Jeg er jo en sucker for fin mad og gourmet, og jeg har prøvet lidt af hvert i Århus-området efterhånden. Flere steder hører under mine favoritrestauranter, som jeg gerne besøger igen og igen, men min ultimative favorit hidtil er nu en gang Malling Kro. Jeg besøgte Malling Kro for første gang på min søsters anbefaling for tre år siden, og også den gang fik vi deres surprisemenu inkl. vin.

Som hvert år på min fødselsdag hev jeg i tirsdags herren i huset med ud at spise fint, og nu skulle turen igen gå til Malling på trods af bustur og snevejr. Atter blev vi begge positivt overrasket, og billeder samt kort forklaring af retterne følger her, så godt som jeg nu en gang kan huske.

Forretten var faktisk ikke den “rigtige” forret, men en ret nummer nul, som tjeneren kaldte den. Den bestod af saftig, stegt kammusling med blød og smagsmæssigt meget afdæmpet peberrodsskum, sprøde agurkekugler og en kvist et-eller-andet, der smagte af bønnespirer, men som var noget helt andet. Kan du genkende den på billedet, må du meget gerne fortælle mig navnet! Det smagte himmelsk…! Til denne ret fik vi et glas cava, der dansede på tungen.

Til forret såvel som hovedret var der friskt brød – tre slags, blandt andet mørkt maltbrød – og dertil saltet smør og to cremede dypperier i hhv. grøn og lyserød. Smagen kunne ikke helt afsløre, hvad der var tale om, og jeg har glemt præsentationen af det, men det smagte udsøgt!

Den “rigtige” forret bestod af jomfruhummerhaler med jomfruhummerskum, fennikel, lidt kapers og dild. Også denne ret smagte fortrinligt. Vi fik en god hvidvin til, som jeg også har glemt navnet på. Vin var der nok af, og vi fik fyldt gavmildt op i løbet af hver ret, hvis vi havde drukket over halvdelen af glasset…

Håber, det var forklaring nok på, hvorfor jeg ikke husker alle detaljerne ;-)

Præ-hovedretten faldt lige i min kærestes smag! Det var kalvebrystterrine, som var utroooligt mør og saftig, omgivet af lidt forskellige rødder, gulerodsskum (så vidt min hukommelse siger mig), let fond og drysset med sprød karse.

Kødet synede meget som gammeldags oksesteg i den strengede, møre konsistens, og jeg mindes, at det også smagte lidt derhenad.

Hovedretten var en perfekt stegt oksesteak med et smukt smukt rødt indre, mens ydersiden var brunet. Rødder, perleløg og rødløg omgav retten, og ovenpå var brøndkarse og løgaske, så vidt jeg husker. Det smagte simpelthen så besynderligt godt, som jeg aldrig havde forventet det. Omkring kødet blev en sauce hældt ud ved serveringen.

Næste ret var ostetallerken, der bestod alene af danske oste. Flere af dem var biodynamiske (lige som den vin, vi fik til), blandt andet aftenens favorit for mit vedkommende, Røde Kristian, som ses længst til venstre i billedet. Til ostene var sprødristede rugbrødsstave, honning med en lille plade bivoks og lidt sødt i form af nogle bløde, lyserøde krystaller, hvis navn jeg ikke er bekendt med. Oplys mig gerne!

Næstsidste ret var også en “snyderet”, for egentligt var det en fem-retters menu, men der kom som sagt et par retter ind fra sidelinien også. Dette var en slags præ-dessert med en bærsorbet pyntet med poppin’ candy! Uh, det er lang tid siden, jeg har prøvet den slags knitre-slik, og det var sjovt at prøve igen, selvom det mest bare smagte af sukker.

Sidste ret var desserten. Jeg husker ikke, hvad der blev sagt af tjeneren, men det smagte formidabelt, og vinen var sød og frisk på samme tid. Der var blandt andet noget hvid chokolade og en frugtig, tyk bærsovs.

Alt i alt kom vi af med 1790,- for to personer inkl. vin! Helt utroligt, at det kan gøres så billigt, når maden endda var SÅ god! Beliggenheden uden for Århus har nok også noget at sige, og at de har indtægter både fra overnattende gæster og fra de “almindelige” middagsgæster, der kommer forbi og får dagens ret. En dejlig stemning er der på Malling Kro, og det vekslende klientel gør det et utroligt hyggeligt og charmerende sted at komme.

Ja, jeg må nok erkende, at Malling Kro til stadighed er min favorit, men jeg har stadig mange steder at udforske i fremtiden med smagsløgene forrest.