Fredag aften blev tilbragt i godt selskab på Restaurant Miró, som jeg tidligere har omtalt i dette indlæg. Restauranten er en af mine personlige favoritter, når det kommer til gourmet, og dette skyldes ud over smagsoplevelserne også, at atmosfæren er yderst behagelig, personalet professionelt og venligt, og så er priserne fornuftige, omend de naturligvis ligger i den dyrere ende.

Denne gang valgte vi i selskabet kun tre retter inkl. vinmenu og sprang dermed desserten over, selvom vi lod muligheden stå åben, indtil vi nåede tredje ret og blev godt mætte. Før første ret kom der adskillige små tapastallerkener på bordet som appetitvækkere, og de smagte fortrinligt! Specielt var jeg vild med en dip med jernurt, hvor både smag og konsistens var helt eminent…

På første billede ses første ret, der bestod af flodkrebs i rulle samt jordskok på tre forskellige måder: Rå, som chips og som suppe. Derudover var der krydret med frisk brøndkarse. Flodkrebserullen var toppet med en snip syrligt marineret rødløg. Meget lækker forret, og suppen var dejligt sød og fyldig.

Ret nr. to, som ses her ovenfor, var stegt foie gras med sprødstegt rugbrød og æbler. Vinen til denne ret var atypisk, men særdeles interessant: En estisk æblevin med smagsnoter af sherry og champignon, som i sig selv nok ville have været for mærkværdig, men passede overraskende godt til den kraftigt søde foie gras. Vinen er afbilledet her nedenfor i glassene:

Tredje og for vores vedkommende sidste ret denne aften var hovedretten. Den bestod af rosa rådyr, kartoffel toppet med grøn rasp, enebærglace, knoldgaltetand og fyldt skalotteløg. Der var trukket et tyttebærspor hen over tallerkenen, og ved siden af kødet blev en fyldig sovs hældt op. Inde i kartoflen viste sig at være en lille overraskelse, som tjeneren kaldte det, da hjertet af kartoflen viste sig at være et vagtelæg.

En tung barolo blev nydt til, og den afsluttende ret satte prikken over i’et og efterlod ikke lige denne fredag plads til dessert i vores maver.

Gennem måltiderne var der frisk vand, rustikt brød og tre forskellige slags smørrelse i form af saltet smør, krydret fedtegreve og en græsk yoghurtdip rørt med urter. Betjeningen var hele vejen gennem aftenen høflig og humoristisk, og helhedsoplevelsen var endnu en gang god.

Prisen pr. person for tre retter inkl. vin endte på blot 778,- plus champagne, som mit selskab for aftenen nød til tapasanretningen. Derudover kunne man tillægge drikkepenge ved selv at indtaste beløbet, når der blev betalt med kort. Endnu en gang vil jeg anbefale alle i Århus og omegn at sætte en aften af til god mad på Miró.