde at have smagt, og i tæt løb med Carte d’Ors appelsinsorbet var det min klare favorit, hvad angik kolde fristelser.

Desværre fås hverken denne variant eller appelsinsorbeten længere, og det er vist lang tid siden, de røg ud af sortimentet – til min store fortrydelse! Men gensynet med beholderen mindede mig om den fantastiske smag, som trækker mundvandet frem på tungen – jeg husker den, som spiste jeg en skefuld i går!

I beholderen har der siden min barndom boet små figurer fra Kinderæg: Skildpadderne, frøerne og krokodillerne (nogle enkelte pingviner gemmer sig vist også dernede), og i hvert fald skildpadde- og frøsamlingen var komplette.

Jeg kan ikke nænne at skille mig af med dem, og jeg bliver lidt små-nostalgisk, når jeg sidder og vender de små figurer mellem fingrene, for jeg kan snildt genkalde mig mange af de følelser, der var koblet til f.eks. at åbne et Kinderæg og finde en af de sidste figurer, der manglede i en samling. Det var helt fantastisk!

Hvis jeg tager fejl, og man stadig et sted i verden kan få denne helt eminente solbærsorbet, så smid for guds (og min) skyld en besked og henvisning, for den er virkelig savnet! :-)