Når vejret byder på sol og varme, er lysten til tung og fyldig aftensmad der ikke rigtigt for mit vedkommende, og så er det med at finde alternativer til koldskål med kammerjunkere, og hvad man ellers kan blive let forfalden til i stedet for et ordentligt aftenmåltid.

Forleden kom jeg forbi fiskehandleren i Guldsmedgade, og der lå nogle fine store stykker tun i vinduet, der lokkede mig i fordærv. To tykke skiver blev det til for i alt 88 kr. På min videre færd hjem fik jeg købt skyr, økocitroner og friske ærter, og så havde jeg ellers resten hjemme i køleskabet til aftenens ret, der blev let og lækker.

- – -

INGREDIENSER (til 2 personer og en madpakke):

2 store tunsteaks
Salt & peber
Lidt smagsneutral olie til stegning

En pose små kartofler
En god olivenolie
Salt & peber
Lidt paprika

½ bøtte skyr
½ potte frisk oregano
1 stort fed hvidløg
2-3 spsk. citronsaft
Salt & peber

Ca. 1 dl. bulgur
Ca. ½ liter kogende vand
1 avocado
½ rød peberfrugt
En stor håndfuld cherrytomater
3-4 radiser
En håndfuld friske, bælgede ærter
Ca. 4 spsk. citronsaft
Lidt revet citronskal
Salt & peber
Lidt olivenolie
Friske krydderurter af eget valg

FREMGANGSMÅDE:

• Rens kartoflerne grundigt, og læg dem i en stor frysepose
• Tilsæt rigeligt olivenolie, salt og peber, og gnub det godt rundt
• Vend kartoflerne ud i et fad, og drys dem med lidt paprika
• Steg dem i ovnen ved 200 grader, indtil de begynder at rynke

• Finhak den friske oregano, og bland den med skyren
• Pres hvidløget i, og smag til med citronsaft, salt og peber
• Lad det trække på køl, mens resten forberedes

• Hæld det kogende vand over bulguren, og lad det trække
• Skær avocado i tern og peberfrugten i ekstra små tern
• Halvér cherrytomaterne, og skær radiserne i fine stave
• Dræn bulguren, og vend grøntsagerne + de bælgede ærter i
• Smag til med citron, citronskal, salt og peber
• Vend lidt olivenolie rundt i, og stil bulgursalaten på køl

• Krydr tunsteaksene med salt og peber på begge sider
• Steg i lidt smagsneutral olie på en grillpande
• Pas på ikke at overstege, så tunen bliver for tør

• Servér som anvist på billedet, top evt. med friske krydderurter

Det blev en fremragende aftensmad, men tunen nåede desværre at blive lige lovligt tør, så den skulle have haft noget mindre. Det meste blev tilføjet på slump, og måleforholdene skal derfor tages med et gran salt, så improvisér blot!

Der var rigeligt til fredagens madpakke også, og sågar i går var der både lidt kartofler og bulgursalat tilbage til ovenviste vegetarfrokost i solen på altanen, hvor jeg også tilføjede nogle ekstra radiser og dejligt saftige cherrytomater. Jeg dryssede salaten med rigeligt mynte og oregano fra krydderurtebedet.

Skyrdressingen var slet ikke tosset, og det er faktisk første gang, jeg anvender skyr, selvom jeg har hørt meget godt om produktet. I et af de kommende indlæg vil jeg også præsentere en opskrift på kartoffelsalat med bl.a. hjemmerørt mayo og skyr.
God pinse!

I mine unge dage i 90′erne var jeg dedikeret hestepige og hang dagligt ud på rideskolen i Odense-forstaden Tarup. Efter en lang skoledag og flere timer sammen med staldens ponyer og rideveninderne kunne maven knurre noget så vederstyggeligt, så der gik ikke længe, før vi piger stiftede bekendtskab med det nærliggende pizzeria, Pizza Pinocchio.

Her skulle det vise sig, at deres kæmpestore pitabrød til den gang blot 25 eller 30 kr. stykket skabte et mindre afhængighedsproblem, for de smagte simpelthen SÅ fantastisk! Hver gang nogen havde råd til pitabrød og efter afhentning sad i rytterstuen og indtog herlighederne, sad der en kødrand af sultne tøser omkring og håbede, at der ville falde et stykke af til sidst, hvis de heldige ikke kunne spise op.

Der var tale om nogle virkeligt store pitabrød, og det var ikke sjældent, at nogle af pigerne ikke kunne magte et helt pitabrød, men man blev trænet efterhånden, og nogle af dem anså det nærmest som en sport at spise helt op (også fordi enkelte solede sig i misundelsen og – så nedrige, som piger nu en gang kan være – nød at se de andre piger lide).

Det blev nærmest kutyme at bede om ekstra dressing i pitabrødet, for var der noget, ingen andre pizzeriaer kunne komme i nærheden af smagsmæssigt, var det den creme fraiche-agtige dressing, som Pizza Pinocchio formåede at få os til at elske uhæmmet.

Der var fire varianter af pitabrød: De dyre til 30 kr. med enten hakkebøf eller kebab, og så var der de billigere til 25 kr. med enten tun eller skinke. Det var helt klart den med skinke, der var favoritten, og den gang brugte de ikke det rædselsfulde strimlede skinke, men i stedet hele, store og saftige stykker skinke.

Nåh, men for nu at vende tilbage til nutiden, så var Pizza Pinocchio et must at lægge vejen forbi sidste weekend, da jeg atter var en tur i Odense og ikke har spist dette underskønne pitabrød i efterhånden ½-1 år. Det er lang tid at undvære, kan jeg godt forvisse dig om, kære læser.

Jeg kunne stadig huske telefonnummeret udenad (66161290), utroligt nok, og jeg havde det ellers unødvendigt indkodet på min mobiltelefon. Det er nok de gamle minder fra indtastningen på rideskolens mønttelefon, der stadig spøger i baghovedet, og jeg måtte ved afhentningen også lige fortælle den gode gamle ejer (som er den samme), at jeg efter 10 år i Aarhus stadig husker deres nummer udenad.

Der var kun ti minutters ventetid til pitabrødet, da vi ringede, og da vi ankom, var det så brændende varmt, at jeg knapt kunne sidde med det i skødet på køreturen hjem til min mor.  Vi havde valgt kun at købe et enkelt pitabrød, da vi stadig var småmætte efter en reception tidligere på dagen, og vi forventede derfor ikke at kunne spise mere end et halvt hver. Og det skulle også vise sig at være fuldstændigt sandt!

Pizzeriaet er i løbet af de mellemliggende år gået over til strimlet skinke, desværre. Så derfor valgte vi i stedet et pitabrød med bøf, som i dag koster 40 kr. Der er kommet nye pitabrød til, så man også kan vælge kylling, kødkebab(?) og vegetar. Deres menukort og priserne kan i øvrigt ses her.

Åh, hvor blev vi dejligt mætte, og åh, hvor smagte det altså skønt! Jeg ville allerhelst have haft en skinkepita, som de lavede den i gamle dage, men det her var næstbedst. Selv min mors lille, tykke misser blev draget af den lune, berusende duft, da vi pakkede herligheden ud, som billedet ovenfor afslører.

Jeg kan til enhver tid anbefale de store, lækre pitabrød fra Pizza Pinocchio i Odense, skulle man lægge vejen forbi. Ud over brunsviger er disse pitabrød den spise, jeg savner allermest at blive beriget med her i Aarhus, så det er klart et must, når jeg af og til vender en tur hjem til det fynske.

For noget tid siden fejrede vi min kollegas 40-års fødselsdag og spiste fælles frokost på arbejde, hvor en anden kollegas kone havde stået for en fantastisk omgang hjemmelavet thaimad. Jeg har aldrig rigtigt været den store fan af asiatisk mad med undtagelse af sushi, men særligt thaisuppen denne dag tog røven på mig. Det var virkelig godt!

Jeg fik at vide, at det var utroligt let at lave, så forleden dag gav jeg mig i kast med thaisuppe for første gang. Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift og improviserede så for resten, da jeg for eksempel ikke er så vild med babymajs, men i stedet gerne ville have blandt andet citrongræs og edamamebønner i suppen. Here we go:

INGREDIENSER (til ca. 3-4 personer):

1-2 kyllingebryster fra en høne, der har haft et godt liv
En sjat olie til stegning
1 gulerod
2 hele chilier
En lille knold ingefær
2 fed hvidløg
3-4 løgringe
2 dåser kokosmælk
5 dl. vand
1 hønsebouillonterning
1 stk. citrongræs
1-2 håndfulde edamamebønner
Salt & peber

Frisk mynte
Lyst brød med sprød skorpe

FREMGANGSMÅDE:

• Skær kyllingen i mindre tern, og steg kortvarigt i gryde med olie
• Skær guleroden i korte stave, og tilsæt i gryden
• Riv ingefæren fint, pres hvidløgene, og finhak chilien. Tilsæt i gryden
• Skær løgringene i halve eller kvarte, og sauter dem i gryden
• Tilsæt kokosmælk, vand og hønsebouillon
• Flæk citrongræsset, tilsæt, og lad det hele koge godt op
• Ca. 5-10 minutter inden servering tilsættes edamamebønnerne
• Smag til sidst til med salt, peber og eventuelt ekstra chili
• Tag citrongræsstykkerne op af suppen inden servering
• Servér toppet med frisk mynte og nybagt brød on the side

- – -
Mums, hvor blev det bare lækkert! Det var som sagt første gang, jeg gav mig i kast med dette, så der blev også begået et par fejl undervejs, som jeg har kompenseret for i opskriften. Først og fremmest blev mine kyllingetern lidt for store, og de blev desværre stegt for længe og endte med at være lidt tørre. Alternativt kan man sagtens lave opskriften vegetarisk og helt undlade kylling og i stedet for hønsebouillon tilsætte grøntsagsbouillon.

Derudover kom edamamebønnerne i gryden samtidigt med de våde elementer, der skulle koge op, og dermed fik bønnerne for megen varme, så de simpelthen blev møre og flækkede. Så først i gryden med dem de sidste 5-10 minutter, så tror jeg, man er helgarderet. Men ud over disse ting smagte suppen altså brandgodt og var ret nem at stykke sammen.

Jeg har efterhånden boet ti år i Aarhus, og det er endnu ikke lykkedes mig at opstøve en brunsviger, der er lavet rigtigt, som man gør det på Fyn. Enten har der været alt for meget af brøddelen og for lidt snask, eller brøddelen har været for hård i stedet for svampet, eller der er kommet kagecreme ovenpå – eller endnu værre: Der er blevet puttet rosiner eller en stor del kanel i! Uf…

Selv Schweizerbageren, som jeg normalt er ganske glad for, laver brunsvigeren fuldstændigt forkert: Brøddelen er for hård og for stor i forhold til snaskdelen, og snasket smager helt forkert og er tilsat kanel. Jeg har én gang købt en hel brunsviger derfra, og vi endte faktisk med at smide den ud efter et par bider, da det bare slet ikke var i orden, når man er opvokset med rigtig brunsviger.

Efter Lagkagehuset er kommet til byen, har jeg gentagne gange forsøgt med bedende mine og plirrende øjenvipper at spørge ind til, om de mon ikke kunne tænke sig at få brunsviger på menuen – særligt når nu konkurrenten længere oppe ad gaden på ingen måde kan finde ud af at lave deres rigtigt. Det har dog (endnu ikke) båret frugt, selvom jeg hyppigt kigger ind i håbet om at finde et stykke af denne himmelske kage.

Man kan nok godt sige, at jeg har opgivet. Om det er jyder generelt eller blot østjyder, der ikke formår at lave rigtig brunsviger, skal jeg ikke kunne sige. Men én ting er sikkert og vist: Der er ikke mange jyder (eller sjællændere for den sags skyld), der kan finde ud af at udtale kagens navn rigtigt, for det hedder ikke “bruuuunsviger”, men udtales korrekt “brånsviger”, hvor u’et udtales på samme måde som i ordet “rund”.

I weekenden var jeg dog en tur hjemme i min barndomsby, Odense, og formiddagen efter en våd aften i byen med en gammel folkeskoleveninde fik min mor lige en ekstra stjerne ved at hente en halv brunsviger ved Folkebo’s Conditori – i daglig tale bare Folkebobageren. De mindre stykker var for længst udsolgt, for fynboer kan jo godt lave rigtig brunsviger, og det er noget, de kan li’!

Brunsvigeren var helt perfekt: Blød, luftig og svampet brøddel og generelt rigeligt med snask, der fyldte godt i alle de obligatoriske huller og hvælvinger. Min søster har en bekendt, der har arbejdet som bager på Fyn, og hun har fortalt, at hemmeligheden ved den gode, fynske brunsvigersnask er, at man putter lidt kagecreme i selve snasket, så det ikke størkner helt efter bagningen, men stadig kan flyde lidt og være saftigt.

Nu håber jeg så, at nogle arhusianske bagere snart vil tage kampen op og tilbyde os fynboer i eksil nogle ærværdige stykker brunsviger – jeg skal i så fald nok blive en hyppig kunde.

En af de ting, jeg ud over flødebollerne allerede er blevet meget glad for fra Lagekagehuset, er deres lækre, sprøde ciabattabrød til 30 kr. De er temmeligt store i omfang, og sådan noget brød har jo tendens til efter nogle dage at blive noget tørt i det. Så forleden besluttede jeg mig for at bruge det halvkedelige reste-brød til at lave svampebruschetta til aftensmad.

Der er nu nok nærmere tale om smørristet brød med svampestuvning, om man vil, men brøddelen kan sagtens laves i en mere fedtfattig version i ovnen med olivenolie i stedet.

- – -

INGREDIENSER (til 2 personer):

4-6 skiver ciabattabrød alt efter størrelse
En god klat smør eller olivenolie
1 fed hvidløg
3-4 Shiitake-svampe
1 skive fennikel
5-6 cherrytomater
1/4 piskefløde
Et skvæt æblecidereddike
Salt & peber
Frisk spinat
Friske krydderurter

FREMGANGSMÅDE:

• Steg brødskiverne på begge sider i rigeligt smør
• Giv dem alternativt et lag olivenolie, og varm dem i ovnen
• Tag brødene fra, når de er gyldne, og gnid overfladerne med hvidløg
• Smelt en klat smør på panden ved god varme
• Skær Shiitake og fennikel i tern, og steg dem på panden
• Tilsæt piskefløde, og lad det koge godt op
• Tilsæt et skvæt æblecidereddike og cherrytomaterne i både
• Smag til med salt og peber
• Servér stuvningen på brødene toppet med krydderurter
• Tilføj en frisk spinatsalat ved siden af for at give ekstra knas

Så simpelt kan det gøres! Og det smager noget så lækkert, hvis ellers man kan lide fennikel. Alternativt kan man skifte det ud med et halvt løg i små tern, men pas på at smagen ikke overdøver den milde svampesmag, som klart er det bedste ved denne ret.

En hel uge i starten af maj var jeg sygdomsramt – smittet af en afart af den frygtelige mandeinfluenza, som manden min havde lidt under ugen forinden og åbenbart ikke syntes, jeg skulle snydes for at opleve på egen krop. Han mener dog ikke, at det kan være den helt samme slags, jeg havde, for jeg var jo ikke døden nær som ham….

Ikke desto mindre var ovenviste min redning: En fremragende britisk serie, jeg netop har opdaget: “Call the Midwife”, Irmas fantastiske grønne te med æble, havtorn og kvæde, som jeg nåede at hamstre, før de lukkede alle butikker vest for Storebælt, en uendelig mængde Kleenex (omend min snude alligevel blev fuldstændigt tyndslidt af al den pudsen) og endelig mine elskede Physio JHP-dråber.

Sidstnævnte er guld værd med 2-3 dråber (max!) i en skål med kogende vand, et klæde over og så ellers hovedet godt ind under. At trække vejret i sådan en omgang kras pebermyntedamp både løsner slim og frisker utroligt meget op i luftvejene. Min far brugte også dette trick, og det kan varmt anbefales. Jeg er atter frisk og frejdig og har en masse opskrifter og anbefalinger klar til indlæg i nærmeste fremtid.

Først vil jeg lige undskylde de mange dages stilhed. Forklaringen kommer i næste indlæg en af dagene. Men først skal det lige handle om i går, for da endte min veninde og jeg med spontant at spise aftensmad på Restaurant Carlton i latinerkvarteret. Og det viste sig slet ikke at være en dårlig beslutning. Men vilkårene for det visuelle bevis er dermed endnu en gang i form af uskarpe mobilbilleder.

Der var ikke mange mennesker i restauranten, og længe var vi det eneste selskab sikkert grundet vores tidlige ankomst. Vi fik en fin plads ved vinduet, og betjeningen var meget opmærksom og venlig, så vi fik blandt andet god tid til at vælge vores mad, efter vi hver havde bestilt et glas hvidvin – jeg et skønt glas riesling, der overraskede positivt! Ud fra vinkortet på deres hjemmeside var det højst sandsynligt en tør Blauschiefer Dr. Losen Riesling fra 2011.

Vi havde som sædvanligt svært ved at bestemme os, når vi nu sad med et kort fuld af fristende godter, men det endte med, at min veninde valgte risottoen med ristede kammuslinger, som ses her ovenfor, og jeg valgte så Pustervig Salat med jomfruhummerterrine, ristet kammusling og foie gras, som er afbilledet nedenfor.

Risottoen, som jeg hapsede en god bid af, var fyldig og meget ostet – lidt for meget til min smag, men den bekom min veninde, og så så den i øvrigt særdeles tiltalende ud på tallerkenen i skumhav og drysset med grønne urtesprødheder.

Jeg er normalt ikke salat-typen, men indholdet af salaten fristede noget så grusomt, at jeg for en gang skyld bare skulle have en salat. Og hvilken salat! Det var en hel lille skov af herligheder at gå på eventyr i: Lidt foie gras hér, lidt sprødstegt bacon dér… Desuden var der lagt små overraskelser ud hist og her i form af noget, jeg er ret sikker på var kvædekompot – himmelsk!

Alt i alt kan det siges at være et valg, jeg var yderst tilfreds med lige som hvidvinen, og min veninde og jeg havde en brandhyggelig aften med lækker mad (hvor kun meget lidt blev levnet) og en masse snak og latter. Tjeneren var som sagt meget opmærksom og kom blandt andet forbi med en ny kande isvand i løbet af aftenen, uden vi havde bedt om det.

Efter maden fik vi os lidt varmt at drikke – for mit vedkommende en ganske udmærket chai latte. Ganske vel fra en bøtte, som var det eneste, de kunne tilbyde, men med skønt cremet mælkeskum og suppleret med lidt rørsukker efterfølgende, som fulgte med ved siden af (muligvis til min venindes caffé latte, men der var så rigeligt!).

Min regning endte for et glas god hvidvin (75,-), en hovedret (145,-) og en stor kop chai latte (38,-) samlet op i 258 kr. Meget meget fornuftig pris synes jeg, for maden var god, vi var mætte og tilfredse, og vores helhedsoplevelse af stedet var virkeligt god. Skal helt klart gentages :-)

Mød Henny. Hun er den seneste opfindelse fra min autodidakte hæklehånd, og jeg må indrømme, at jeg er en meget stolt hønemor. Hun er hæklet i islandsk uld, hvor jeg valgte en tyk hæklepind og dobbeltgarn, så hun kunne blive rigtigt lun og kompakt.

At missionen skulle lykkes med så fint et resultat, havde jeg slet ikke turde drømme om, for jeg er absolut ikke nogen habil eller intuitiv hækler og famler mig generelt lidt frem. Derfor har Henny også været undervejs siden vinter, for efter kroppen var hæklet, gik jeg totalt i stå på grund af manglende tiltro til mine hækleevner. Men forleden genoptog jeg hækleriet, og her er hun så: Henny, den hæklede tehættehøne.

Ud over en tilretning af rumpettens placering skulle der ikke laves noget om undervejs. Jeg var dog lidt utilfreds med næbets form, men efter at have sovet på det måtte jeg erkende, at Henny var fin, som hun var.

Formålet med Henny var, at min fine, turkise For Life-tekande, som jeg også har skrevet om her, skulle have en skræddersyet tehætte, så teen ikke når at blive kølig alt for hurtigt. Og på billederne her ser I så Henny in action – hun passer med sin kurvede figur perfekt til kanden, omend jeg til fotosessionen har hevet lidt op i skørterne, så man kan ane den turkise kande under hende.

VIrker hun så? OM hun gør! Da hun forleden debuterede over en kandefuld St. Petersburg fra Kusmi, var tekandens håndtag blevet så varmt, at jeg knapt kunne holde om det, mens jeg hældte op. Henny selv var smålun udenpå, men indeni var hun meget varm. Så hun må siges at isolere noget så fremragende.

Alt i alt kan jeg konkludere, at Henny i høj grad lever op til forventningerne og gør sit arbejde som tehættehøne tip-top. Hun er stolt blevet vist frem for familie og venner, og noget siger mig, at jeg får drukket lidt mere te end ellers, nu hvor hun er kommet til.

Jeg har desværre ingen opskrift på hende, for sådan noget kan jeg simpelthen ikke finde ud af, og jeg har egentligt bare forsøgt mig frem primært baseret på stangmasker og fri fantasi. Og det gik da meget godt, synes jeg selv :-)

Dagens aftensmad bliver højst sandsynligt en tilsvarende portion som ovenviste, som i øvrigt egner sig perfekt til efter en travl arbejdsdag og deraf manglende lyst til at spendere megen tid ude i køkkenet.

Opskriften er bragt før i lignende variationer, og i den ovennævnte blev spaghettivandet sat over med en god mængde salt, mens der på en pande ved siden af blev smørstegt shiitakesvampe. Der skal bruges rigeligt med smør, da shiitake er en sort, der ikke smider megen væske af sig i modsætning til den almindelige champignon og portobello for eksempel.

Efter smørstegningen tilsættes ved relativt høj varme en gang fløde, der skal koge ind som en stuvning. Der krydres med salt og peber og tilsættes eventuelt lidt æblecidereddike. Til sidst drysses der gavmildt med grofthakkede krydderurter såsom mynte, citronmelisse og oregano, og den kogte spaghetti serveres toppet med svampeherligheden. Yum!

På vej hjem fra arbejde i går kom jeg til at gå ind i Lagkagehuset, hvor der for en gang skyld ikke var nogen nævneværdig kø. Egentlig skulle jeg bare have lidt brød til aftensmaden, der bestod af tapas- og ostebord… Brødet var et kæmpe ciabattabrød til blot 30 kr., og det var lige så sprødt og delikat, som det så ud. Men ikke nok med det. Jeg fik også øje på de hersens flødeboller.

Det startede med én. Den lysebrune karamelflødebolle. Den var kæmpe stor og kostede kun 17 kr., så jeg kunne da lige så godt tage sådan en med også. Den blev delt med manden efter aftensmaden, og den var meget hurtigt væk, kan jeg godt afsløre. Er du vims, hvor smagte den forræderisk godt!

Flødebolleskummet var delikat, luftigt og silkeblødt som guf på en gammeldags isvaffel. Og inde i midten var der gemt en overraskelse i form af en stor klat karamel, der smagte sødt og godt. Yderst var der overtræk af lækker cremet mælkechokolade og drysset med fine stykker nødder. Bunden var en tynd vaffelbund med en snert af marcipan. Lige tilpas uden at blive dominerende.

Hele arbejdsdagen i dag gik jeg og dagdrømte om denne flødebolle, og det blev absolut ikke bedre af, at jeg på en af gangene fik øje på et stort billede, der lignede ovenviste flødebolle foruroligende meget. Det måtte jo være et tegn, besluttede jeg mig hurtigt for ;-)

Resultatet blev endnu et visit ved Lagkagehuset, hvor der ud over et par i øvrigt meget velsmagende hveder og karamelflødebollen også blev bestilt en flødebolle med mørk chokoladeovertræk, da min kæreste er lidt af en chokoladegris.

Den mørke smagte meget af chokolade – på en rig, fyldig og småbitter måde lige som pladechokolade med højt kakaoindhold. Slet ikke noget for mig, men lige noget der passede i min kærestes kram. Der var ingen hemmelighed gemt indeni, men det lod han også til at være pænt ligeglad med. Jeg nød i øvrigt en hel karamelflødebolle for mig selv i fulde drag.

Man kan også få flødeboller med kokos hos Lagkagehuset. En enkelt (stor!) flødebolle koster som sagt 17 kr., og man kan få fire for 59 kr. Det kan blive et meget farligt bekendtskab det her, kan jeg allerede regne ud…

Sidste søndag mødtes jeg med min smukke, gravide veninde til en omgang frokost på Frederiksbjerg. Vi spadserede lidt frem og tilbage ad Jægergårdsgade, hvor flere af de gode steder havde lukket (f.eks. Forlæns & Baglæns, som vi ellers havde håbet at slå os ned på). Og andre steder havde de for dårligt udvalg til de restriktioner, en gravid kvinde lider under.

Vi endte derfor med at slå os ned til traditionel cafémad på Rarbar, som jo – som navnet også afslører – er et ganske rart sted. Min veninde valgte ovenviste brunch, som de serverer fra kl. 11-15 i weekenden og på helligdage, og hun skulle slippe en flad 100-lap for sådan en portion, som var ganske velvoksen.

Selv havde jeg spist sen morgenmad og var stadig lidt mæt, så jeg valgte at kaste mig over stedets toast med kalkun, ost, tomat og rødløg, hvortil der også blev serveret en grøn salat med dressing og grov sennep. For blot 55 kr. var der langt mere på tallerkenen, end jeg havde regnet med, og jeg måtte faktisk give op halvt inde i toast nr. to, selvom det smagte fortræffeligt.

Vi tog henholdsvist en iskaffe med hasselnødsirup og en flaske hyldeblomstsaft til maden, og så blev der ellers catchet up i et par timer med god mad og hyggeligt selskab.

Rarbar er i det hele taget et godt sted, når der skal hygges og småspises, og de har også en såkaldt Supper Club hver lørdag kl. 19, hvor man kan få en ganske billig tre-retters surprisemenu med eller uden bobler, hvor gæstekokke kommer og folder sig ud. Jeg har én gang forsøgt at få bord til dette hyppige arrangement, men var for sent ude. Ikke desto mindre bør det helt klart prøves af en dag :-)

Onsdag og torsdag har min kæreste været på kursus i København, og derfor har jeg udnyttet chancen og lavet mad, som jeg ved, han ikke bryder sig særligt om, men som jeg til gengæld gør!

Her til aften har den derfor stået på en omgang tabouleh fyldt med friske krydderurter og med smørstegte skaldyr til. I stedet for limesirup, som jeg plejer at lave til tabouleh, forsøgte jeg mig denne gang med en appelsinsirup, som blev virkeligt god!

Opskriften er lavet på slump, og med de nævnte ingrediensers måleforhold var der en god portion til overs, som kan spises til frokost i morgen, så jeg har valgt at mængdesætte svarende til to personer. Here we go:

INGREDIENSER (2 personer):

Sirup:
2 appelsiner
½ citron
Ca. 1 dl. rørsukker

Tabouleh:
Ca. 2 dl. bulgur
Ca. ½-1 dl. belugalinser
Ca. 1 dl. ærter
1 fed hvidløg
½-1 potte frisk mynte
½ potte frisk koriander
½ rød peber
Smør
Urtesalt
Kværnepeber
Hvidløgspulver

Tigerrejer
Kammuslinger

FREMGANGSMÅDE:

• Pres appelsiner og citron
• Hæld saften i en gryde med rørsukkeret
• Kog siruppen ind, indtil en dråbe ikke løber på en kold flade
• Stil siruppen til afkøling i en skål

• Skyl belugalinserne grundigt
• Kog dem i ca. 15 minutter i usaltet vand
• Si vandet fra, og tilsæt salt efterfølgende
• Kog bulgur i saltet vand ca. 15 minutters tid
• Tilsæt evt. hvidløgspulver til vandet
• Si bulguren, og lad det køle lidt af

• Smelt en klat smør i en gryde, steg ærterne heri
• Tilsæt et fed presset hvidløg samt belugalinserne

• Steg tigerrejerne i smør, og krydr med kværnepeber
• Tag dem fra, og lad dem afkøle vendt i lidt af siruppen
• Steg kammuslingerne i smør, krydr med urtesalt og peber
• Når de er gyldne, tages de af varmen

• Hak i mellemtiden mynte og koriander groft
• Skær peberfrugten i fine tern

• Bland bulgur, belugalinser, ærter, mynte, koriander og peberfrugt
• Server taboulehen med sirup over og skaldyr on the side

Man kan sagtens koge bulgur og belugalinser sammen, da de skal have cirka lige meget kogetid, men det vil dog blive en knapt så visuelt attraktiv ret, da belugalinsernes farve smitter meget af. Jeg havde kogt for mange linser i går og tog i dag blot de overskydende og blandede i ærterne.

Det er ikke strengt nødvendigt at tilsætte hvidløgspulver i bulguren, men jeg havde det lige på krydderihylden og synes, det giver et ekstra lille pift. Man kan også koge f.eks. et halvt løg med og blot sortere det fra efterfølgende, når bulguren sies.

Jeg er ikke særligt vild med varme rejer, så jeg valgte at stege dem før kammuslingerne, så de kunne nå at køle af inden servering. De blev vendt i en del af siruppen og krydret med lidt ekstra peber, før jeg stillede dem til side i en tallerken og i stedet koncentrerede mig om kammuslingerne.

Ved serveringen hældte jeg en god mængde appelsinsirup over taboulehen, og ellers blev rejer og kammuslinger serveret ved siden af – saftige og søde!

Fremgangsmåden lyder muligvis omfattende, men det er faktisk ganske simpelt at lave retten her, omend det giver en del opvask efterfølgende. Rækkefølgen af tilbedredningen af de forskellige ting er knapt så vigtig lige med undtagelse af kammuslingerne, da retten alligevel serveres kold eller smålun, og det kun er muslingerne, der skal være varme.

Nu er der blevet luftet grundigt ud i hele hytten, og jeg er muslingemæt og tilfreds, så nu kan gemalen godt komme hjem. Jeg har hjemmelavede frikadeller og det gode rugbrød klar til ham, så det er ikke kun mig selv, der skal forkæles i dag.

Det er mildest talt ikke en af de mest yndige retter, jeg har præsenteret her på bloggen, men ikke desto mindre vinder den det tabte tilbage på smagen, som er ganske udsøgt.

Det skulle egentligt bare gå hurtigt, og jeg havde lyst til ærtesuppe, så jeg stegte ternene fra et halvt løg i en klat smør, tilsatte ærter, frisk spinat, frisk mynte, hvidløg, balsamico og en gang hønsebouillon opløst i ca. ½ liter vand. Simre simre simre, smage til med lidt krydderier, rendezvous med stavblender et voilà!

Der var en rest creme fraiche med hakket oregano tilbage fra aftensmaden dagen før, som blev placeret midt i herligheden sammen med nogle kviste frisk mynte og oregano, og så var det klart til servering med Schweizerbageriets gode foccaciabrød. Nemt, hurtigt og velsmagende :-)

Forleden kastede jeg mig ud i et forsøg med “pulled chicken” med en større omgang langtidsmarinerede økologiske kyllingebryster og senere langtidsstegning i ovnen ismurt en våd “rub”. Det blev ikke 100% vellykket, da kødet trods rigeligt eddike i marinaden og maaaange timer i ovnen stadig ikke var helt mørt. Men det smagte dog ikke desto mindre ganske godt.

Til kyllingen blev der lavet en omgang coleslaw af tykke strimler hvidkål, revet gulerod, revet æble, mayo, æblecidereddike, salt og peber, og det passede som fod i hose med det langtidsstegte, marinerede kød. Derudover lavede jeg også en god gang blå pommes frites samt en drønlækker aïoli med diverse friske krydderurter. Og det er sidstnævnte, at dette indlæg skal dreje sig om.

INGREDIENSER:

En posefuld blå kartofler (Blå Congo)
Salt til kartoflerne

1½-2 dl. salatmayonnaise
2 fed hvidløg
Et skvæt hotsauce
Et bundt oregano
Et bundt mynte
Et bundt citronmelisse
Salt
Kværnepeber

FREMGANGSMÅDE:

• Skyl og skræl kartoflerne, og skær dem i stave
• Læg dem på en bageplade, og strø godt med salt over dem
• Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 20-30 minutter
• De er klar, når de begynder at blive gyldne og sprøde
• Hak i mellemtiden oregano, mynte og citronmelisse
• Smid det i en minihakker med mayo, hvidløg og hotsauce
• Kværn det hele godt igennem, og smag til med salt og peber
• Stil det på køl, indtil kartoflerne er klar
• Nyd pommes frites med urteaïolien som dyppelse

Så simpelt kan det gøres! Det hele blev lavet lidt på slump, så man skal se lidt stort på ingredienslistens mål og justere til, som det passer en bedst. Man kan også tilsætte et par dråber friskpresset citronsaft i aïolien, hvis man er til den slags.

Både min kæreste og jeg var meget begejstrede for urteaïolien, som jeg må erkende var en bragende succes! Jeg har meget dårlig erfaring med de færdiglavede fra butikkerne, men har stornydt det aïoli, jeg har fået på restauranter i tidens løb. Så nu var det da på tide, at jeg fik fingeren ud og lavet en omgang selv, omend mayonnaisen ikke er hjemmelavet fra bunden, men blot favoritten fra Kraft.

Den anvendte hotsauce er favoritten fra Sriracha, som jeg også har omtalt tidligere i blandt andet dette indlæg. Den gav lige det sidste pift og gjorde det unødvendigt at tilsætte andre krydderier end salt og peber. Mums!

Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om linser og andet fodformet hippiemad i samme dur, men da der forleden var tilbud på alle økologiske varer i SuperBrugsen, blev min nysgerrighed alligevel pirret af helsehylden, der bugnede med alskens goder fra Urtekram og andre, mindre kendte mærker.

Nogle af tingene var godt nok lige en tand for spiffy, omend en lille pose tørret mango af en eller anden mystisk grund også fandt vej ned i kurven. Røvsyg snack, må jeg erkende, men frisk mango plejer jo almindeligvis at smage smadder godt. Tørret mango? No.

Til gengæld fik jeg hapset en pose med belugakavi… nårh nej, belugalinser. Nogle fine proteinspækkede linser, der med deres mørke farve åbenbart gav navngiveren associationer til kaviar. De kloge siger, at de har en nøddeagtig smag, men jeg – som jo er total linsenewbie – syntes nu mest, de smagte af linser. Og her kommer så den opskrift, jeg valgte at øve mig med for at blive en bedre linsespiser:

INGREDIENSER (som tilbehør til ca. 4 personer):

1 rødbede
3 mindre gulerødder
1 stort løg
½ rød peberfrugt
2 fed hvidløg
½ appelsin
Ca. ½ dl. olivenolie
2-3 spsk. æblecidereddike
Rørsukker
Groft salt eller flagesalt
Kværnepeber
Ca. 1 dl. belugalinser
Rigelige mængder frisk mynte

FREMGANGSMÅDE:

• Vask og skræl rødbede og gulerødder, og skær enderne af
• Skær rødbede og gulerødder i tern
• Skær det skrællede løg i større både
• Skær peberfrugten i store tern
• Bland alle ovennævnte sammen i et ovnfast fad
• Pres hvidløg og appelsinsaft ud over
• Tilsæt olivenolie, æblecidereddike, rørsukker, salt og peber
• Vend det hele godt rundt, så det er blandet grundigt
• Stil fadet i ovnen ved 200 grader i ca. en halv time
• Vask imens belugalinserne i en sigte
• Kog dem i usaltet vand ca. 20 minutter, og salt dem derefter
• Hæld vandet fra, og bland linserne i rodfrugtblandingen
• Tilsæt hakket mynte, og rør det godt rundt
• Servér som en lækker og sund side dish

Vi spiste det til en håndfuld saftige, rødstegte svinemørbrader med en lille klat bearnaise og frisk oregano. Siden har jeg også spist det til frokost med laksesteak og de førnævnte smørstegte ærter. Linserne er i mine øjne et fint alternativ til kødretter, hvor man ikke gider have kartofler til for 117. gang.

Man kan sagtens variere valget af rodfrugter, og rørsukkeret kan også med fordel udskiftes med flydende honning, som jeg dog var løbet tør for forleden. Jeg fik kogt lige lovligt mange linser, men jeg vil vurdere, at den optimale mængde linser til rodfrugtblandingen er ca. 1 dl., selvom jeg nok fik kogt næsten det dobbelte.

To gange inden for det sidste halvår har jeg været en tur forbi Kähler Spisesalon i M. P. Bruunsgade. Første gang var sammen med min kæreste, hvor vi blev fristet af deres lækre menukort til at spise sen frokost der en dag. Min kæreste valgte flere stykker af deres smørrebrød og jeg ovenviste omgang salat med blandt andet mandler, selleri og blomkål.

Ventetiden var lidt lang, og smørrebrødet lod særligt vente på sig, så det sidste stykke aflyste vi helt efter en halv times tid og spiste det, der ellers var klar til servering. Der blev serveret boller og (stenhårdt!) smør til, og på trods af, at maden på menukortet havde lydt mundvandsdrivende fristende, sad vi begge med en lidt tam fornemmelse smagsmæssigt.

Salaten var egentlig okay – eller ville have været det som side dish, men den blev hurtigt meget ensformig, og smagsnuancerne var kedeligt “normale”. Det virkede ikke, som om nogen af retterne havde set skyggen af krydderi, og smørrebrødet viste sig også at være en generelt kedelig oplevelse, særligt til prisen (75 kr. stykket).

Halvskuffede gik vi derfra. Men ikke desto mindre blev jeg en måneds tid efter atter fristet. Deres smukke billeder af maden og den delikate beskrivelse af ingredienserne fik mig overbevist om, at vi bare havde været uheldige første gang. Så jeg satte mig en kold vinterdag ind og bestilte en omgang vintersuppe. Den kom sammen med brød og smør, som faktisk viste sig at være det bedste ved retten.

Suppen var meget kraftig, sådan fond-kraftig på en salt og indkogt måde. Derudover var der mange store stykker brød i selve suppen og ellers primært bønner og porre. Ja, atter var jeg skuffet, og denne gang undlod jeg at spise mere end en tredjedel af min mad, for jeg syntes ganske enkelt ikke, at det smagte specielt godt.

Noget siger mig, at Kähler Spisesalon følger en eller anden madtrend med back-to-basics-kost, hvor der skal så få krydderier i maden som muligt, og rå og simpel mad er kodeordene. Det kunne sådan set være et udmærket koncept, men jeg synes slet ikke, at de har held med det vurderet ud fra mine to besøg.

Jeg havde forventet meget mere af sådan et hipt og pænt sted, men jeg må nok erkende, at jeg ikke giver det en tredje chance. Jeg vil umiddelbart ikke anbefale Kähler Spisesalon for andet end det smarte interiør og beliggenheden.

Åh, jeg lavede simpelthen de lækreste mini-marengs i fredags! To bradepander blev det til alt i alt, og alligevel er der i dag nu kun et par håndfulde tilbage, som i dette øjeblik bliver nydt med allerstørste velbehag.

Jeg valgte at lave med tre forskellige smagsvarianter: Lakrids, citron og vanille – sidstnævnte mest for min kærestes skyld, da han ikke er så vild med lakrids eller alt for spændende eksperimenter. Men de to førstnævnte er mine klare favoritter.

Opskriften er sådan set bare en standardopskrift på marengs, men med de forskellige smagselementer tilføjet i passende mængder. Først havde jeg været for forsigtig med lakridspulveret, men efter en testsmagning af marengsmassen fik den lige nogle ekstra, gavmilde drys. Sådan er det også med de andre varianter: Prøv dig frem med de mængder, der passer til dine smagsløg.

INGREDIENSER (til ca. 2 bradepander):

Standardingredienser:
3 æggehvider
75 gram rørsukker
75 gram raffineret sukker
½ tsk eddike

Ekstraingredienser:
½ økologisk citron
Lakridspulver
Vanillesukker

FREMGANGSMÅDE:

• Skold de tre æg, og slå hviden ud i en skål
• (Brug evt. blommerne til pariserbøf eller pasta carbonara)
• Pisk hviderne stive med en håndmixer
• Tilsæt godt halvdelen af sukkeret samt eddiken
• Pisk i yderligere 5-10 minutters tid
• Vend det resterende sukker let i marengsmassen
• Fordel massen i tre forskellige skåle
• Tilsæt i den ene en passende mængde vanillesukker
• Vend det forsigtigt rundt, så det bliver jævnt fordelt

• Tilsæt i den næste en passende mængde lakridspulver
• Vend det forsigtigt rundt, så det bliver jævnt fordelt
• Tilsæt i den sidste revet citronskal og en lille smule citronsaft
• Vend det forsigtigt rundt, så det bliver jævnt fordelt
• Fyld masserne i tre forskellige sprøjteposer med tylle
• Pres så små marengstoppe jævnt fordelt ud på bagepapir
• Bag dem ved 100 graders varmluft i lige knapt en time
• De er færdige, når ydersiden er stivnet, og de slipper pladen
• Spis dem med det samme, eller opbevar dem i en kagedåse

Så længe man bager marengsene i varmluftovn, kan man sagtens sætte begge plader ind samtidigt. Har man ikke varmluft, skal pladerne bages én ad gangen. Det er også vigtigt, at marengsene er ca. samme størrelse, så de er færdige omkring samme tidspunkt, og man dermed slipper for at skulle sortere i dem, hvis nogle skal tages ud før andre.

Sprøjteposen og tyllen kan godt erstattes med en almindelig frysepose med et lille hul klippet i det ene hjørne. Jeg plejer at sætte posen eller sprøjteposen i et højt, slankt ølglas, så posens top kan krænges ud over og dermed er støttet godt, mens man fylder den op. På den måde undgår man, at det hele falder sammen, og der pludseligt er marengsmasse ud over det hele.

Vær varsom med citronsaften, for væske fortynder jo selve marengsmassen. Derfor skal der heller ikke meget til, og man kan vælge at piske lige præcist dén portion lidt ekstra. Ellers blev der til gengæld ikke sparet på citronskallen, og det smager simpelthen fantastisk med citronskal i de her små fyre. Bitterheden fra skallen er helt væk efter bagning, og det smager sødt og syrligt på samme tid. Mums!

Dem med vanille smager lidt lige som de traditionelle hvide “kyskager”, omend en god del bedre, fordi konsistensen ikke er så tør som i de færdigkøbte. Ikke desto mindre tror jeg, at lakridsmarengsene må rende med førstepladsen for mit vedkommende, selvom dem med citronskal måske kan få mig til at vende på en tallerken og snuppe prisen, for de er virkeligt også gode!

Næste gang tror jeg, at jeg vil forsøge mig med et par pebermyntedråber i grundmassen. Det smager garanteret friskt og delikat. Min kæreste har erfaring med hakket chokolade vendt i, så der bliver nok også en portion af dén variant. Mon der er andre gode idéer til fyld i marengs…?

Retten her har jeg lavet flere gange på det sidste, da den er både velsmagende, simpel at lave og egner sig rigtigt godt som frokost den næstkommende dag. Derudover er den også let-mættende og en relativt billig ret til to-tre personer taget i betragtning, at der er tale om en hovedret.

Pastaen, creme fraichen, citronen og urterne er alle økologiske, men laksesteaken var atter fra Kvicklyslagterens fiskedisk i Bruuns Galleri, hvorfra jeg har god erfaring med frisk og smuktskåret fisk til en fornuftig pris.

Første gang, jeg lavede retten her, brugte jeg pastaskruer og vendte dem i den grønne urtedressing efter kogning. Forleden lavede jeg dog retten med frisk spinatpasta i stedet, hvor jeg så serverede dressingen ved siden af og over pastaen dryppede lidt rapsolie og strøede med revet citronskal og kværnepeber.

INGREDIENSER (2-3 personer):

En stor laksesteak nok til 2-3 personer
Et skvæt rapsolie
1 økologisk citron
1 fed hvidløg
Groft havsalt
Et par håndfulde frisk spinat
En håndfuld frisk dild
En håndfuld frisk oregano
3-4 dl. creme fraiche 18%
2-3 dl. ærter
En skive løg
Salt & peber
Pasta til 2-3 personer

FREMGANGSMÅDE:

• Tænd ovnen på ca. 200 grader varmluft
• Hæld lidt rapsolie i et ovnfast fad, læg tre citronskiver ovenpå
• Gnid laksens skindside med havsalt og et fed presset hvidløg
• Placér laksesteaken, så den hviler på citronskiverne
• Sæt den i ovnen, og bag den, til skindet er sprødt og gyldent
• Skyl imens spinatbladene og eventuelt krydderurterne rene
• Blend spinaten med dild og oregano i en minihakker
• Vend det sammen med creme fraiche, og krydr med salt og peber

• Pres en skive løg ud i blandingen gennem en hvidløgspresser
• Giv ærterne et opkog, og lad dem derefter køle af
• Vend ærterne rundt i urtedressingen
• Smag dressingen til med citronsaft og citronskal
• Kog pastaen al dente sammen med salt i vandet fra ærterne
• Skær den færdigbagte laks i passende skiver
• Servér laksen med pastaen og den grønne urtedressing
• Pynt eventuelt med ekstra grønt og revet citronskal

Placeringen på skiverne af citron under bagningen giver en masse smag til laksekødet, hvor citronsmagen trænger op, og syren mørner det i forvejen bløde kød. Og er skrællen ubehandlet som ved økologiske citroner, er det en fornøjelse også at kunne bruge den revet i selve dressingen og over pastaen.

Ærterne kan sagtens koge sammen med pastaen, hvis du spørger mig. Anvender jeg pastaskruer, skal de alligevel køle af efter kogningen, og så er ærterne en simpel sag at få pillet fra og derefter vende i den grønne urtedressing. På den måde skåner man både miljøet og sparer tid.

Et lakseskind tilberedt sprødstegt med rigeligt salt og smurt ind i et fintpresset fed hvidløg er synd og skam ikke at spise, så jeg vil anbefale alle at give det en chance, før de eventuelt piller det af. Det kan være noget af det bedste på sådan et stykke som det her, når bare det er sprødt og saftigt.

I søndags var jeg en tur i Odense for at fejre en gammel gymnasievenindes 30-års fødselsdag om lørdagen. Det blev sent, før jeg hoppede under dynen på min mors sofa, og næste dag drog jeg lettere tømmermandsramt ud i byen for at mødes med en gammel folkeskoleveninde til frokost og hyggesludder.

Jeg havde bestilt pladsbillet til et aftentog, så inden jeg atter vendte snuden mod Aarhus, ville min mor og jeg spise aftensmad sammen på en god restaurant. Det viste sig dog, at mange af de bedre restauranter i Odense holder lukket om søndagen…! Ikke desto mindre lykkedes det min mor at finde et godt sted at reservere bord til tidlig aftensmad, og det var så Den Gamle Kro, som jeg her kort vil fortælle om.

Jeg beklager i øvrigt igen de dårlige billeder. Jeg havde kun fået mit oldtidsfund af en mobiltelefon med, og kameraet i den er intet mindre end elendigt, så det her er as good as it gets efter lidt lysredigering på computeren. Jeg håber, at I bærer over med mig :-)

Ud fra navnet troede jeg fejlagtigt, at der var tale om solid bondekost à la flæskesteg og frikadeller på menuen. Det skulle dog vise sig at være finere madlavning, der blot serveres i rammerne af et stort, gammelt bindingsværkshus fra 1683. Bygningerne og den generelle indretning er virkelig smuk og autentisk, og særligt var jeg begejstret for “gården” imellem de fire længer, som er blevet overdækket og er en del af restaurantens indendørs beværtning.

Jeg var desværre stadig lidt mæt efter den sene frokost med min veninde, så jeg besluttede kun at bestille to forretter, mens min mor var på tre retter, hvoraf jeg “hjalp” hende lidt med desserten. Min mor bestilte et glas hvidvin og jeg en stor cola – jeg havde jo som bekendt allerede fået rigeligt med alkohol den weekend. Brød med smør og svampetapenade stod klart på bordet, da vi ankom.

Min første ret bestod af ristet fjæsingfilet med hvidvinssyltet fennikel og sprød croudité samt luftig fennikelcreme med jomfruolivenolie. Rigtigt lækker ret med sprødstegt skind og fint anrettet. Ikke de store overraskelser, men ganske velsmagende. Min mors forret var det samme som min næste ret.

Og det var en omgang creme af røget stenbiderrogn med karse, rødløg og ristet toast på en frissésalat. Absolut velsmagende, omend en anelse fantasiløs. Min mor fik imens sin hovedret bestående af svinefilet i Auvergneskinke og braiseret svinebryst med skorzonerrødder, røget olie og persille, bønnecassoulet og sauce demi-glace. Det så lækkert ud og smagte også rigtigt godt, men vi var begge ved at være ret mætte allerede.

Min mor vovede sig derfor til at spørge tjeneren, om hun måtte have lov til at få det levnede med hjem til sin (kærestes) hund, så det ikke skulle gå til spilde, og det var der intet problem i. Stor thumbs up til restauranten for den indstilling! Det blev sågar pakket fint ind i sølvpapir formet som en svane.

Desserten lød og var virkeligt lækker! Dessert kan der altid blive plads til, og på trods af gensidig mæthedsfornemmelse fik vi spist det hele af den lækre passionsfrugt-/trøffelkage med muscovadostreusel og sprøde chokoladekugler i mangocoulis ovenpå og toppet med mangochips. Mums, siger jeg bare! Tjeneren var endda så sød at lægge en dessertgaffel til mig også, da han overhørte, at jeg også havde i sinde at gøre et lille indhug i min mors dessert.

Ja, vi var nok ikke de mest stilfulde gæster den aften, men til gengæld var det hyggeligt og med nogle rigtigt flinke tjenere, omend de ikke kunne gøre noget ved den vind, der trak forbi os grundet åben yderdør ud til gaden. Så vi sad med vores overtøj omkring os for at holde varmen, og havde vi skullet være der hele aftenen, ville vi nok have spurgt efter et bord lidt væk fra trækretningen.

Den samlede pris endte op i 740 kr. (plus en 50′er i drikkepenge) fordelt på treretters menu for 365 kr., første forret à 138 kr., næste forret til 148 kr., et glas hvidvin til 57 kr. og cola à 32 kr. Vi skulle intet betale for en stor kande vand, og det trækker jo altid op i min bog, selvom jeg ikke er vanddrikker :-)

Generelt fornuftig pris for to personer, der havde en hyggelig aften med god mad og betjening i en brandhyggelig atmosfære med autentisk indretning, levende lys og originale mure mange steder. Utroligt flot sted, som klart kan anbefales et besøg.

Denne fine seddel fandt jeg sidste tirsdag, da jeg mødte ind på mit eftermiddagsarbejde, og sammen med den lå to skiver hjemmebagt rugbrød fra min søde kollega. Eller… faktisk var der nu nok nærmere tale om to skiver hjemmebagt ru’brø’, idet min kollega og jeg begge oprindeligt er fra Fyn ;-)

Jeg glædede mig til at komme hjem og smage det, og jeg blev ikke skuffet! Jeg var allerede i fuld gang med at smøre det ene stykke, da jeg kom i tanke om, at jeg hellere måtte få fotograferet skiverne, før de blev sat til livs godt belagt med pålæg.

Spækfyldt med kerner var brødet, og jeg nåede på et hængende hår at få foreviget denne lækre og solide kernerigdom, før etagebyggeriet gik i gang med en førstesal bestående af et lag tandsmør. Jeg hører absolut ikke til de fedtforskrækkede eller sundhedsfanatiske, kan jeg godt slå fast.

I øvrigt også et utroligt flot brød at se på. En af mine (misundelige) kolleger pointerede imponeret, at det med udsmykningen på overkanten lignede de rugbrød, man kan købe i butikkerne. Og jeg skal da ellers lige love for, at brødet her var noget bedre end de fabriksfremstillede!

Det ene stykke blev bygget op med en halv dåse makrel i tomat, en god stribe mayonnaise fra tube, kværnepeber, Herbamare urtesalt og til sidst drysset med friske blade af mynte og citronmelisse. Den perfekte makrelmad, hvis du spørger mig!

Den anden rugbrødsmad blev en lille frækkert blot med et lag smør og en skefuld honning fordelt jævnt ud over brødet. Det fik jeg i ny og næ i min barndom med et krus mælk til, og sådan en omgang holder altså også den dag i dag, skulle jeg hilse at sige. Det smager bedre, end man umiddelbart lige skulle tro, og særligt på et godt brød som dette.

På grund af den forestående påske fik min kollega og jeg ikke set hinanden i dag, som vi ellers plejer om tirsdagen, så i stedet vil jeg dedikere dette indlæg til hende og hendes fremragende rugbrød, som jeg nød i stor stil for præcist en uge siden.

Det kunne da godt være, at jeg alligevel skulle overveje at takke ja til et stykke af den klump surdej, min kollega bruger til dette brød, selvom jeg ikke tidligere har haft særligt god succes med at have sådan et “kæledyr” at pleje.

Efter noget tids forgæves søgen efter en slagter i Aarhus, der kunne sælge mig hestekød, lykkedes det mig endelig forleden at have held med foretagendet. Forinden havde jeg både spurgt hos slagteren ved Frederiksbjerg Torv, på torvemarkedet ved Ingerslevs Boulevard (hvor der kun blev solgt hest som hakkekød, og det var allerede udsolgt om formiddagen) samt ved Slagterriget på Skt. Pauls Kirkeplads.

Men en dag for nyligt på vej hjem fra arbejde, kom jeg forbi Slagterriget igen, og så fik jeg øje på skiltet ovenfor, der proklamerede hestebøffer til 20 kr. per 100 gram. De lå fint linede op i vinduet, og jeg gik straks ind og købte to bøffer til en samlet pris på 55 kr.

Det blev godt nok først aftenen efter, at bøfferne skulle have hovedrollen ved middagsbordet, og da var de på grund af den naturlige modningsproces begyndt at blive lidt brune i kanterne. Men det er jo intet problem – blot en oplysning om, hvorfor de ser ud, som de gør på billedet her ovenfor.

En god klat smør blev smeltet på panden, bøfferne blev saltede og fik en god gang kværnepeber på begge sider, og så røg de ellers på den brandvarme pande. De blev stegt ved høj varme på begge sider, derefter lavere varme det sidste stykke tid, før de blev taget af for at hvile.

Imens lavede jeg en fyldig svampesovs af shiitake-svampe, smør, fløde, krydderier og lidt kulør. Til bøffer og sovs blev der serveret en kæmpemæssig bagt kartoffel, og hele herligheden blev inden servering pyntet godt med frisk persille.

Et ret old school måltid, hvis man lige ser bort fra de eksotiske svampe. Og så smagte det også rigtigt godt. Jeg har kun smagt hestekød før som tyndtskåret pålæg, men sådan en god, rosa hestebøf er faktisk slet ikke tosset. Smagen er lidt svær at beskrive, og jeg kan godt lidt følge dem, der mener, at det er en anelse sødere end oksekød.

Jeg beklager i øvrigt den grimme gennemskæring af kødet – det skulle gå lidt stærkt og blev derfor med en savtakket kniv. Ja, pænt er det godt nok ikke, men pyt nu med det, når måltidet smagte fortræffeligt.

I går skulle jeg mødes med en veninde fra gymnasietiden til en kop kaffe, og vi valgte at lægge vejen forbi Café Englen i latinerkvarteret, lige idet sneen begyndte at vælte ned. Billedet her ovenfor er taget efter cafébesøget, hvor vi kom ud til en totalt snedækket verden efter at have siddet godt og lunt inde i varmen.

Vi ankom til caféen lidt efter kl. 14, og der var godt besat ved alle bordene, men tjeneren kunne med sikkerhed love os et bord, hvis vi var villige til at vente cirka ti minutters tid, eksempelvis oppe i baren. Det takkede vi ja til, men valgte til fordrivelse af ventetiden at gå ud og sætte os i den fine delvist overdækkede gårdhave, hvor der var tæpper og idyllisk sceneri.

Da tjeneren kom ud og fortalte, at bordet var blevet ledigt, havde min veninde netop røget færdigt, og vi blev vist ind til et tomandsbord lige på den anden side af havedøren, så vi havde udsigt til sneens hvirvlende erobringsdans på alle utildækkede overflader udenfor.

Min veninde og jeg var rørende enige om, at det ikke var for tidligt at varme sig på lidt alkoholbaserede drikkevarer, så vi bestilte henholdsvist et glas hvidvin og en Irish coffee. Sidstnævnte stod ikke på menukortet, men kunne uden problemer bestilles alligevel, oplyste den i øvrigt meget imødekommende og serviceminded tjener.

Vi bestilte hver vores frokostret og fik kort tid efter vand, brød og olivenolie sat på bordet, mens vi ventede på maden. Ganske udmærket brød og olie på caféniveau, omend der godt måtte have været lidt mere af sidstnævnte eller være blevet fyldt op undervejs. Men noget siger mig, at vi blot kunne have spurgt efter mere olie og straks fået fyldt op igen, for sådan var stemningen generelt.

Café Englen er et lille, karismatisk sted, der både har åbent dag og aften på samme vis som caféerne nede ved Åboulevarden, hvor der i dagtimerne er fokus på mad og drikke til traditionelle cafépriser og i weekendernes sene timer er gå-i-byen-stemning.

Mens vi sad og fik tøsesnakket og samlet op på det forsømte, kom vores frokostretter på bordet. Min veninde havde bestilt ovenviste sandwich på letristet krydderbrød med serranoskinke, gedeost, rødebedechutney, salat, tomat og pynt af purløg til en pris à 90 kr. Ifølge min venindes udsagn smagte den udsøgt!

Jeg selv havde brug for lidt vintermad at lune mig på, så der var for mit vedkommende aflagt bestilling på en god gang solid kartoffelsuppe med porrer og topping bestående af purløg og pancetta, som af tjeneren blev beskrevet som “fancy italiensk bacon”, hihi! Så er det da til at forstå. Og så var der jo det førnævnte brød at dyppe i også.

Suppen var dampende hed og cremet – rigtigt lækkert! Den var ret plain uden de store overraskelser, og jeg skulle slippe blot 80 kr. for sådan en portion.

Der blev sludret, grinet, spist og drukket i over 2 timer, og vi sad længe ved bordet, efter vi var godt mætte og færdige med at indtage caféens lækkerier, uden at vi fik på fornemmelsen, at vi var nødt til at forlade stedet. Endnu et plus til den hyggelige stemning på stedet.

Ved nabobordet kom også på et tidspunkt en fyr, der satte sig med sin computer og fik en kop kaffe. Dén slags klientel lægger stedet også helt bestemt op til, og jeg har svært ved at forestille mig et mere passende sted end her i dette rolige hjørne af latinerkvarteret i god afstand fra åens oversmarte typer og forjagede servering.

En tur på toilettet blev det også til, før vi gjorde os klar til at forlade stedet. Da jeg kom retur til bordet, kunne jeg som en lille serviceoplysning informere min veninde om, at man kan trække tre kondomer for en 10′er ude i automaten på toilettet, hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt. Man kan jo aldrig vide…

Da vi havde grinet af og besluttede os for at tage videre, gik vi op til baren og betalte vores regninger, hvoraf min endte op i 140 kr. for Irish coffee og en baljefuld kartoffelsuppe. Meget fornuftig pris, og jeg var godt tilfreds og varmet tilpas igennem til at stå imod snestormen, som vi trådte ud i kort efter.

Det er vidst ingen hemmelighed, at det bedste traditionelle bageri i Aarhus er Schweizerbageriet i M. P. Bruunsgade. De har bredt udvalg i både små kager, store kager og brød i mange forskellige varianter. De laver også dagligt friske sandwiches, tager imod bestilling på fine specialkager og sælger halve brød, hvis et helt skulle være i overkanten til ens husholdning.

Bageriet har eksisteret siden 1897, hvor bygningen blev opført, og det nuværende navn blev givet stedet i 1956, hvor det for anden gang skiftede ejer. I 2002 fik Schweizerbageriet sin nuværende og første kvindelige ejer, Tine Lajer, og bageriet er siden blevet nyistandsat og passer æstetisk smukt ind i et område af byen, hvor bygningerne er velbevarede i elegante stilarter.

Ud over at de ikke kan stave til “surprise” på prisskiltet til flødeskumskagen “spring surprice”, og at deres brunsviger er helt ekstremt skuffende for en vaskeægte fynbo (de hælder blandt en masse kanel i og sparer på snasket – nærmest en dødssynd!), er jeg faktisk ikke stødt på andet, jeg kan sætte min kritiske madbloggerfinger på.

Jeg har tidligere skrevet om deres klejner, der er helt eminente, og jeg er også stor tilhænger af deres foccaciabrød med rosmarin og havsalt, som er helt fantastisk – brødet kan skimtes på første billede i dette indlæg, hvor det blev serveret til en cremet efterårssuppe til mit fødselsdagsselskab i januar.

Ikke desto mindre skal dette indlæg handle om et af deres rugbrød, som min kæreste fik øjnene op for allerede kort tid efter, at vi var flyttet til dette område af byen. Han spiser meget rugbrød, og et velsmagende og kernerigt rugbrød havde han været på udkig efter længe, da han en dag købte et oldtidsbrød med hjem fra Schweizerbageriet.

Siden da har det været fast inventar i brødkurven her i hjemmet. Det er et fremragende og særdeles velsmagende brød fyldt med kerner og smag. Det koster 33 kr. for et helt brød, og jeg oplever tit, når jeg står i kø ved bageren, at de fleste foran mig bestiller selvsamme brød, og om eftermiddagen kan man risikere, at det er totalt udsolgt.

MIn kæreste har i tilfælde af udsolgt oldtidsbrød forsøgt sig med andre rugbrød fra samme sted, men de når ikke dette brød til sokkeholderne – det er det eneste, der duer, når man først har smagt det. Og almindeligt fabriksrugbrød fra dagligvarebutikkerne vil han nu ikke længere sætte sine tænder i, hvis han kan blive fri. En vaskeægte rugbrødssnob!

Brødet bliver i brødkurven opbevaret i papirsposen, men efter 2-3 dage kan det godt blive noget hårdt. Så i fald, at der er noget tilbage, bliver det skåret i skiver, fugtet let og opvarmet i mikrobølgeovnen. Så fungerer det fint og smager stadig fortrinligt.

Jeg vil altså hermed anbefale enhver med mulighed for det at prøve dette pragtbrød, som jeg klart vil vurdere til at være i kategorien “must taste”, hvis man er rugbrødsnyder.

I sommers var vi på min daværende arbejdsplads svært forfaldne til jordbærtærter – de “rigtige” med mazarinbund med mørk chokolade, kagecreme, jordbær og evt. en klar geléfinish henover. En dag skulle jeg møde lidt senere og tog en fin nylavet sag med fra Schweizerbageriet, og den scorede ikke mindre end toppoint blandt kollegerne! Det var naturligvis den store udgave, jeg havde medbragt, men de laves også i miniudgaver, hvis en hel tærte er lige i overkanten.

Særligt en snefuld dag som i dag, hvor jeg ellers lige havde bildt mig selv ind, at foråret var rundt om hjørnet, glæder jeg mig til lune sommerdage med bare tæer, fornøjet summen fra bierne på scoretogt i altankasserne og et stort stykke jordbærtærte ude på altanen. Skal vi ikke blive enige om, at vinteren godt må slutte nu?

I mandags var jeg med en veninde på CANblau i Klostergade. Vi havde begge uafhængigt af hinanden besøgt stedet før og havde begge haft gode oplevelser med maden. Mit første besøg var for længe siden, da de var næsten nyåbnede, og dengang skrev jeg om det her.

I  mandags havde vi bestilt bord i forvejen over nettet uden problemer, og da vi ankom, blev vi vist hen til et lille, hyggeligt bord. Der var dog ikke rigtigt nogen steder at gøre af overtøjet, så det endte for mit vedkommende med, at jeg sad på min jakke. Lidt bøvlet, og jeg ville nok have foretrukket en knage til den.

På CANblaus ret popsmarte – hvis du spørger mig – hjemmeside havde jeg forinden tjekket menuen ud, men havde flere steder svært ved at læse, hvad der stod, eftersom de har valgt at putte deres delvist sorte logo på menukortet som baggrund. Ikke så smart, når skriften også er med sort.

Når det så er sagt, er der faktisk ikke andre ting at sætte en finger på ved besøget. Vi undrede os lidt over, at de tager penge for brød, olivenolie og vand, men alt i alt var det småpenge, og den samlede oplevelse taget i betragtning, gjorde det egentligt ikke noget.

Vi blev betjent af nogle søde og opmærksomme tjenere, og vi fik hurtigt tildelt menukort og lagt bestilling på drikkevarer såvel som tapasretter. Ventetiden på maden var fornuftig, og i mellemtiden havde vi fået serveret lækkert, lækkert brød med sprød skorpe. Den fantastiske olivenolie, som jeg også nævnte i indlægget for mit første besøg, stod allerede klar på bordet til at blive hældt op i skål og brugt som dyppelse.

Min veninde bestilte et glas hvidvin til 48 kr. og jeg et glas rosé til 58 kr. Ydermere valgte hun at få en karaffel med isvand på bordet, og for en gang skyld droppede jeg colaen on the side. Stort! Alle deres vine bliver serveret enten i flaske eller på glas – det er helt klart et kvalitetstegn, at man kan vælge et enkelt glas af hvilken som helst vin fra kortet.

De kolde tapasretter kom først på bordet. Vi havde valgt hver at bestille en omgang foie gras-terrine med lidt salat, æble, vanille og mandler samt brioche ved siden af. Ellers var resten til deling bestående af en tallerken pulled pork på salatbund med grønne “klatter”, marinerede kæmperejer på salatbund med aïoli og grillede artiskokker med dressing og grønt drys.

Det hele smagte fremragende! Foie grasen var cremet og fed, artiskokkerne med bid og lækkert tilbehør, den revne gris var saftig og sød, og rejerne var sprøde, kølige og tilpas iklædt hvidløgssmag. Grisen kunne måske godt have fået lidt mere barbequesmag, og brioche bliver aldrig min store favorit. Men alt i alt var det gode virkelig godt!

Mens vi sad og var i gang, kom den sidste ret også ind: Det var den varme ret bestående af ristede kammuslinger med græskarpuré, syltede Karl Johan-svampe og to halve vagtelæg. Virkelig lækker ret!

Både min veninde og jeg havde spist lidt, et par timer inden vi mødtes, så vi var ikke maveknurrende sultne, men dog klar på aftensmad, da vi trådte ind på restauranten. Og med det udgangspunkt endte vi så med at bestille 7 retter tapas inkl. brød, og det må siges var lige tilpas. Faktisk var der vist en enkelt reje og lidt pulled pork, som vi bare ikke kunne klemme ned til sidst.

Jeg var fristet til at sætte prikken over i’et med en dessert, for stedets mandarinsorbet med vanillecreme, hasselnødder og nutella lød svært fristende. Ikke desto mindre fik jeg efter hovedmåltidet snakket mig helt mæt, så jeg droppede desserten alligevel, da tjeneren kom forbi og spurgte til det. Men jeg er helt klar på at skulle derned igen snart, så da må jeg gå “all the way”.

Vi endte med at dele regningen lige over, og den samlede regning røg op i 660 kr. for 7 tapasretter, et glas hvidvin, et glas rosé og en karaffel isvand. Det gav en regning på blot 330 kr. til os hver – utroligt billigt sluppet! Faktisk er det vist en af de billigste restaurantture, min veninde og jeg har haft sammen til dato. Og taget i betragtning, hvor god maden var, er det jo egentligt tankevækkende, at vi tidligere er kommet af med det dobbelte for dårligere mad og dårligere service.

Prismæssigt ligger de fleste af CANblaus retter i gennemsnit i omegnen af 90 kr. stykket, og det er kutyme, at man deles om maden ved bordet. Ud over retterne på menukortet er der også dagens tapas og muligheden for at vælge en konkret menu. Vælger man tapasretterne, anbefaler stedet, at man som to personer skal beregne ca. 6-7 retter plus dessert for at blive mæt.

CANblau har helt klart arbejdet sig væk fra begyndervanskelighederne, og jeg vil til enhver tid anbefale, at man besøger stedet og prøver deres tapasherligheder af. Det ligger i hvert fald i kortene, at jeg nok snart vil besøge stedet igen…

I dag var jeg på grønttorvet for første gang i lange tider, for solen strålede så fristende ind ad vinduerne, at jeg måtte ud og nyde den, før vinteren igen tager over den kommende tid Så det blev en spadseretur til markedet i håbet om blandt andet at finde en slagter med hestekød til salg.

Forårsblomster, frugt, grønt, kød, ost, fisk og forskellige fristelser til forrådskammeret dominerede som sædvanligt på Ingerslevs Boulevard denne blæsende solskinslørdag Jeg fik på kort tid provianteret både et godt stykke smørfisk ved fiskemanden og en stor klump Kong Hans ved den lille ostebiks, hvor der i modsætning til ved den anden og større ostevogn ikke var kø. Jeg kunne tilmed betale med dankort.

Kontanter havde jeg ikke fået mange med af, så jeg måtte en tur op til Frederiksbjerg Torv og benytte den lokale banks hæveautomat. På den anden side af gaden ligger slagteren, så jeg kunne ikke dy mig for at gå ind og høre, om de havde hestekød, som det er utroligt længe siden, jeg har smagt.

Desværre var det ikke noget, de havde i sortimentet. Samme svar havde jeg fået for en uges tid siden i Slagterriget på Skt. Pauls Kirkeplads, hvor de dog fortalte, at efterspørgslen var blevet så stor, at de overvejede at bestille noget hjem. Jeg krydser fingre!

Tilbage på markedet var der dog en enkelt slagter, der solgte hakket hestekød, men han havde allerede udsolgt, omend klokken knapt var 11, og han ville først få noget hjem igen en gang efter påske. Øv øv! Tænk, at det skulle vise sig at være så svært at finde hestekød i Aarhus. Ærgerligt!

Ikke desto mindre havde jeg en hyggelig tur på grønttorvet, og ud over fisk og ost gik jeg også hjemad med en pose fuld af gule og hvide forårsblomster, der ved hjemkomst straks kom ud i altankassen, hvor de nu står og venter på forårets komme.

Jeg beklager stilheden herinde det sidste stykke tid. Årsagen er så simpel, som at vi mest spiser “gengangere” for tiden, og det nytter jo ikke, at jeg bliver ved med at poste de samme opskrifter igen og igen. Men for at vise jer, at jeg stadig lever og spiser, får I da lige et lille indlæg :-)

I dag har jeg haft en feriedag fra arbejde, og min frokost var derfor i dagens anledning lun og frisklavet fra bunden, omend det også var en genganger herinde fra. Den bestod af en portion spaghetti carbonara med drys af friske krydderurter: Basilikum, citronmelisse og mynte.

Pastaen blev kogt i saltet vand, og imens stegte jeg baconternene sprøde på en tør pande ved høj varme. Derefter blev sovsen lavet med smeltet smør, en skefuld mel og mælk spædet til, mens der blev rørt grundigt. Der blev tilsat en god del revet Jarlsberg-ost, krydret med salt, peber, paprika og muskatnød, og retten blev serveret med en smuk, orangegul æggeblomme (skoldet kort inden udklækning) på toppen sammen med krydderurterne. Voilà! Lækkert og nemt…

I fredags mødtes jeg med en veninde fra det københavnske til catching up og spisning på restaurant og vinbar Grappa Piccolo. Vi ikke havde reserveret bord på den restaurant, vi først havde planlagt at lægge vejen forbi, og da de viste sig ikke at have plads til os på pågældende sted før en halv time senere, besluttede vi at gå en tur ned omkring åen for at prøve lykken dér, og så endte vi i stedet på Grappa Piccolo.

Jeg var kun udstyret med mit elendige mobilkamera, men derfor skal I alligevel ikke snydes for billeder af retterne – selvom der er tale om slørede billeder af ringe kvalitet, kan man godt danne sig et indtryk af, hvad stedet bød på af smagsoplevelser den aften.

Vi valgte begge en tre-retters menu bestående af en forret, en hovedret og en dessert. Dog var forretterne stykket sådan sammen, at man skulle bestille tre retter (= svarende til én forret), da de alle var små og tapas-agtige. Og faktisk var forretterne det absolut bedste, vi blev udsat for den aften – virkeligt lækre og delikate!

Da vi havde sat os til bords, fik vi menukort og kort efter en appetitvækker på bordet med parmaskinke og et par grissini. Vi fik god hjælp til at forstå retterne, for meget af det var skrevet på italiensk, som ingen af os forstår, så det var nødvendigt med tjenerens hjælp for overhovedet at finde ud af, hvad adskillige af retterne bestod af. Lidt ærgerligt egentlig, for det tager en del ekstra tid, når der er forståelsesvanskeligheder, og man først efter udredningen så skal til at beslutte sig.

De tre retter til forret, som jeg endte med at vælge, var som vist på det første billede carpaccio med svampe og foie gras med lidt salat, fintrevet ost og krydderdrys. Og så var det på næste tallerken merluzzo, som åbenbart er italiensk for “torsk”, serveret på rucola, og dertil var der et godt stykke sprød rødbede, citronsaft og krydderdrys. Denne ret ses på billedet her ovenfor. Den sidste af forretterne var fritterede skiver rodfrugt med en lækker kryddermayo til.

Inden forretterne kom på bordet, fik vi brød ind, og der stod olivenolie til at hælde i en flad skål og dyppe brødet i undervejs. Min veninde bestilte et glas rødvin og vand uden brus, og mit valg faldt som sædvanlig på et glas rosé og en cola on the side.

Carpaccioen var intet mindre end fantastisk! Rødt og saftigt oksekød, sprød salat, søde og saftige stykker af svampe, og så foie grasen. Sidstnævnte lykkedes det mig ikke at lokalisere, men tjeneren gjorde opmærksom på, at “den var ovenpå”. Det må have været meget små stykker, eller også må det have været revet lige som osten. Anyway, jeg var yderst tilfreds med retten – foie gras eller ej – det smagte helt formidabelt!

Torsken med rødbede var også virkelig lækker og en god sammensætning med den møre, hvide fisk, der var blød som smør, og den sprøde, syrlige rødbede. Ligeledes var rodfrugtfritterne knasende lækre og med en udsøgt mayo. Min veninde havde også valgt denne ret og var enig i, at den var lige i øjet.

Alt i alt tre virkeligt lækre retter og som nævnt det smagsmæssige højdepunkt denne aften. Jeg kunne snildt finde på en anden gang udelukkende at bestille forretter og dessert ved besøg på Grappa Piccolo, for de små retter er en hel oplevelse i sig selv.

Min hovedret blev casarecce con salsiccia med grøntsagscreme og æblesaft. Ja… Og hvad pokker er dét så? Det spurgte jeg også om, før jeg bestilte, for med undtagelse af grøntsagscreme og æblesaft var resten totalt sort snak for mig. Det viste sig at være en slags skruet pasta med en italiensk pølse.

Retten var lidt skuffende, må jeg erkende, for med grøntsagscreme havde jeg forventet noget, ja, cremet. Der var mest af alt tale om en tomatsovs. Øv… Ikke meget creme-konsistens over dét. Pølsen var heller ikke lige mig, så den blev stablet ovre i siden, og så spiste jeg pastaen alene. Næste gang vælger jeg nok en af kødretterne i stedet, som min veninde var klog nok til at vælge. Hun fik en fremragende oksefilet og var ganske godt tilfreds.

Dessert skulle der også til, og mens min veninde kastede sig over den italienske is med et glas et-eller-andet til (jeg har glemt hvad, beklager), stod den for mit vedkommende på en fremragende tiramisù og en frisk cocktail med blandt andet jordbærlikør, som smagte lidt à la kir. Slet ikke dårligt.

Vi var de sidste gæster, der gik fra restauranten, og det var alt i alt en rigtigt god oplevelse, selvom min hovedret ikke var så god som forventet. Der var hyggelig stemning, god service, lækker mad og fornuftige priser. Jeg kom for tre retter, et glas rosé, en cola og en cocktail af med 436 kr. Meget fornuftig pris!

Eneste kritikpunkt er dog, at min veninde for almindeligt vand måtte slippe 40 kr.! I mine øjne er det forrykt, og havde jeg været vanddrikker, ville jeg uden tvivl have bedt om postevand. For det første synes jeg personligt, at postevand smager bedre end flaskevand, hvor alle mineraler er trukket ud, og for det andet er det miljømæssigt fuldstændigt åndssvagt at vælge “forarbejdet” vand frem for det gode, sunde vand, vi har løbende i hanerne i dette land.

Da jeg forleden læste om Birthes skinkestang, blev jeg nysgerrig og særdeles inspireret til at prøve noget lignende af selv, så det er takket være hende, at denne opskrift er blevet til. Jeg valgte at lave en improviseret luxusudgave, hvor jeg selv har forsøgt mig med at lave butterdej fra bunden, har skiftet skinkestrimler ud med friske øko-kyllingefiletter og supplerede op med ærter.

Jeg går – som nogle måske har bemærket – op i at pointere, at jeg oftest anvender økologisk kød i mine opskrifter, omend jeg godt i ny og næ kan nøjes med Føtex’ ringe udvalg af oksekød, hvis det er lige før lukketid, de ikke har andet, og det skal gå hurtigt. Ikke desto mindre er kyllingekød noget af det, jeg IKKE går på kompromis med angående økologi, for jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at være medskyldig i den rædsomme behandling, de stakkels dyr lider under både i løbet af deres liv og ved udgangen af det.

Prisforskellen på økologisk og konventionel kylling er stor, men det er forbrugernes skyld, at den ikke er blevet mindre – fordi mange desværre stadig er forfaldne til at købe Nettos billige bakker med torturkød til 25 kr. Jeg håber, at flere efterhånden får dårlig samvittighed over at stå med sådan en bakke i hånden og beslutter at slippe de kroner ekstra, som det koster at købe kød fra et dyr, der har haft et mere naturligt og værdigt liv, før det blev ofret til vores ganers nydelse. Det giver i hvert fald mig bedre smag i munden at støtte de økologiske fjerkræsavleres metoder.

Indtil videre er min erfaring, at SuperBrugsen er det bedste sted at købe ind, hvis man ønsker et bredere udvalg af økologisk kød, og at Føtex er et af de ringeste steder, som stort set kun har økologisk hakket oksekød og i ny og næ en økologisk svinemørbrad ovre i det fjerneste hjørne af køledisken. Ikke desto mindre opdagede jeg forleden, at den lokale Føtex i deres lange køledisk stopfyldt med billige industrikyllinger i alle afstøbninger havde 6-7 bakker med økologisk kyllingebryst – halleluja! Så der røg fluks en bakke i kurven til opskriften her.

For at vende tilbage til opskriften så var det første gang nogensinde, at jeg skulle give mig i kast med en butterdej fra egen hånd, så jeg støttede mig op af denne opskrift, som jeg fandt ved en simpel googling. Jeg var utålmodig og sulten, så jeg fulgte den ikke til punkt og prikke, men jeg blev positivt overrasket over resultatet og var særdeles stolt over, at det ikke endte i en katastrofe. Så nu får I min version af Birthes skinkestang.

INGREDIENSER – butterdej:

125 gram mel
125 gram koldt smør i tern
½ tsk. citronsaft
1 tsk. salt
½ dl. koldt vand

- – -

INGREDIENSER – fyldet:

275 gram kyllingebryst
Karry
Smør
1 løg
½ bakke champignon
3 fed hvidløg
1 dl. ærter
1 pakke original Philadelphia naturel
1 tsk. sennep
Salt
Kværnepeber
1 æg til pensling

FREMGANGSMÅDE:

• Bland butterdejsingredienserne sammen på et meldrysset bord
• Ælt godt, og form den fedtede og småsmuldrende dej til en kugle
• Pak den i vitawrap, og lad den køle i køleskabet i 15 minutter
• Læg derefter dejen på et meldrysset bord, pres den flad
• Fold dejen ind over sig selv nogle gange, og læg på køl igen
• Efter 15 minutter tages dejen atter ud og lægges på bagepapir
• Læg et stykke bagepapir over også, og rul dejen ud i et rektangel
• Læg dejen på køl igen liggende med bagepapir under og over

• Krydr kyllingefiletterne med salt, kværnepeber og lidt karry
• Steg i smør, til de er gyldne – behøver ikke være helt gennemstegt
• Skær løget i små tern, og steg dem på panden i smør
• Skær champignon i mindre skiver, og tilsæt dem på panden
• Skær kyllingen i små tern, mens løg og champignon steger
• Tilsæt hvidløg og ærter på panden, krydr med salt og kværnepeber
• Bland pandens indhold, kylling, sennep og Philadelphia i en skål
• Rør det godt rundt, så ingredienserne bliver blandet grundigt

• Tag butterdejen ud af køleskabet, tag det øverste bagepapir af
• Fordel fyldet i en lang stribe midt på dejen på langs
• Træk forsigtigt dejens sider op over fyldet, og luk det omkring
• Pensl oversiden med et sammenrørt æg
• Skær forsigtigt parallelle sprækker i ryggen af stangen
• Lad den glide med det nederste bagepapir over på en bageplade
• Bag i ovnen ved 175 grader på varmluft i ca. en halv time
• Stangen er færdig, når ryggen er flot gylden og “nubret”
• Servér den i skiver eller brede stykker med ønsket tilbehør til

Jeg valgte blot at servere den med rigelige mængder søde cherrytomater og frisk basilikum, men jeg overvejer næste gang at lave en omgang blå kartofler til som her. Ydermere har jeg overvejet at tilsætte sprødstegte bacontern til fyldet, selvom det ikke er en nødvendighed, for stangen her smager simpelthen fantastisk godt! Jeg blev virkelig overrasket – særligt taget i betragtning, at jeg har brugt så få krydderier. Det er helt klart en must try!

Der var mad til to personer + 1 stor madpakke i stangen her, og den gjorde sig udmærket til frokost også. Min kæreste fortalte, at jeg kunne risikere, at den på grund af flødeosten ville skille ved genopvarmning i mikrobølgeovn, men dette oplevede jeg heldigvis ingen problemer med. Til gengæld nævnte et par kolleger for mig over frokostbordet, at min mad duftede utroligt godt :-)

Retten her ER virkelig en winner, og selvom det er lidt et bøvl at lave butterdej selv, syntes jeg, det var lettere, end jeg havde frygtet. Der er egentligt også tale om en relativt billig ret, når man kigger på ingredienslisten, så jeg vil lige igen her til sidst slå et slag for, at man så lægger lidt flere penge i at købe noget kød fra et dyr, som ikke har haft et smertefuldt og naturstridigt liv. Hvis efterspørgslen begynder at stige på økologisk fjerkræ, vil der automatisk komme et større marked for det og dermed også lavere priser.

Som nævnt i indlægget om de blå kartofler i lørdags kommer her det lovede indlæg om hele menuen den aften. Der er egentligt ikke så meget at fortælle, for what you see is what we got. Det var meget ligetil og uden dikkedarer, og sådan er det altså bedst efter en lang arbejdsdag. Så indlægget her bliver mere en gang billed-boom og lidt beskrivelse af den simple tilberedningsproces.

Jeg har i øvrigt bemærket, at den lokale Føtex havde et parti af de Blå Congo-kartofler igen her i starten af ugen, så jeg hamstrede et par poser med mig hjem og har skamspist blå kartofler til frokost de sidste par dage. Min kæreste synes, de ser skumle ud – jeg synes, de er yderst fine!

Kartoflerne fik en tur under hanen, hvor det værste skidt blev skyllet af, hvorefter skrællen røg sig en tur, og de fine blå blev skåret i både. Så blandede jeg lidt god olivenolie, en ordentlig sjat citronsaft, et fed presset hvidløg og friskhakket rosmarin, og det blev herefter strøget generøst ud over kartoflerne, der var blevet lagt klar på en bageplade med bagepapir. De fik et drys kværnepeber og en del flagesalt, før de røg i ovnen ved ca. 180 graders varmluft.

En klat smør blev smeltet på panden, og da det var bruset af, kom de to saltede og peberstrøgne stykker økologisk rib eye på. Fedtkanten havde fået et ekstra lag salt og blev stegt ved høj varme, kødsiderne fik først ved høj temperatur og derefter et par minutter på hver side, til de var rosa. Ja, det var meningen, de skulle være knaldende røde, men kødets konsistens snød mig, så de desværre nåede at blive rosa i stedet.

Undervejs i stegningen måtte kødet passe sig selv, så jeg kunne hellige mig avocadosalaten. Denne bestod af et par avocadoer skåret i tern, en halv agurk ligeledes i tern og kvarte datterinotomater. Min portion fik ved servering et par dråber balsamico og olivenolie dryppet over sig – den slags pjank gider kæresten ikke.

Til sidst blev bearnaisen varmet op. Jeg har lært at holde af K-salats færdigbearnaise så meget, at jeg faktisk er blevet lettere begejstret og kan spise den til nærmest alt (sådan da). Har ellers tidligere mest været til forskellige typer flødesovs, men man kan vænne sig til meget :-)

Kartoflerne var det, der tog længst tid: Ca. 15-20 minutter, før de var sprøde, så det må siges alt i alt at være en hurtig omgang aftensmad.

Så har min veninde og jeg aflagt Restaurant Mefisto endnu et besøg, og det var på intet mindre end Valentinsdag, vi havde lavet en dinner date på et af vores yndlingsspisesteder. Der var propfyldt i restauranten, og vi var heldige at få et hyggeligt bord i hjørnet ved vinduet ud til den brostensbelagte gade.

Vi valgte at bestille forret og hovedret hver og med et enkelt glas vin til, da det jo var en hverdagsaften. Brødkurven med varieret brød og en lækker kryddermayo kom hurtigt på bordet sammen med en kande vand, og man mærkede faktisk hele aftenen ikke spor til, at personalet havde travlt besøgsantallet taget i betragtning.

Min veninde valgte til forret en suppe på kartoffel og porre med fyld af smilende æg og purløg, sidstnævnte serveret på låget over den dampende varme suppe. Denne ret kostede 92 kr. og smagte fyldigt og cremet. Der var dog strimler af grøn chilipeber i suppen, der ifølge min veninde overdøvede den mere afdæmpede kartoffelsmag af og til.

Min forret bestod af en stor r*vfyld blåmuslinger! Der kom nærmest et helt fad ind spækket med brøndkarse og grøntsagsresterne fra dampningen fordelt udover. Den flødetykke bouillon fra gryden fulgte med ved siden af i en glaskrukke, som jeg kunne dyppe muslingerne i. Denne herlighed kostede 158 kr.

Et par gange faldt jeg over nogle ret store muslinger, men en af dem var nærmest gigantisk! Det skal lige siges, at gaflerne er restaurantstørrelse – altså nogle store krabater, så forestil dig lige, hvor kæmpe den her musling i sandhed var. Den skræmte næsten livet af mig og tog godt et minuts tid at blive tygget igennem, selvom den var lige så mør som de andre muslinger.

Jeg måtte faktisk opgive at spise min forret op med tanke på, at jeg også skulle have plads til hovedretten, og jeg var faretruende tæt på at være mæt, da jeg besluttede at levne den sidste femtedel af de fine blå.

Hovedretterne bestod af hummer for vores begges vedkommende – min veninde valgte hummermaden med salat, mayonnaise og dild til 188 kr. og jeg den halve hummer grillet i ovn serveret med citron, aioli og salat til 198 kr.

Jeg må erkende, at jeg var lidt skuffet over min hummer denne gang, for den blev serveret meget varm, og jeg har et meget anspændt forhold til varme skaldyr. Krebs, rejer og hummer er noget, der ifølge mine smagsløg skal serveres afkølede og ikke dampende varme og deraf blød konsistens. Noget af det, jeg elsker ved hummer, er den faste sprødhed i kødet, og denne hummer var blød og alt alt for varm, så smagen var en helt anden, end den foretrukne. Men er man til opvarmet skaldyr, var den nok god.

Jeg ventede med kløerne til det sidste, så de kunne nå at køle mest muligt af, og de var heldigvis faste og lækre i konsistens og smag. Salaten ved siden af var lidt kedelig og uopfindsom, men til gengæld var de hjemmesyltede agurker og de syrlige gulerodsskiver utroligt lækre! Dem måtte der gerne have været nogle flere af, for de var lige i øjet.

Regningen for mit vedkommende rendte op i 487 kr. for blåmuslinger, en halv hummer, et glas hvidvin (85 kr.) og et glas cola (46 kr.). Den samlede oplevelse var ikke helt så god som tidligere besøg, men stadig i den gode ende både smagsmæssigt og i særdeleshed også mhp. servicen og den gode stemningen.

For knapt ti år siden sad jeg i kantinen på Århus Amtsgård og indtog min frokost sammen med en kollega. Han viste stolt sin kartoffelmad frem, og jeg var dybt forundret, da jeg kunne konstatere, at den var blå. Han fortalte, at det var en bestemt kartoffelsort, der er blå, og at man skulle tilsætte citronsaft under kogningen, for at den beholdt sin fine farve. Han dyrkede dem selv i sin have, selvom den vist på daværende tidspunkt ikke var godkendt som læggekartoffel i Danmark.

Efter et års tid kunne jeg til min glæde konstatere, at den lokale Super Brugsen havde fået et parti af de blå kartofler, så det skulle jo prøves. De blevet lavet til mos og smagte fremragende! En anelse sødere, end de fleste gule kartofler, synes jeg. Desværre fandt jeg dem ikke igen siden.

Men SÅ var jeg i Føtex Food forleden dag, og der lå blandt de andre, ordinære kartofler en enkel ensom pose økologiske Blå Congo-kartofler! Jeg skyndte mig at putte den i kurven, før en anden fik ideen, og jeg glædede mig hele vejen hjem til at smage disse herligheder igen.

Det er meget muligt, at de hedder Blå Congo og omtales som værende blå kartofler, men jeg synes nu nok, de mest er ovre i den violette eller lillablå nuance. Nuvel, det bliver de jo ikke mindre pæne af, og jeg synes, det er en treat for både øjne og smagsløg, de små kulørte.

Jeg valgte med første portion at skrælle dem og skære dem i kvarte, men de var faktisk så rene og pæne, at anden portion et par dage efter blot blev skyllet og derefter skåret i kvarte med skrællen bibeholdt. Derefter blev de smidt på en bradepande og fik smurt en blanding af olivenolie, citronsaft, friskpresset hvidløg og friskhakket rosmarin ud over sig. Derefter krydrede jeg med kværnepeber og flagesalt.

De røg i ovnen ved 180 graders varmluft i et kvarters tid, hvor jeg tjekkede dem og smagte, om de havde fået nok. De fik vist lige fem minutter ekstra på eftervarmen, før jeg tog dem ud til servering. Første portion måtte lade livet til en omgang økologiske rib eyes med avocado-, agurke-, tomatsalat samt bearnaise on the side. Glimrende kombination!

Anden portion forkælede jeg mig selv med alene hjemme efter en hård arbejdsdag til blot en klat bearnaise ved siden af og en iskold cola, mens jeg nød et afsnit Sex & the City på dvd’en og med dynen slæbt med ind i sofaen. Så er livet lige til at holde ud, skulle jeg hilse at sige :-)

Der var faktisk lidt rester efter anden portion, og det røg i en bøtte sammen med den sidste rest bearnaise og blev nydt til frokost næste dag på arbejde, hvor adskillige kolleger lige var nødt til at høre, hvad det dog var, jeg sad og spiste. Så er cirklen jo nærmest sluttet: Fra én kollega fra fordums tid til næste hold kollegaer.

Aftensmaden med rib eye, Blå Congo og den rød-grønne salat kommer som et af de næste indlæg. Det er nu en opskrift, der er ganske ligetil, men det så så lækkert ud, at jeg var nødt til at knipse et par billeder og smide på bloggen, så nu får I den alligevel i nærmeste fremtid, om I vil det eller ej ;-)

Jeg har været væltet omkuld af en yderst ondsindet norovirus den forgangne uge og er først de sidste par dage kommet i gang med at spise nogenlunde normal kost igen. Sikke en omgang! Så det er rart endelig at have fået appetiten igen for ikke at tale om atter at kunne have mad i maven, uden at det straks vil ud i raketfart på enten den ene eller anden måde.

Men nu er det tid til en ny opskrift, og det bliver i form af min frokost i morgen, som jo lige så godt kan forberedes i dag. Jeg har lavet en grøn pastasalat, der både dufter og smager skønt, og havde jeg ligget inde med krydderurter, der ikke havde givet efter for vintermørket, var der kommet en stor dusk frisk mynte i også.

INGREDIENSER:

Pastaskruer
3 spsk. creme fraiche 38%
3 tsk. basilikumpesto
1 spsk. smør
2 dl. frosne ærter
1 fed hvidløg
Frisk mynte
Urtesalt
Kværnepeber
3-4 friske asparges

FREMGANGSMÅDE:

• Kog pastaskruerne i saltet vand
• Hæld vandet fra, og lad pastaen køle af
• Smelt smørret på en varm pande, og hæld ærterne ved
• Pres hvidløget ud over, og rør godt rundt
• Tilsæt finthakket mynte, og lad det hele varme igennem
• Krydr med lidt urtesalt og kværnepeber
• Rør creme fraichen op med pestoen
• Skær aspargesstokkene i mindre skiver
• Vend pestodressingen rundt i pastaen
• Tilsæt ærteblandingen, rør godt rundt
• Top med asparges ved servering af pastasalaten

Nem, lækker og billig frokost eller let aftensmad. Jeg hører på ingen måde til de kulhydratsforskrækkede pastavægrere, selvom det er meget fremme for tiden, men skulle man være bekymret for mængden af kulhydrater i retten her, kan man med fordel udskifte pastaen med den grovere fuldkornsversion.

Personligt synes jeg, at fuldkornsrige produkter let kommer til at smage af pap, og da jeg i forvejen har et fysisk aktivt job, spiser jeg gladeligt almindelig pasta og andre “hurtige” kulhydrater i passende mængder. Jeg lever på sin vis efter “alt med måde”-princippet frem for at risikere at blive fanatisk.

Det er sjældent, at jeg spiser salat. Det tætteste, jeg kommer på dagligt indtag af grønt til måltiderne, er min elskede avocadosalat med agurk, mynte, olivenolie og balsamico. Jeg husker barndommens skrækkelige icebergsalater, som var påtvungen til aftensmaden, og jeg kunne godt glemme alt om at snyde udenom.

Men set bort fra sørgelige icebergsalater er det jo sådan set ikke så svært at lave en spændende salat, hvis man tænker lidt kreativt, og det synes jeg selv, jeg har gjort til den ret, jeg vil præsentere jer for i dette indlæg. Normalt spiser jeg mine kængurusteaks med bearnaisesovs og pommes frites, men eftersom husets herre ligger syg og er uden appetit, gav jeg mig selv frie tøjler til at fornye mig lidt på kængurufronten. Resultatet får I her:

INGREDIENSER (til én portion):

1 kængurusteak
1 fed hvidløg
Smør til stegning
Et par tykke skiver fennikel
½ tsk. sukker
Smør til stegning
En god håndfuld blandet salat
En lille håndfuld frisk koriander
En lille håndfuld rødbedespirer
2-3 friske asparges
3-4 datterinotomater
1 avocado
Olivenolie
Balsamico
Saften fra 1/4 lime
Flagesalt & kværnepeber

FREMGANGSMÅDE:

• Pres et fed hvidløg, og smør kængurusteaken ind i det
• Krydr den med salt og peber på begge sider
• Steg den rosarød i smør ved høj varme på begge sider
• Lad den hvile i sølvpapir fem minutters tid
• Skær fennikel i en god håndfuld tern
• Steg ternene i stegefedtet, smør og sukker
• Skyl salat, koriander og rødbedespirer, og lad det dryppe af
• Skær aspargesen og tomaterne i mundrette skiver
• Halvér avocadoen, og skær i hver halvdel et ternet “net”
• Fjern avocadoternene fra skallen med en ske
• Skær kødet ud i relativt tynde skiver
• Anret en dyb tallerken med salat i bunden
• Læg resten af ingredienserne ved, top med kødet
• Skvæt en blanding af limesaft, olivenolie og balsamico over
• Kværn peber og drys flagesalt over herligheden

Virkeligt velsmagende aftensmad! Og så er det blot en sidegevinst, at det tilligemed er sundt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op, når Irma lukker her i Aarhus i denne måned. Det er det eneste sted, jeg kan finde kængurukød og sågar til en fornuftig pris. Vi er storforbrugere af kængurukød herhjemme.

Og selvom jeg kun lavede aftensmad til mig selv i dag, betyder det ikke, at jeg ikke har været god mod den stakkels mand på sofaen. Frokosten tidligere i dag stod på Rasmus Klumps pandekager med vanille og reven appelsinskal, så lidt næring har han trods alt fået :-)

Dette er ikke som sådan en ny opskrift, blot en modificeret version af en tidligere postet opskrift på sommersaft, som jeg kogte på jordbær og kirsebær her og senere jordbær og blåbær her.

I opskriften her er der kun jordbær som hovedingrediens, og den version har jeg faktisk oftest lavet – den er simpel og kræver minimalt af tid og energi. Og efterhånden kan man jo få friske bær hele året rundt, selvom de ikke er danske. Så denne jordbærsaft blev kogt for en lille uges tid siden og står nu på køl og indbyder til drikkeklar nydelse.

Jeg elsker saftens sødme og den medfølgende fornemmelse af nærmest at kunne smage sommersolens varme stråler i de nykogte, afkølede friske bær, og så luner det lidt ekstra med sommerfornemmelser i disse dage med skiftevis frostvejr og blæst. Jeg ved ikke med jer, men jeg er klar til forår, er jeg!

INGREDIENSER (til ca. en flaskefuld à 1 liter):

6-700 gram friske jordbær
4 dl. vand
600 gram sukker
1 stort skvæt citronsaft
1 tsk. vanillesukker

-  -  -  -

FREMGANGSMÅDE:

• Skyl jordbærrene fri for jord, og nip toppen af
• Blend dem i en minihakker eller blender
• Hæld massen i en gryde, og tilsæt vand, sukker, citronsaft og vanillesukker
• Kog massen under låg i ca. 20 minutter
• Vær opmærksom på, at det det ikke koger over undervejs
• Tag massen af varmen, og si det i en finmasket sigte eller vha. et klæde
• Pres ikke massen igennem, men lad det sive forsigtigt igennem af sig selv
• Efter et par timer er saft adskilt fra den grødede masse
• Hæld saften på en flaske skyllet i Atamon (eller stærk spiritus)
• Nyd saften kold og fortyndet med den mængde vand, der ønskes

Denne opskrift har jeg haft liggende rigtigt længe i min mappe med billeder til kommende indlæg her på bloggen. Det var faktisk i sensommeren, jeg lavede denne ret, hvor billederne er fra, men jeg har ikke før nu syntes, at der var en lejlighed til at poste det.

Der er i bund og grund tale om en meget simpel opskrift fyldt med gode sager, og de fyldte pandekager er også en god idé til madpakke eller mellemmåltid med varierende fyld efter ønske. Her kommer min version af madpandekager med fyld af blandt andet svampe og friske urter.

INGREDIENSER:

Dejen:
3 æg
2,5 dl. sødmælk
1-2 spsk. solsikkeolie
Ca. 100 gram mel
Salt
Frisk rosmarin
Lidt smør til stegning

Fyldet:
400 gram økookse
½ løg
2-3 kogte kartofler
Et par håndfulde svampe
½ rød peberfrugt
Friske krydderurter, f.eks. persille
2 fed hvidløg
En klat smør
1 pose mozzarella
Friske ærter
Paprika
Spidskommen
Salt
Peber

FREMGANGSMÅDE:

• Smid en klat smør på panden, og steg oksekødet
• Hak løget fint, og steg det gyldent sammen med kødet
• Skær kartofler, svampe og peberfrugt i tern
• Tilsæt på panden sammen med hakkede krydderurter
• Pres hvidløgene ud over, og rør godt rundt
• Smag til med paprika, spidskommen, salt og peber
• Lad det stege igennem, mens pandekagerne forberedes

• Rør æg, mælk og solsikkeolie sammen
• Pisk mel, salt og finhakket rosmarin i blandingen
• Steg pandekagerne på en pande med en lille klat smør
• Vend pandekagerne, så de steges på begge sider
• Læg dem til hvile i sølvpapir, så de holder varmen undervejs
• Skær mozzarellaen i tern, og bælg ærterne
• Tag kødblandingen af panden, og vend den over i en skål
• Vend mozzarella og ærter i kødblandingen
• Læg en stribe fyld på hver pandekage, og rul sammen
• Spis pandekagerne, mens de er lune – mums!

Jeg kan godt lide, at mozzarellaen stadig er fast og saftig, når den indgår i fyldet, og derfor lader jeg den ikke smelte sammen med det varme fyld, mens det er på panden, men vender det i stedet i blandingen efterfølgende, så osten kun lige når at blive lun udenpå. Ligeledes foretrækker jeg ærterne friske i stedet for opvarmede.

Ak ja, hvem der kunne sidde og smovse en posefuld friske ærter lige nu. Det er noget af det bedste ved sommeren: Tilgængeligheden af danske friske ærter! Jeg kan i denne kolde tid godt af og til være forfalden til at savne sommerens varme og store udvalg af friske råvarer. I stedet må jeg sidde i vinduet med en varm kop te og beundre det smukke snelandskab udenfor. Den danske vinter har trods alt også sin charme.

Til min fødselsdagsmiddag med nærmeste familie og venner havde jeg stykket en tre-retters menu sammen, som af min søster blev kaldt “blogger-middag”, fordi alle tre retter var nogle, jeg havde postet indlæg om på bloggen tidligere. Derfor vil jeg ikke smide opskrifterne på dem igen i dette indlæg, men blot linke til originalindlæggene.

Forretten bestod af min cremede røde efterårssuppe med blandt andet rødbede, blomkål, æble og chili. Den er blevet en af mine favoritter, fordi den både er sød, stærk og tyk. Den blev serveret som vist ovenfor med en god klat creme fraiche 38% i midten og rigelige mængder frisk brøndkarse over. Billedet her er taget et par dage efter med den lille rest suppe, der var tilbage, og brøndkarsen var desværre begyndt at hænge lidt med næbet.

Derudover var der foccaciabrød til drysset med flagesalt og rosmarin. Brødet var købt hos Schweizerbageriet (aka byens bedste bager!) dagen før, havde opholdt sig i fryseren 24 timer for derefter at ryge i ovnen til gennemvarmning lige inden servering i følgeskab med den dejlige suppe.

Hovedretten var en velvoksen rødstegt culottesteg, som jeg havde ridset og gnedet ind i flagesalt, et fed presset hvidløg, frisk rosmarin og frisk timian. Godt ned i alle sprækker og afkroge af stegen. Så blev den langtidsstegt i ovnen, mens jeg forberedte tilbehøret, der var sellerikartoffelmos og smørstegte ærter med hvidløg og frisk mynte.

Culottesteg havde jeg ellers kun erfaring med i form af lammeculotte, som jo er en noget mindre størrelse, men fremgangsmåden var stort set den samme. Jeg plejer dog at bruge mynte, når jeg marinerer en lammesteg som her.

Planen havde været at lave en frisk avocado-/agurkesalat til hovedretten, men avocadoerne var endnu ikke modnede, så jeg droppede den sunde side dish og knaldede i stedet ½ liter piskefløde af på en fed sovs, der var kogt op på culottefonden sammen med blandt andet lidt soya og en god del rødvin.

Desserten var min signaturkage: Mississippi mud pie! Jeg kan efterhånden lave den i søvne, og billedet her ovenfor er en genganger fra det tidligere indlæg, for mudderkagen blev ædt rub og stub, selvom jeg havde lavet dobbelt op på chokoladedelen og den dermed var dobbelt så høj som den viste.

Jeg havde pyntet den med et godt lag ægte kakaopulver, revet chokolade, friske hindbær og friske blåbær. Der blev serveret ekstra bær til samt en lækkert frisk sauterne. Selvom mud pie’n er en robust sag lavet på både skumfiduser, chokolade og flødeskum, blev fadet skrabet og nærmest slikket rent.

Det måtte siges at være en vellykket fødselsdagsmiddag, hvor mine gæster virkede mætte og tilfredse efterfølgende. Det var en fantastisk aften, og jeg glæder mig allerede til næste år!

Generelt er jeg ikke voldsomt begejstret for sort te og drikker mest grøn, rød og hvid te samt urtete. Ikke desto mindre introducerede min søster mig for nogle år siden for Kusmis julete, som netop er sort te med appelsin, mandler og julede krydderier. Vi var på vej i bilen til juleaften på Fyn, og duften lokkede mig til en god, varm kop fra termokanden. Og juhu for dét!

Jeg har tidligere skrevet om Kusmis grønne te med spearmint i dette indlæg, og jeg har siden også prøvet adskillige andre varianter, hvor en af mine favoritter i dag helt klart er St. Petersbourg, som også er en sort te, dog med citrus, sommerfrugter og karamel.

Den store, grønne dåse med spearmint-te er dog stadig næsten fuld – det tager sin tid at komme igennem sådan en kæmpe på 250 gram, og siden har jeg holdt mig til de små dåser à 25 gram… Ja, det var så lige indtil i går, da jeg var en tur i Irma og fandt juleteen i stor bøtte på tilbud til blot en flad 50′er.

Kusmi er ikke just et billigt mærke, hvad angår te, og de store dåser koster normalt omkring 169,- i butikkerne og er sjældent på tilbud til under 100 kr. Faktisk er det første gang, jeg er rendt ind i så godt et tilbud som dette, så den fine, røde dåse var med et snuptag nede i kurven. Der var stadig 1 eller 2 tilbage på udsalgsbordet ved kassen i Irma (Magasin, Århus) i går aftes, så man skal være hurtig!

Det kan godt være, at julen er overstået for denne gang (at jeg stadig har julekuglerne fra træet liggende fremme, undlader jeg lige at kommentere yderligere!), men julete kan jeg sagtens drikke hele året – eller i hvert fald i de kolde måneder, hvor det er rart at have sig noget sødt og dampende at varme kroppen op med indefra. Og så er det ret praktisk med en kop te, når man som jeg døjer med iskolde hænder for tiden…

Nu jeg alligevel skulle have kameraet frem for at tage billeder af den dekorative dåse, vil jeg også i samme ombæring lige vise min nye yndling frem: Glöggkruset fra Marimekko, som jeg også har været heldig at finde på tilbud. Jamen, er januar ikke bare fantastisk?! Jeg havde egentlig nået at putte den på listen med fødselsdagsønsker, men i jagten på et godt fotografi af den fra det store internet, faldt jeg over en side, hvor den var sat ned til 88 kroner inkl. fragt. Haps! Blev der sagt… Og så røg den af ønskesedlen igen.

Koppens rigtige navn er Vanhakaupunki glöggmugg. Traditionen tro et totalt umuligt navn at udtale eller skrive af, hvis man ikke er af finsk oprindelse eller har sprogøre ud over det normale. Det er en lille farvestrålende fyr, der kun rummer 20 cl., hvilket er perfekt for mig, der godt kan sidde og spytte lidt i teen over længere tid, så den når knapt at gå fra hed til lun, før koppen er tømt og skal fyldes op påny fra tekanden. Og så elsker jeg simpelthen det hyggelige, stemningsfulde motiv!

I er allerede blevet advaret: Billederne i dette indlæg er af særdeles ringe kvalitet, da jeg kun havde mit mobilkamera at forevige maden med, men ikke desto mindre fortjener Malling Kro et indlæg, for det var som altid en dejlig oplevelse.

Det er tredje gang, jeg på min fødselsdag har inviteret min kæreste til surprisemenu på Malling Kro syd for Aarhus. Tidligere år har det været på hverdage, at min fødselsdag faldt, så de gange blev der – sammenlignet med i år, hvor det var en fredag – kræset væsentligt mere om os. Ikke desto mindre manglede vi ikke noget, og det var spændende at opleve krostuen godt befolket i modsætning til tidligere år.

Efter besøget kontaktede jeg kroen per mail og fik på forespørgsel tilsendt hele menuen inkl. vinene på skrift, så jeg kunne se helt præcist, hvad vi havde fået. For når al den vin er kommet indenbords, så er det altså ikke let at huske, hvad f.eks. ret nummer to bestod af. Vinene har jeg ikke den store forstand på, men jeg nævner dem her, som restauranten selv har sat det op i menuen.

Inden første ret på første billede fik vi serveret to forskellige fantastisk lækre slags brød og med hhv. almindeligt smør og brunet smør rørt op med noget, der gjorde det blødt og saftigt. Derefter kom første ret på bordet bestående af ristet kammusling med blomkålsskum, kapers og brunet smør. Kammuslingen kunne godt have været stegt lidt mere, men ellers var det en lækker hapseret. Vinen var en lækker cremant d Alsace Bonheur festif , Pinot Auxerrois, Rieflé.

Næste ret var lidt spøjs og med mange forskellige nuancer: Jordskokconsommé med rå æggeblomme, jordskokker i skiver, jordskokskum og frisk dild. Consomméen var lige til den kraftigste side, hvis man spørger mig, og jeg ville egentligt nok have foretrukket retten uden den suppe-del.

At drikke til fik vi en 2010 Grüner Veltliner, federspiel, Østrig, Tegernseerhof.

Tredje ret var helt klart min favorit af aftenens serveringer. Det var rosa krondyr med glaserede nødder, nødde-vinaigrette, sellericreme, salatblade og brødkrummer. Det smagte godt og slet ikke så tørt, som jeg ofte har oplevet, at vildt kan være. Også vinen til denne ret var aftenens favorit, og den var næsten dessertvin-sød: 2009 Pinot Gris, grand cru Zinnkoepflé , Alsace, Rieflé.

Hovedretten var fyldig og vintertung i smagen og bestod af braiserede svinekæber med gulerødder, løg, æbler og kartofler à la creme (aka “flødekartofler”, hvis man skal lyde mindre kultiveret). Der var små klatter gulerodsskum og en lækker sauce som bund under retten. Ovenpå var der drysset med hhv. purløg og bredbladet persille. Kartoflerne blev serveret ved siden af tallerkenen i en skål til deling, hvor man selv øste foretrukne mængde op.

Vinen til hovedrettet var kraftig i smagen til at akkompagnere den tunge ret: 2009 Antu Syrah, Colchagua Valley, Mont Gras, Chile.

Dernæst kom kroens version af ostetallerken på banen. Meget utraditionelt var der tale om en tærte med gedeost og pærer. Det smagte rigtigt lækkert, og kombinationen af frugten og gedeosten stod i god kontrast til hinanden. Jeg ville gerne have haft en “rigtig” ostetallerken med forskellige oste, for det plejer at være godt på Malling Kro, men dette var også en udmærket oplevelse på oste-fronten.

Vinen kendte jeg i forvejen, da den var en af de deltagende portvine til portvinssmagning sidste år: 10 års tawny-port, Burmester. En god solid portvin, der i smagen ikke overdøvede den lette osteanretning.

Næstsidste ret var endnu en hapseret som første anretning, og den bestod af en sprød kiksebund med bavarosie af havtorn. Lækker lille skrigorange sag, hvortil vi også nød portvinen, inden sidste ret kom på bordet.

Desserten var ananas bagt i karamel med hvid chokolade og pistacie. Rigtigt lækker dessert, men isen var dog noget hård at få bugt med. Smagen var lækker og frisk, og vinen til var en Pineau des Charentes, blanc, 7 års, Lhéraud.

Det var som altid en dejlig aften på Malling Kro, og det var ren idyl at sidde ved vinduet i den varme krostue og kigge ud på den dalende sne i vintermørket, mens et tog trillede forbi i ny og næ. Dog må jeg erkende, at maden har været lidt bedre de andre gange, vi har været der, hvor der også var bedre tid for tjenerne til at servicere.

Til gengæld var vinene til hver ret lige i øjet! Maden ville få 4 ud af 5 stjerner, hvorimod stedets valg af vinene til ligger helt i toppen af skalaen! Det var en skøn oplevelse, at både mad og drikke var i så god harmoni smagsmæssigt, og at der stadig var nogle ukendte og interessante elementer i de enkelte vine at opleve.

Samlet set kom regningen for to surprisemenuer inkl. vine op på 1.790 fraregnet drikkepengene. Som tidligere nævnt hænger prisen med stor sandsynlighed sammen med, at kroen ligger et godt stykke uden for Århus og ikke midt inde i centrum, hvor restauranter af tilsvarende kvalitet er væsentligt dyrere. Selvom et par af mine tidligere oplevelser har været med lige en anelse bedre smagsoplevelse, bør det ikke afholde nogen fra at besøge kroen: Prisen og oplevelsen taget i betragtning er Malling Kro virkelig anbefalelsesværdig!

Fredag fyldte jeg år og havde en del at forberede i løbet af ugen, hvorfor bloggen er blevet forsømt lidt. Dagen var helt forrygende og bød både på surprisemenu på Malling Kro og støden til fest med gamle kolleger sidst på aftenen, så lørdag var jeg lidt rusten, trods at jeg havde inviteret nærmeste bekendte til 3-retters menu og hygge om aftenen.

Med ru hals og tungt hoved er noget af det bedste at starte dagen på altså et blødkogt æg med min yndlingsurtesalt fra Herbamare, lidt godt brød med pålæg og friske agurkeskiver. Og selvom der var frisk juice på morgenbordet (…host! “Morgen”-bordet…), skulle der naturligvis også cola til at få bugt med de lette tømmermænd. Og så var jeg så godt som kureret :-)

Jeg havde kun mobilkamera med til Malling, men jeg skal på trods af dette faktum forsøge at stykke et indlæg sammen om turen til en af mine yndlinge.

Et par af mine gamle kolleger sværger til “Low Carbs, High Fat”-konceptet (LCHF), og en dag havde en af dem en slags klatkager med til frokost, og de duftede overraskende godt! Jeg fik en opridsning af de ingredienser, hun kunne finde på at putte i, og et par dage senere komponerede jeg dem, jeg her vil fortælle om.

Man kan vælge at spise dem som en del af et vegetarisk måltid eller som tilbehør til en kødrig ret. Jeg har vekslet mellem begge modeller, hvor jeg til den vegetariske har suppleret med en lækker rørt dressing og de førnævnte smørstegte ærter. Og så egner de sig i øvrigt fremragende til madpakken, hvis man har en mikrobølgeovn på sin arbejdsplads.

INGREDIENSER (til en stakfuld):

En håndfuld mandler
Ca. 1 spsk. solsikkefrø
Ca. 1 spsk. sesamfrø
2 æg
Ca. ½ løg
1 gulerod
1 gul bede eller rødbede
1 stort fed hvidløg
Ost
Salt & peber
Karry
Spidskommen
Korianderfrø

FREMGANGSMÅDE:

• Mal mandler, solsikkefrø og sesamfrø i en minihakker
• Riv løg, gulerød og bede på et groft rivejern
• Bland det hakkede sammen med det revne
• Tilsæt æg, og rør det godt sammen
• Pres hvidløget i blandingen, og rør atter
• Tilsæt revet ost og de ønskede krydderier
• Tænd ovnen på ca. 180 grader
• Form runde, flade klatkager på en bageplade med papir
• Bag dem i ovnen, indtil de bliver faste og gyldne

I den viste overskrift brugte jeg gule beder og stegning i ovn, og i næste portion blev der anvendt almindelige rødbeder, og der stegte jeg dem i stedet på panden. På panden er det lidt et kunststykke at holde dem samlet i ét stykke, når man skal vende dem første gang, men med lidt tålmodighed kan det sagtens lykkes.

Jeg brugte osten Tomme de Savoir, som smagsmæssigt passede fremragende til. Krydderierne nævnt på min ingrediensliste er blot til inspiration og nogle, som jeg personligt finder passende til. Men atter er det kun fantasien og smagsløgene, der sætter grænser, så man skal nok finde sin egen favoritsammensætning.

Jeg vil gerne benytte årets udgang til at takke alle I trofaste læsere, der jævnligt kommer forbi min blog og giver den eksistensberettigelse. Jeg er ikke en besøgs-jæger og gør ikke meget for at reklamere for min blog, da formålet primært er, at folk ved at google sig frem kan få svar og inspiration fra min blog og mine erfaringer. At nogle læsere så tilligemed følger alle mine opdateringer, gør mig meget stolt! :-)

Med dette indlæg vil jeg i korte træk give resumé over, hvad der har fyldt mest på bloggen de 12 måneder af 2012, og billederne er uddrag fra nogle af de indlæg, der er blevet skrevet i løbet af året. Jeg håber, I får lyst til at kigge forb også i 2013, og at det kommende år bliver gunstigt og fyldt med gode smagsoplevelser for alle mine kære læsere, om så man er førstegangsbesøgende eller fast følger :-)

Januar startede ud med lækker nytårstake-away fra yndlingsgourmetrestauranten Miró, som jeg af økonomiske årsager desværre har fået besøgt alt for lidt i løbet af dette år. Derefter var der nogen flyttestilhed pga. akut flytning til midlertidigt hjem – dog til et køkken med skønt gaskomfur, som jeg fik stor glæde af.

Februar bød blandt andet på solid vintermad såsom gryderetter og supper. Derefter var der dømt portvinssmagning hos en god kammerat og sidst på måneden fjernelse af mandler og dertil indlæg om, hvad søren man så kan spise af mad dagene efter sådan et indgreb.

Marts gik mest med at nyde at kunne spise almindelig mad igen.

April måned bød også på lidt forskellige indlæg, og særligt var jeg begejstret for mit loppefund bestående af en orange Le Creuset-pande, jeg fik kapret til blot en 50′er. Panden bliver brugt flittigt, og jeg er meget glad for den tunge sag.

Maj stod pretty much på standby med blogning, da vi endelig fandt en ny, lækker og permanent lejlighed, der tog al vores tid med nedpakning, indflytning og udpakning i et i øvrigt minimalt køkken.

Juni handlede meget om at udforske vores nye lokalområde med loppemarkedssbesøg, dyre bøffer fra den lokale slagter og besøg på cocktail-restauranten St. Pauls Apothek.

Juli måned stod i syltningens og saftkogningens tegn, særligt blev jeg svært begejstret for hjemmelavet jordbærsaft, som jeg nærmest levede af hele sommeren.

August handlede mest om de lette sommerretter, og så fik jeg en fortræffelig hummer på lystbådehavnen en hed sommerdag.

September måned var fortsat præget af mange syltningseksperimenter, og så var svampesæsonen også ved at vinde indpas, og den stod på blandt andet lækker kantarelstuvning på smørristet brød.

Oktober var måneden for efterårsretter såsom cremet jordskoksuppe med butternut-græskar og den gode kartoffelcurry.

November bød på gode smagsoplevelser i København, blandt andet østers på Tire Bouchon, og den røde efterårssuppe, som er blevet det store hit herhjemme.

December er nu ved at nå vejs ende og har stået i julens tegn med klejner og alverdens afskygninger af julekonfekt. Jeg er nået nye højder med daglige besøgsantal pga. søgninger på raclette-opskrifter og hyppige klik på dette populære indlæg. Det havde jeg aldrig troet, da jeg skrev indlægget i sin tid!

Så er der kun tilbage herfra at sige tak for i år og GODT NYTÅR! :-)

Så kommer den sidste konfektopskrift i denne omgang, og det var et af de store hit på konfekttallerkenen. Jeg tror faktisk, det var de første, der blev udsolgt af på fadene, og ifølge mine smagsløg kommer de på en samlet førsteplads med de førnævnte konfektkugler med lakrids og whisky.

Som de andre opskrifter på julekonfekt er disse også lavet på slump og smagt til undervejs, så det vil jeg også råde jer til at gøre. De kan i øvrigt sagtens overtrækkes med andet end hvid chokolade – kun fantasien sætter grænser!

INGREDIENSER:

En håndfuld usmuttede mandler
En håndfuld dadler uden sten
En klump marcipan
Et par tørrede abrikoser
Revet appelsinskal (fra øko/usprøjtet appelsin)
En god sjat appelsinsaft
Et skvæt Grand Marnier

Hvid chokolade
Sukkerstjerner som pynt

FREMGANGSMÅDE:

• Hak mandlerne fint i en minihakker
• Tilsæt dadler og marcipan, og hak dem med
• Smid nogle abrikoser i blandingen, og hak med
• Riv appelsinskal fint, og tilsæt sammen med appelsinsaft
• Smag til med Grand Marnier eller anden appelsinlikør
• Stil massen på køl et par timer
• Form massen til kugler, og smelt chokoladen
• Overtræk kuglerne med den hvide chokolade
• Pynt med små sukkerstjerner, før chokoladen stivner
• Servér, og nyd herlighederne!

Selvom vi lige straks er på den anden side af julen, har jeg stadig et par konfektopskrifter i ærmet fra egen avl. Den næstsidste kommer her og er såre simpel, da den kræver minimal ekspertise og primært er baseret på tålmodighed.

Abrikoserne er ganske almindelige tørrede abrikoser fra supermarkedet, som jeg har lagt i lage i hver deres glas med appelsinlikør, hhv. Grand Marnier og Cointreau. Der har de så ligget og søbet ca. tre ugers tid, før de blev taget op, duppet tørre og dekoreret med mørk eller hvid chokoladeovertræk og lidt pynt. Simple as that!

INGREDIENSER:

En stor pakke tørrede abrikoser
Appelsinlikør såsom Grand Marnier og Contreau
Hvid og mørk chokolade
Dekorativ pynt såsom sølvfarvede sukkerkugler

- – - – -

FREMGANGSMÅDE:

• Skold et par mindre glasbeholdere inkl. lågene
• Fyld dem hver især tæt med abrikoser
• Hæld en slags likør over abrikoserne i hvert glas
• Sørg for, at likøren dækker abrikoserne helt
• Luk glassene tæt, og stil dem på hovedet
• Vend glassene løbende over nogle uger
• Tag abrikoserne ud, og læg dem på køkkenrulle
• Vend dem, så de er overfladisk tørre på begge sider
• Smelt chokoladerne, og dekorér abrikoserne
• Top til sidst med lidt festligt krymmel eller sukkerpynt

Jeg valgte at dekorere de abrikoser, der havde suget Grand Marnier, med mørk chokolade, og dem, der havde suget Cointreau, fik lys chokolade på ryggen. På den måde var det let at kende forskel, selvom der ikke er den helt vilde forskel på de to likører, hvis du spørger mig.

Mit formål havde først været at dyppe halvdelen af hver abrikos i chokoladen, men det blev ikke så pænt som forventet, så jeg improviserede i stedet til blot at lægge et lag chokolade oven på den enkelte abrikos og så dekorere med lidt sølvkugler til sidst.

Jeg har de seneste dage fået eksperimenteret en del med basiselementerne til julekonfekt og forskellige smagsnuancer at tilsætte, og jeg vil her præsentere min største succes med at udvikle en interessant og fantastisk lækker opskrift på “voksen-konfekt”.

Atter er opskriften ikke med præcise mål på ingredienserne, da konfekten er lavet på slump, og jeg er i øvrigt også overbevist om, at der vil være delte meninger om, hvor meget der præcist skal være i af hver ting, da smag og behag jo er forskellig. Men her får I den unøjagtige opskrift på min hidtil bedste julekonfekt.

INGREDIENSER (til et fadfuld):

En håndfuld usmuttede mandler
En god klump marcipan
En håndfuld friske dadler
Ca. ½-1 spiseskefuld lakridspulver
Ca. ½-1 spiseskefuld røget whisky
En sjat nøddeolie
Mørk chokolade
Sølvsukkerkugler (pynt)

Nøddeoliens funktion er at give en mere våd og fedtet konsistens, hvis massen bliver for “tør”. Jeg benyttede valnøddeolie i opskriften, men alternativt kan man bruge en smagsneutral olie, hvis man ikke lige har nøddeolie på lager.

FREMGANGSMÅDE:

• Hak mandlerne i en minihakker
• Tilsæt marcipan og dadler, og hak dem med
• Tilsæt lakridspulver og whisky, og smag til
• Justér konsistensen med nøddeolie
• Stil massen på køl et par timer
• Form massen til kugler, og smelt chokoladen
• Overtræk kuglerne med chokolade
• Knus sølvsukkerkuglerne i en morter
• Pynt med sølvdrysset, før chokoladen størkner

Hvis man ikke kan få nok af lakridspulveret, kan man naturligvis også pynte med dette, efter man har overtrukket kuglerne. Skulle konsistensen blive for våd, kan man blende nogle flere dadler med for at give mere fasthed, før man stiller massen på køl.

Jeg er personligt helt vild med røget whisky, og der skal ikke meget til i sådan en opskrift her, før man kan smage det. Husk, at det skal anvendes som et krydderi lige som lakridsen, hvor man smager til, indtil man når den smag, man ønsker.

Glædelig jul!

Som nævnt i indlægget med havregrynskugler har jeg tidligere stort set kun erfaring med julekonfekt i form af pebermynteknapper. Men dem skal man skam heller ikke undervurdere! Jeg har altid holdt meget af slik og chokolade tilsat pebermyntesmag, og disse knapper er drønlette at lave, så dem skal I da naturligvis have opskriften på.

Mine konfektopskrifter er alle uden håndfaste mål på ingredienserne, da jeg laver det hele på slump, smager til og tilsætter lidt ekstra hist og her. Så det er op til egen vurdering, hvornår man har tilsat tilstrækkeligt af de forskellige ting.

INGREDIENSER (til et fadfuld):

En enkelt æggehvide
Ca. 5-6 pebermyntedråber
Rigeligt med flormelis (ca. ½ pakke)
Et par håndfulde Smarties

Mere skal der såmænd ikke til. Bemærk, at pebermyntedråber er MEGET kraftige, og der skal ikke mange dråber i, før det går over gevind. Så smag til undervejs, og brug dem med Gefühl.

• Skold ægget ved at hælde kogende vand over
• Slå hviden ud i en skål, og pisk den, til det skummer
• Tilsæt flormelis, og pisk videre med piskeriset
• Tilsæt pebermyntedråber og mere flormelis
• Når massen er for tyk at piske, skiftes til en ske i stedet
• Tilsæt flormelis, indtil massen ikke længere flyder ud
• Hæld på sprøjtepose, og “klat” massen ud på bagepapir
• Sæt en Smartie i hver klat, før de stivner
• Stil på køl, indtil de er helt stivnede. Nyd!

Mens jeg lavede disse, begyndte sneen at vælte ned udenfor, så det var et oplagt baggrundsscenarie til billederne. Gid det bliver liggende til i morgen, selvom chancerne er små. Sne er noget af det bedste til at kickstarte julestemningen, hvis du spørger mig :-)

Er man ikke så meget til pebermynte, kan man også erstatte pebermyntedråberne med f.eks. appelsin- eller citronsirup. Der skal dog en del mere til end med de koncentrerede pebermyntedråber og ligeledes en større portion flormelis for at få det stift nok. Men med så meget andet: Prøv dig frem!

Glædelig jul!

Nu er det vist på tide at komme i gang med julekonfekten. Jeg har aldrig før lavet julekonfekt selv – eller det vil sige: Jeg hjalp min mor som lille med at lave pebermynteknapper hver jul, da det var min yndlingskonfekt, men derudover rækker min erfaring ikke så langt.

Jeg har ikke desto mindre nu forsøgt mig med at eksperimentere med noget forskelligt konfekt ud fra nogle basisingredienser og ved at tilføje lidt detaljer, så jeg håber, det er noget, der kan give jer andre lidt inspiration. Her kommer først min version af syndige havregrynskugler.

INGREDIENSER:

Smør
Havregryn
Mandler
Dadler uden sten
Marcipan
Kakaopulver (den ægte slags)
Rom
Mere kakaopulver!

Det hele er tilføjet på slump – prøv dig frem ift. proportioner!

FREMGANGSMÅDE:

• Stil smørret på køkkenbordet, så det får stuetemperatur
• Hak havregryn og mandler grundigt i en minihakker
• Tilsæt det bløde smør i hakkeren
• Bland et par dadler i massen, og kør det igennem hakkeren
• Tilsæt marcipan, rom og kakaopulver
• Hak hele molevitten til en tyk og klæbrig masse
• Smag til undervejs, så det passer med dine smagsløg
• Stil massen på køl natten over
• Rul små kugler, og vend dem i kakaopulver
• Lad dem stå og trække lidt, og vend dem atter i kakao
• SPIS!

I stedet for sukker eller rørsukker har jeg valgt at blende en lille håndfuld søde dadler med som en lidt sundere substitut. Man kan dog sagtens tilføje lidt sukker efter behov.

De små frække kugler er fedtede og suger godt med kakaopulver til sig, så det kan anbefales, at man lige ruller dem i kakao igen umiddelbart før servering – så ser de flottest ud. På sidste billede har jeg givet omgang nummer to i kakaopulveret, før jeg puttede dem i en lukket bøtte.

Jeg har i efterhånden mange år været bidt af en gal uramaki eller med andre ord været stor sushientusiast. Jeg er dog så priviligeret at bo i en af Danmarks største byer, hvor sushiudvalget er stort, og jeg derfor har spist mig igennem så mange stykker dekorativ fisk med mere eller mindre fancy “udstyr”, at jeg helt har valgt fra at lave sushien selv.

Selvom jeg smagte det de mange første gange hjemmelavet fra min madkloge søsters hånd, var det først, da jeg flyttede til San Francisco første gang i 2004, at jeg begyndte at spise det næsten hver dag til frokost og blive småafhængig af denne fantastiske og friske spise. Da jeg vendte hjem til Aarhus efterfølgende, var der begyndt at komme et par sushirestauranter med relativt simple stykker sushi på menukortet. Siden da er der kommet mange til, gudskelov!

Indlægget her skal dog handle om, at den tidligere århusianske førsteplads på sushiområdet er blevet væltet af pinden jf. mine smagsløg. Jeg har tidligere skrevet varmt om Sota Sushibar i Vestergade både her og her, og deres gunkan med revet kammusling og lime er stadig en af mine klare favoritter. Ikke desto mindre er den generelle smagsoplevelse blevet overhalet af sushien fra Karma Sushi i Banegårdsgade, som jeg tidligere har skrevet om her.

Forstå mig ret: Sota Sushibar har stadig fremragende sushi og lige så frisk og velskåret fisk som hos Karma Sushi. Forskellen går mest på, at risene hos Karma Sushi er sødede med riseddike i den helt rette mængde i forhold til fisken, og tangen smager diskret og mindre fremtrædende end hos Sota, hvor den kan overdøve og af og til forekomme sej.

Hos Karma Sushi er stykkerne af god størrelse, fisken bliver der ikke sparet på, og risene er i modsætning til mange andre sushisteders på ingen måde kedelige eller overklistrede. Der er æstetik og tilpas med grøntsager og japanske dressinger til at akkompagnere de enkelte stykker.

Vores favoritter her i huset er helt klart lakseboksen med blandt andet den flamberede nigirilaks og de rogntoppede laksehapsere og så deres Karma Roll Box med varierede stykker. Crispy salmon kan også anbefales, som består af otte stykker store maki med laks, agurk, kinaradise og spicy sesam. Dertil følger en bøtte chilidressing og en bøtte med sprøde friturepoppede hvedekerner at dyppe i.

Karma Sushi ligger både i Vestergade og Banegårdsgade, og derudover har de også restauranter i Aalborg, Frederikshavn, Skagen og København. Dem har jeg dog ikke prøvet selv, så der må I selv ud at lave feltstudier ;-)

Forleden besluttede jeg mig for at finde ud af, hvor de bedste bagerklejner i Aarhus kunne fås. Desværre forholder det sig sådan, at der ikke er så mange konditorier i byen, men til gengæld er der Springs Bageri i Nørregade og Schweizerbageret i M. P. Bruuns Gade af de gode gamle bagere tilbage. Så det endte med at blive klejnerne hos disse to, der skulle sammenlignes.

Jeg har dog grundet start på nyt job i den forgangne uge ikke nået at undersøge, om eksempelvis Salling Supers bager og Emmery’s også skulle være med på klejne-bølgen, men skulle det være tilfældet, skal jeg nok love at bringe et indlæg om disse også.*

På billedet øverst ses de to konkurrenter – klejnen fra Springs Bageri ligger til venstre og til højre klejnen fra Schweizerbageriet. Størrelse og udseende var overordnet ens, og de var altså to værdige konkurrenter.

Springs Bageri viste sig imidlertid at have gennemgået noget af en forvandling, siden jeg besøgte det sidst. Der er nu også sandwichbar, og udvalget af kager og brød er blevet betydeligt mindre. Derfor havde jeg heller ikke stor tiltro til klejnen, før jeg fik sat tænderne i den.

Klejnen viste sig dog at være vældigt saftig og velsmagende. I korte træk var oplevelsen, at den var blød udenpå, smuldrede lidt under spisningen, generelt lidt tør i det, men alt i alt en god traditionel klejnesmag uden at være supermarkedstør eller friturefed. Denne kæmpeklejne kostede 8 kr.

Klejnen fra Schweizerbageriet var til gengæld sprød udenpå, men blød og sød indeni. En lækker kontrast at lade tænderne bide ned igennem. Smagen var saftig og klejnet uden at være friturefed. Den vinder lige med en armslængde og er indtil videre favoritten. En enkelt koster 10 kr., og man kan få seks styk for en flad 50′er. Tre af disse seks (for jeg kunne jo ikke lade være!) ses på nederste billede…

* Edit: Emmery’s er for sunde til det der med klejner, åbenbart ;-)

Memphis Roadhouse på hjørnet af Christiansgade og Åboulevarden har siden i sommers været et af de steder, vi har besøgt hyppigt, når vi skulle samles med kolleger og venner fredag aften over god mad og rigelige mængder øl. Faktisk så ofte, at min kæreste, da vi forleden for første gang bestilte take-away over telefonen og gik ned for at hente maden, blev mødt med “Gud, var det dig, jeg snakkede med?!” af ejeren Chris.

Stedet kører stadig på sit første år, og jeg vil vove den påstand, at det har velfortjent succes. De serverer traditionel amerikansk mad af høj kvalitet og gode råvarer tilberedt efter originale sydstatsopskrifter. Og så vil jeg vove den påstand, at de laver en af de bedste margaritas, der kan opdrives i Aarhus. Som i øvrigt meget kækt serveres i et gammeldags sylteglas.

Men noget af det bedste ved stedet er faktisk ejeren Chris. Han er ærke-amerikaner og den perfekte vært. Han nyder at sørge for sine gæster og bruger meget tid på at hyggesnakke med folk ved bordene, og selvom han tilsyneladende forstår nogenlunde dansk, så foregår sludderen på tyktflydende amerikansk. Ofte kan man høre Chris’ stemme og latter fra et eller andet sted i restauranten, og stemningen er i høj grad uformel og levende.

Ikke desto mindre besluttede vi forrige søndag at pleje vores tømmermænd med take-away fra Memphis Roadhouse hjemme i sofaen til en gammel James Bond-film og en stor flaske cola. Og i går gentog vi atter succesen med take-away efter en lang arbejdsdag, og denne gang huskede jeg tilmed at tage lidt billeder af sagerne.

Vi har efterhånden nærmest smagt alt fra menukortet med undtagelse af desserterne, så vi valgte blot 2 x North Carolina pulled pork, som er min personlige favorit. Det består af 150 gram svineskulder, der er røget på Hickory-træ i 13 timer og derefter flået i mindre stykker. Retten serveres med ristet brød og en semi-spicy coleslaw blandt andet med små æblestave i. Derudover følger der pommes frites drysset med estragonsalt og husets to fabelagtige hot sauces, der er afbilledet her ovenfor.

Sådan en ret som pulled pork koster blot 149,- og mætter godt. Faktisk fik jeg slet ikke spist op, men tog resterne med på arbejde og nød det til frokost. Selve kødet var mindst lige så godt dagen efter, og jeg valgte endda ikke en gang at varme det op. Jeg havde hældt en god sjat af hver slags hot sauce ud over kødet og ladet det søbe natten over i køleskabet, og det var virkelig lækkert!

Alt i alt kan Memphis Roadhouse absolut anbefales til enhver tid – om så man kommer i restauranten eller køber take-away derfra. Jeg vil dog klart mene, at Chris og stemningen på stedet bør opleves, så gør dig selv den tjeneste at bestille bord dernede en dag. Du vil ikke fortryde det :-)

I aftes stod den på lammemørbrad smurt med en hvidløgs-/krydderurtesmør og rullet sammen som roulade fastsat med stegenåle. Mens de sydede og svedte på den varme pande, besluttede jeg mig til at prøve en ny grøn side dish. Jeg elsker friske ærter, men har aldrig brudt mig om den frosne slags. Med stor sandsynlighed fordi jeg kun har fået dem serveret skamkogte eller stuvede som barn… Uf!

Men i går kom de små grønne fyre til deres ret, gjorde de! Jeg fyrede op for en god klat smør på medium varme i en lille gryde, tilsatte et par håndfulde optøede ærter og lod dem gennemvarme. Derefter fik de selskab af ½ presset hvidløg og 7-8 store mynteblade, der var blevet hakket groft. Efter fem minutters simretid serverede jeg dem dampende varme ved siden af det rosastegte hvidløgslam, pommes frites og en klat sovs.

Det smagte simpelthen fremragende! Jeg var faktisk nødt til efter aftensmaden at lave en ny portion, så jeg havde noget at tage med til min frokost på arbejde i dag, hvor det smagte mindst lige så godt. En klar vinder herfra, som nok skal blive en klassiker her i det lille hjem.