For over ti år siden tog jeg en af de gratis opskrifter fra Føtex med hjem, og den benytter jeg faktisk af og til stadigvæk, blot med forskellige improvisationer alt efter ønske til indholdet. Den er meget simpel – hurtig og let at lave, og så koster ingredienserne heller ikke alverden. Vi nød forleden de bagte auberginer med en bund af rucola, hjemmebagte marokkanske fladbrød og kalamataoliventapenade til.

– – – – – –

INGREDIENSER (2 personer):

2 auberginer
400-500 gram hakket oksekød
Et par håndfulde svampe
1 rød peberfrugt
½-1 stok broccoli
1 løg
2 fed hvidløg
1½ frisk mozzarella
Æbleeddike
Stødt koriander
Spidskommen
Paprika
Salt & peber

FREMGANGSMÅDE:

• Skær “låget” af auberginerne, så den øverste fjerdedel er skåret af
• Skær rundt i kanten med en kniv, så kanten bliver af ca. ½-1 cm. tykkelse
• Udhul auberginerne med en ske, idet kanten er blevet løsnet.
• Sorter den mest kernede indmad fra, og skær resten i tern

• Skær løget i tern, og steg dem i en klat smør på opvarmet pande
• Tilsæt aubergineternene, og steg dem svagt gyldne
• Fordel det stegte ud til siderne, og tilsæt oksekødet midt på panden
• Lad kødet stege brunt, og tilsæt krydderierne

• Skær svampe, peberfrugt og broccoli i tern, og steg dem kortvarrigt
• Tilføj til sidst hvidløg, og smag til med krydderierne + et skvæt æbleeddike
• Lad massen køle af i en skål frasiet overskydende fedtstof og væske
• Dræn mozzarellaen, og skær den i halvstore tern

• Bland det afkølede fyld i skålen med mozzarellaen
• Udfyld de udhulede auberginer med blandingen, og pres det godt sammen
• Fyld helt op, så der kommer top på
• Bag auberginerne på bagepapir i ovnen ved 200 grader i ca. 20-25 min.
• Auberginerne er færdige, når osten/toppen er blevet gylden
• OBS: Ekstra saft kan flyde ud under bagning, så brug evt. et fad i ovnen