For 1½ uges tid siden trådte jeg som sagt ind ad porten til 30′erne, og naturligvis skulle dette fejres med andet end blot en lækker aften på Brasserie Ferdinand med min kæreste, så nærmeste familie samt bedste venner var derfor inviterede til stor fest med sushi og rigelige mængder alkohol weekenden efterfølgende.

Det var nok en af de bedste og hyggeligste fester, jeg nogensinde har deltaget i, og det var bare så dejligt at være omgivet af de mennesker, jeg håber også at tilbringe en stor del af min fremtid med.

Den person, der har betydet mest for mig i fortiden, er her desværre ikke længere, men han var skyld i, at jeg fik den bedste gave, jeg kunne forestille mig: Den peberkværn, han selv havde fået som 30-årig i 1973, og som altid har stået i mit barndomshjem. Min søster overrakte mig den, og hold fast, hvor blev jeg glad!

Derudover fik jeg også et ønsket salt- og peberbøssesæt fra Normann Copenhagen med bøsserne Gordon & Andreas. Det er bare god humor med lædervest, speedos og hele pivetøjet…

Hvis man synes, de er lige så seje, som jeg gør, kan man blandt andet købe dem her. Jeg er i hvert fald blevet beriget med al den peber, en mø kunne ønske sig, og så endda i to forskellige slags beholdere, der på hver deres måde er lige i øjet.

Onsdag rundede jeg de 30 og hev traditionen tro min kæreste med ud at spise lækker mad. I disse dage er der en masse bøvl i forhold til vores boligsituation, så energien rakte ikke til at tage til Malling, selvom jeg holder af at fejre min fødselsdag med den fantastiske surprisemenu på Malling Kro.

I stedet spadserede vi ned til åen med planen om at høre Brasserie Ferdinand, om de tilfældigvis havde et bord til to. Vi var heldige, og vi blev sågar placerede ved et fint, rundt bord, hvor vi slog os ned ved siden af hinanden i sofaen langs væggen. Rigtigt hyggeligt og intimt med udsigt ud over det meste af restauranten.

I tilfælde af, at vi skulle have ventet på et ledigt bord, var der til venstre for indgangspartiet et fint lille sofaområde, hvor man kan slå sig ned – se billedet ovenfor. Værten tog vores jakker med ud i garderoben, og vi fik fundet os godt til rette ved bordet. Kort efter kom tjeneren med menukortene og gav os en kort opridsning af mulighederne for aftenens sammensatte måltider.

Vi valgte fire retter i alt hver, hvilket bestod af to forretter, en hovedret og hhv. ost og dessert. Første forret var for min kærestes vedkommende en gang charcuteri med rilette, pølse og lufttørret skinke, og han valgte som ekstra at få en gang snacks til bestående af bl.a. nødder, kartoffelchips, en kalve”nugget”, en skive carpaccio og kalamataoliven. Charcuteri-delen er afbilledet her nedenfor.

Jeg valgte derimod – meget typisk for mig – noget med hummer :-) Det var nogle gode, store stykker hummer serveret i krustade med dildstuvede skorzonerødder og den lækreste søde sauce med bl.a. dild i. Hummerstykkerne var saftige og smidige, og skorzonerødderne var faste med godt bid i og smagte simpelthen så godt – og prikken over i’et var helt klart den dejlige sauce. Selve krustaden, det befandt sig i, var so-so, men det var en god idé til at holde retten sammen, og det så uden tvivl dekorativt ud.

Vi havde aftalt med tjeneren, at vi til hver ret fik et glas vin, som huset vurderede ville gå bedst til den specifikke ret. Det viste sig at være en rigtigt god idé, for alle vinene, vi fik til, passede fortrinligt til smagsnuancerne fra retterne. Dog kunne vi godt have tænkt os, at tjeneren kunne have fortalt os lidt mere om vinene end blot, hvor de var lavet henne og på hvilken drue. Det virkede dog ikke, som om hun kendte så meget til det, så det er jo helt fair. Vi er nok bare blevet lidt forvænte fra Miró, hvor vi altid får en levende forklaring på vinens historie og hints til fiffige smagsnuancer.

Til næste forret valgte vi begge foie gras, men dog tilberedt forskelligt. Min kæreste valgte foie gras terrine og fik serveret en tør dessertvin til, og jeg valgte den stegte foie gras med en tungere, fransk rødvin til. Ud over foie grasen blev der på tallerkenen serveret en god hybenkompot, lidt salat og en spændende fransk krydderkage-agtig ting, pain d’epice. Sidstnævnte fætter blev lidt for meget i længden, men det var et interessant supplement til den fede foie gras.

På billede nr. to nedenfor har jeg allerede været hurtig at skære en snip af min stegte lever til min kæreste og hapse et stykke af hans terrine. Begge var rigtigt gode, men med vidt forskellig karakter. Begge slags kan klart anbefales, selvom jeg næste gang nok ville vælge terrinen, da den stegte fylder noget mere i maven og smagsmæssigt. Vi bad allerede herefter om at få en lille pause, før hovedretten blev serveret, så jeg lige kunne slå lidt mave.

Som hovedret valgte min kæreste Duroc gris, der var et godt stykke svinekød, der var meget mørt og med velsmagende fedtkant (jeps, jeg blev bedt om at smage en bid, for han syntes, det var virkeligt godt!). Retten blev serveret på en cremet polenta med trøffelsauce og svampe omkring. Ovenpå blev grisebassen toppet med lidt vinterspinat.

Min egen hovedret var to utroligt velsmagende, rosastegte stykker krondyr fra Klosterheden – det var så mørt og saftigt, at jeg spiste rub og stub, selvom maven efterhånden var ved at være fyldt. Krondyret var akkompagneret af lækre staver bagt rødbede, knoldsellerimos, fine små tyttebær, knasende sprøde valnødder og en lækker lækker vildtsauce. Lige i øjet! Specielt var tyttebærene og valnødderne en perfekt kombination til denne ret, og den får simpelthen topkarakter herfra, no less!

Endnu en gang var vi nødt til lige at slå mave, før vi fik vores sidste ret. I mellemtiden fik vi snakket en del, og flere hilsener tikkede også ind på min telefon for at ønske tillykke med dagen. Efter nogle stressende dage var det faktisk dejligt at kunne sidde og slappe af og blive vartet op i hyggelige omgivelser, hvor snakken også gik lystigt ved de andre i øvrigt godt fyldte borde, på trods af der var tale om en almindelig onsdag.

Min kæreste valgte traditionen tro ost som sidste ret, hvorimod jeg – også ret forudsigeligt, når man kender mine præferencer – valgte husets creme brulée. Osten var tre forskellige slags gårdoste serveret med en gang kompot og brød til. Creme bruléen blev serveret i al sin enkelthed, ikke nogen dikkedarer dér, og det behøvede den heller ikke: Den var perfekt cremet og med let nedbrydelig, sprødbrændt sukkeroverflade. Noget helt andet end den vi fik ved et rædselsbesøg på Al Dente for nyligt (et sted, vi aldrig sætter vores fødder igen i øvrigt – maden var nærmest ækel, og servicen svært kritisabel).

Det var en rigtigt god aften på Brasserie Ferdinand. Betjeningen var venlig, opmærksom og præcis uden at være overrendende eller påtrængende, faktisk tværtimod fik vi en masse ro og tid med maden, og specielt i denne tid var det svært påskønnet!

Maden var rigtigt lækker og professionelt bearbejdet samt anrettet, og der er faktisk ikke en finger at sætte på det. God kvalitet og velafbalancerede portioner med gode kombinationer af tilbehøret såvel som vine.

Prismæssigt er det ganske fornuftige priser – jeg havde faktisk troet, at regningen var større, da vi ikke anede, hvad de enkelte glas vine valgt af restauranten ville koste, og den samlede regning for 2 x 4 retter og 2 x 4 glas vin + snacks løb op i 1.680 eksl. drikkepenge. Det må siges at være en ganske fair pris for rigtigt god mad og fortrinlig service.

De vine, vi hver især fik til maden, lå prismæssigt pr. glas mellem 60 kr. og 180 kr. Prisen på hver enkelte ret kan ses inde på Ferdinands hjemmeside, da vi valgte à la carte.

Opsummeret kan jeg helt klart anbefale et besøg på Brasserie Ferdinand, og det er i hvert fald ikke sidste gang, vi har været forbi. Fødselsdagen endte grundet den gode oplevelse på restauranten med at blive mere vellykket end først antaget, og vi gik mætte og tilfredse fra stedet :-)

På kraftig anmodning inkluderende venskabelige voldstrusler kommer der hermed et indlæg om denne fredag aftens nybagte hvidløgsknuder – ja, det er altså konsekvensen ved at uploade et billede af det færdige resultat på facebook ;-)

Faktisk er det så simpel en opskrift, at der ikke rigtigt er nogen. Eller det vil sige, jeg kan sagtens lave et indlæg med opridsning af ingredienser og fremgangsmåde, men det hele er lavet på sjus-værdier med inspiration fra adskillige opskrifter fra en googlesøgning, så der kommer ikke præcise måleforhold på. Til gengæld lover jeg, at det er rørende nemt at lave disse herligheder, so here we go…

INGREDIENSER (til ca. 10 styk)

Ca. 2-3 dl. lunkent vand
Ca. 10-15 gram gær
Ca. 1 stor tsk. rørsukker
Ca. 1 tsk. groft salt
Mel til dejen er mæt
Ca. 1 spsk. jomfruolivenolie

Ca. 25 gram smør
Ca. 2 fed hvidløg
Et bundt frisk persille
Et godt drys havsalt

FREMGANGSMÅDE

• Hæld lunkent vand i en skål, og rør gæren ud i, til den er opløst
• Tilsæt sukker og salt og rør rundt, indtil disse også er opløst
• Tilføj mel, mens der æltes, og bliv ved, indtil dejen er helt mæt
• Dejen skal helst ikke klistre, men skal give let slip på hænder og skål
• Smør dejen ind i et tyndt lag jomfruolivenolie, så det lige dækker
• Lad dejen hvile i overdækket skål et lunt sted i 1-1½ time
• Se et afsnit Star Trek TNG, mens du venter…

(okay, sidste punkt er muligvis ikke nødvendig for at få et vellykket resultat.)

• Del dejen i det antal knuder, du vil ende med til sidst
• Rul hver del til en pølse, slå knude på, og læg på en bageplade
• Lad knuderne efterhæve i 30-45 minutter under et viskestykke
• Smelt imens smøret, tilsæt presset hvidløg samt fintklippet persille
• Bag knuderne i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter
• Fordel smøret ud over de bagte brød, og drys til sidst med havsalt
• Nyd brødene, mens de er lune!

Jeg kunne godt finde på en anden gang at eksperimentere lidt mere med dejen, som jo er en simpel grunddej. F.eks. overvejer jeg at erstatte sukkeret med honning og muligvis tilsætte et par diskrete tørrede krydderier til dejen.

Smørblandingen er der ikke en finger at sætte på, men bemærk, at smøret er blevet smeltet med Snorkfrøkens hjælp i form af et Mumikrus, der var særdeles anvendeligt til lejligheden. Når man som jeg bor i et hjem uden opvaskemaskine, omend med en mikrobølgeovn, så er valget mellem efterfølgende at skulle vaske en kasserolle eller et krus op ret let. En tak til de finske trolde herfra.

Der har fra min side ikke været så megen aktivitet her på siden de sidste par uger, dels grundet jul og nytårsforberedelser, men også pga. det demotiverende mørke der forpurrer muligheden for at tage gode billeder. Ikke desto mindre kommer der nu et indlæg om den fremragende mad, der blev indtaget til nytårsfesten her på adressen i lørdags – på trods af dårlig billedkvalitet.

Maden var bestilt hos Restaurant Miró, hvor jeg må erkende at have været en relativt hyppig gæst det forgangne år – både at dømme ud fra mine kontoudtog (ups!) og ud fra, at ejeren Toni ved afhentningen af maden ved synet af mig udbrød: “Hej igen, godt at se dig!”

Vi havde bestilt til 13 mennesker, og det var en ordentlig skude af en kasse + en stor papirspose, der blev stillet foran os. Maden skulle hentes mellem kl. 11-14 nytårsaftensdag, og i restauranten ved afhentning bød de på et glas champagne, mens man betalede og ventede på at få bragt poser og kasser frem. Kokken gav os nogle generelle instruktioner og vedlagde papirer med fremgangsmåde samt link til billeder af den færdiganrettede mad på Mirós facebookside.

Eftersom vores lille 2-værelses lejlighed ikke rummer en opvaskemaskine, havde vi grundet nytårsfestens deltagerantal besluttet at anrette den fine mad på nogle mindre fine plastiktallerkener, omend med en rigtig tallerken under for at have en fast underflade.

Gæsterne tog skiftende over i køkkenet med kun minimal hjælp fra værterne, og det var teamwork, der ville noget! Ved borddækningen havde jeg skrevet menuen af på begge sider af to stående menukort, så gæsterne hele tiden kunne være informerede, selvom champagnen steg til hovedet. I alt var der tale om fire retter, hvor der til for- og hovedret var tilhørende rigeligt kuvertbrød af to forskellige slags samt en lækker kryddermayonnaise.

Første ret, der ses afbilledet her ovenfor, bestod af en mesclunsalat med hummer, små søkogte rejer, tigerrejer samt jomfruhummer pakket ind i en fin skive grøn mango og herefter dryppet med vanillevinaigrette. Smadder lækker ret, og der var ekstra rejer tilbage, så man kunne tage to gange af disse. Hjemmets kanin satte i øvrigt stor pris på det salat, der blev til overs.

Anden forret bestod af pighvar vendt i grøn krydderrasp og bagt med souffle. Den blev anrettet på en mos af jordskokker fra Peters Gartneri, og en sauce på nøddesmør med ingefær og soya blev hældt over før servering med en top af frisk karse som prikken over i’et.

Endnu en ganske velsmagende ret, omend jeg fandt jordskokmosen det mest velsmagende ved denne ret – lækker og cremet, præcist som den skal være. Fisken var en anelse kedelig, omend dekorativ i sin grønne pragt.

Hovedretten skulle have lidt længere tid i ovnen end først antaget, men da den endeligt var klar, smagte den også fortrinligt! Den bestod af rosastegt dansk oksemørbrad og letrøget kartoffelkompot med krydderurter og skalotteløg, sellericreme samt kraftig kalveglace med kalvehaler, urter og citronskal. Kødet var åh så mørt! Tungen kunne skære sig lige igennem det, og det var så saftigt så saftigt. Lige i øjet! Kartoffelkompotten var ikke det store hit hos mig, men det rådede både kød og sauce så vældigt bod på.

Der blev slået maver og drukket rigelige mængder vin, før desserten blev anrettet. Kagen mindede meget om den, vi for nyligt fik til dessert i julemenuen på Miró, og den skuffede så sandelig heller ikke.

Desserten bestod af en mousse af Satongochokolade (72%) lagt i lag med bisquitbund og syrlig passionsfrugtmousse serveret med en lækker flødeiscreme med saltet karamel. Jeg er ikke normalt så begejstret for mørk chokolade, men denne kombination var et hit, omend jeg foretrak passionsfrugttoppen og den meget flødede og karamelsmagende is, mums!

Fra velkomstdrinken, der havde bestået af Fanta Exotic, champagne, vodka og en masse friske blåbær, var der næsten en hel bakke blåbær til overs, som blev fordelt ud over desserten. Dette harmonerede ganske godt.

Alt i alt mener jeg, at vi fik meget for pengene. Det var fire lækre og varierede retter, hvor der var kræset for detaljen, råvarerne var af utroligt god kvalitet, og maden tog sig godt ud trods de grimme plastiktallerkener ;-)

For én kuvert med fire retter skulle vi af med 400,- og det er faktisk en særdeles fornuftig pris. Til sammenligning gav vi 300,- for tre retter + snackpose ved nytårsmenuen fra Svineriet sidste år.

Nytårsmenu fra Restaurant Miró kan herfra klart anbefales! Jeg håber, I andre også havde en fortrinlig nytårsaften og er kommet godt ind i det nye år.
Tak, fordi I læser med :-)

Kvaliteten af det første billede her er beklageligvis karakteristisk for alle billederne fra lørdagens besøg på Restaurant Miró, eftersom jeg kun var rustet med mobilkamera uden blitz i et rum med hyggebelysning. Så sådan er det…

Når det så er sagt, så ved dem, der kender bloggen her, at det ikke just er første gang, jeg er gæst på Miró, så der er rigeligt andre og bedre fotos af deres fremragende mad her på bloggen. Lørdagens mad ser ganske vidst ikke nær så imponerende ud på grynede billeder, som det i virkeligheden var, men hold fast, hvor var det som altid lækkert!

Første ret indenbords fik jeg ikke taget billede af, men der var som altid en lækker lille appetitvækker, før vi tog hul på den egentlige menu, og den gode vin var allerede skænket, eftersom selskabet denne gang takkede nej til champagne at starte på.

Dernæst fik tre af os ved bordet retten på første billede med bittesmå fine rejer, jordskokker som rå, som chips og som mos, hasselnøddestykker og krydderurter. Vinen til var en Riesling fra 2007, og denne ret var imponerende lækker, og jeg tror faktisk, jeg vil give den prisen for aftenens lækreste ret!

Tre af os fik også forret nummer to, der bestod af bagt hvidfisk (jeg husker ikke navnet) med sauteret babyspinat og en fremragende hollandaise. Ud over blev der revet frisk trøffel. Ganske udmærket ret, men der var måske lidt rigeligt trøffel på (jeg regner med, at flere af jer læsere har lyst til at sparke mig over skinnebenet pga. sådan en kommentar!).

Vinen til var en syrlig New Zealandsk Chardonnay fra 2008, der passede udsøgt til den søde og lidt smørtunge forret.

Næste forret, som vi også var tre, der var på, var den mest spændende, men dog også den jeg fandt smagsmæssigt lidt kedelig. Den var spændende, fordi den bestod af en kartoffelcreme, sprøde spiralchips med salt & vinegar, dampet kartoffelpolet i midten, caviar og karse, og til retten kom en lille kurv ind med et pocheret æg liggende i en lille bunke hø.

Ægget var pocheret ved lav temperatur, hvorefter det var lagt i koldt vand og atter kom tilbage i det varme vand. Ægget skulle man selv flække ud over tallerkenen, og det faldt ud i et helt og spændstigt stykke, der let lod sig punktere. Ret sejt!

Men jeg må nok erkende, at anretningen var mere spændende end smagen, der var lidt à la kartoffelmos med blødkogt æg. Til retten blev en spansk Blanco Nieva fra 2009 serveret til, og tjenerne var i det hele taget meget gavmilde med vinen hele aftenen og hældte adskillige gange ekstra i glassene undervejs. Sådan er det bare på Miró.

De andre i selskabet gik til hovedretten, rosastegt krondyrfilet, mens jeg snuppede den sidste forret med i stedet: Stegt ande-foie gras med kirsebær, rødbeder, confiterede andelår og kraftig sauce. Mums! Jeg blev endnu en gang mindet om, hvorfor det er, jeg er så vild med foie gras – det var helt perfekt tilberedt og i lige præcis en mængde, der ikke gjorde det vammelt eller “for meget”, hvilket tilbehøret også hjalp godt til med.

Vinen til foie grasen var en meget kraftig og sød VDN fra Frankrig, som nærmest smagte portvinsagtigt. Den var helt klart et hit, og det var uden tvivl den bedste vin den aften!

Jeg holdt mig til fem retter og rundede af med ostetallerkenen. Billedet bar dog tydeligt præg af, at der var blevet hældt rigeligt vin indenbords allerede, så det billede vil jeg spare jer for ;-) Vinen til osten var en god LBV portvin fra 2003.

Til gengæld var de andre i selskabet både til ost og dessert, og jeg fik knipset et okay billede af desserten, som jeg også smagte en bid af, selvom jeg var særdeles mæt. Den bestod af en yndig appelsin-/chokoladelagkage på rugbrødsbisquit, og den blev kørt ind på en vogn, hvorefter der blev skåret et passende stykke af (man bestemte selv størrelsen) og lagt på ens tallerken, hvor der også var lidt sprødt og en lækker blodappelsinsorbet.

Selvom jeg valgte desserten fra, var jeg dog let at friste med den tilhørende vin, der var en østrigsk moscato fra 2008, og den var en god afrunding på en hyggelig og smagsrig aften.

Prisen for de fem retter, jeg fik, var 548,- og med seks glas vin kom der 598,- oveni. Og tro mig: Det er det værd! Der blev naturligvis også efterladt drikkepenge og takket for en god aften. Vores nytårsmenu er netop bestilt derfra, og jeg glæder mig!

Min sædvanlige forfaldenhed til “pasta med svampe” er blevet udvidet en anelse, og min seneste version tilsat grønkål og portvin skal I naturligvis ikke gå glip af. Kort fortalt er det stadig den samme simple fremgangsmåde, men med nogle helt andre smagsnoter især grundet portvinens lækre sødme.

Det har bugnet med grønkål i butikkerne i det sene efterår, og det har både vi to-benede herhjemme såvel som husets kanin sat stor pris på, og da vi er sværere at stille tilfredse end kaninen, som foretrækker den rå variant, måtte jeg jo improvisere mig frem til at inkludere denne jernholdige kålart i aftensmaden. Dette blev resultatet:

INGREDIENSER (2 personer):

En pakke frisk pasta
1 tsk smør til stegning
5-8 brune champignoner alt afhængig af størrelse
En stor håndfuld frisk grønkål
1/4 liter piskefløde
1 tsk all round-krydderi
1 tsk urtesalt (Herbamare)
Salt & peber
Ca. ½-1 dl portvin
Maizenajævning
En håndfuld bacon i tern

FREMGANGSMÅDE:

• Steg baconternene sprøde på en pande, og læg dem til side på køkkenrulle
• Smelt smøret i baconens restfedt, til det er bruset af
• Skær svampene i grove tern, og findel grønkålen i mindre stykker
• Smid svampeternene og grønkålen ned til smøret på panden
• Lad det stege i smøret ved middelhøj varme i ca. 5 minutter

• Hæld fløden ved, og lad det koge op, til det skummer på panden
• Tilsæt krydderierne, og smag til, før portvinen gravist tilsættes
• Sørg hele tiden for at smage til, så der kommer lige tilpas portvin i
• Lad det simre, og når smagen er lige i øjet, jævnes med Maizena
• Kog pastaen i saltet vand, og anret den derefter på tallerkener
• Hæld svampesovsen over pastaen, og top med sprød bacon

Helt klart en variation, der egner sig til at blive gentaget. Jeg fandt inspiration til retten i en gammel biblioteksbog med svampeopskrifter. Man kan selvfølgelig benytte lige de svampe, der falder i ens smag, men personligt foretrækker jeg faste svampe såsom mørke champignon og portobello, når det er i en sammenkogt ret som denne.

Opskriften er med cirka-mål, da jeg finder det meget vigtigt hele tiden at smage til for at sikre optimal dosering og harmoni mellem de forskellige ingredienser, så det er noget med at forsøge sig frem. Enjoy!

I november havde madklubben arrangeret udflugt til Mefisto… dagen efter J-dag! Dog kunne vi ikke drømme om at aflyse et planlagt besøg på vores yndlingsgourmetcafé, så vi kravlede ud af joggingtøjet, fik klemt os i noget anstændigt tøj og mødtes foran restauranten om aftenen til aftalt tid.

Skaldyr er måske ikke det smarteste sådan i bagklogskabens lys at fylde sig med efter en heftig druktur, men det holdt os dog ikke tilbage, og ganske forudsigeligt faldt mit valg på hhv. en stor skål blåmuslinger og en halv hummer med hollandaise og sprød salat on the side.

Til maden delte vi en flaske vin, men jeg afholdt mig dog ikke fra at bede om et stort glas cola også – som dog kom med noget forsinkelse, da tjeneren havde glemt alt om det. Fy! Det er vist første gang, jeg har noget negativt at sige om et Mefistobesøg, men altså, man lader IKKE en tømmermandsramt kvinde undvære cola – det vil i så fald være på eget ansvar!

Anyways, efter hummeren kunne jeg godt mærke, at jeg begyndte at blive indhentet af kvalmen, og jeg måtte aflægge toilettet adskillige besøg og endda tigge smertestillende fra mit med-madklubmedlem, som altid tager i byen med en veludrustet håndtaske.

Mit selskab var lidt mere hårdfør end jeg, så hun holdt fast på at skulle have sin dessert, der faktisk var en ganske god chokoladesag med noget limesorbet, selvom jeg normalt sjældent imponeres over chokoladekage.

For muslinger, hummer, ½ flaske vin og en stor cola kom jeg i alt af med 540,- Som altid var maden ganske god, omend hollandaisesovsen var liiiige lovligt meget “flydende smør” i smagen denne gang og ikke så cremet, som jeg før har fået den på Mefisto.

Vi skiltes og crashede hver især i vores respektive sofaer, da vi kom hjem, og vi blev over sms enige om, at det der med at holde madklubsmøder nok fremover bør planlægges liggende i passende afstand fra tidligere dødsdruk.

Jeg har tidligere nævnt den tyske hjemmeside World of Sweets i dette indlæg, og nu er det atter tid, for mens jeg lå og kogte under dynen i går, ringede det på døren, og det var den flinke postmand med den store pakke guf, jeg bestilte for ca. en uges tid siden. Kæmpe pakke, der også inkl. den halvdyre fragt kostede mig omkring 370 kr. Men det var alle pengene værd!

Jeg køber på World of Sweets, fordi de har en masse slik og godter, som ikke fås eller ikke længere fås i Danmark, f.eks. Ritter Sport med rum, trauben, nuss såvel som Marabou med mintkrokant, mums! Derudover er jeg vild med det tyske pulver til mælk, KabaFit, der også nævnes i dette indlæg.

Ud over to bøtter Kabafit med hhv. banan- og hindbærsmag, ti pakker Ritter Sport med rom, druer og nødder, to pakker Ritter Sport med cashew og druer, tre pakker Mentos med spearmint (fås heller ikke længere i Danmark), en pakke Mentos med jordbær og lime, en pakke Yogurette (fås vist i Aldi af og til), chokoladeovertrukne”paradiskirsebær”, to pakker Marabou med mintkrokant og Anton Berg-chokolader med kirsebær i rom var ovenviste macadamie-karamelcreme også med i pakken. Nårhj, den er god!

World of Sweets kan klart anbefales, hvis man savner noget slik, der ikke længere fås i Danmark af den ene eller anden grund. De har RIGTIGT meget forskelligt slik derinde, og fragten er efter vægt (priser kan ses her). Leveringen sker med Post Danmark, så man slipper for bøvlet med tåbelige fragtfirmaer, der kun leverer, når man er på arbejde.

TILFØJELSE D. 18/12 2011:
Efter jeg har handlet hos World of Sweets, er jeg tilfældigvis begyndt at modtage en masse spam på tysk eksempelvis fra casinoer. Jeg har ikke handlet på andre tyske hjemmesider, og de mange spammails er kommet, efter jeg handlede på World of Sweets – en tysk hjemmeside. Det er muligvis en tilfældighed, men… Tja, jeg har i hvert fald sendt en mail til World of Sweets omkring dette problem, men de har endnu ikke svaret.

TILFØJELSE D. 19/1 2012:
World of Sweets har valgt at ignorere min henvendelse ift. tysk spam. Det siger jo så en hel del om dem og deres måde at drive forretning på. Jeg er glad for, jeg ikke havde brugt min meget personlige mailadresse, da jeg bestilte. Jeg kommer ikke til at handle på den hjemmeside igen. Punktum.

Nu går vi lige straks ind i december måned, og jeg ligger på langs med snue og en hals, der er så ru, at man vil kunne rive parmesan på den. Så da jeg efter en lang febersøvn kravlede ud fra under min dyne ved middagstid, skulle morgenmaden være noget let og blødt.

Jeg havde en uimodståelig trang til risengrød, men da den sidste liter mælk i går var røget til mange kopper varm honningmælk, var der kun fløde tilbage i køleskabet. Ikke desto mindre kunne jeg atter regne med de madkyndige kvinder på Trendsales’ debatforum, og kort efter mit indlæg derinde havde jeg fået bekræftet, at risengrød på fløde snildt kunne lade sig gøre med succes.

Følgende opskrift fik jeg tilsendt link til af en særdeles hjertevarm og kærlig sjæl, B, som dette indlæg derfor er dedikeret til med stor taknemmelighed :-)

INGREDIENSER (til 2 personer)

2½ dl. grødris
4 dl. vand
1 tsk. salt
1-1½ dl. piskefløde

2 spsk. rørsukker
1 spsk. kanel
1 stor klat smør
1 glas saftevand

- – - -

FREMGANGSMÅDE

• Ris og vand hældes i en gryde og koges op
• Lad det koge under skråtstillet låg i ca. ½ time, rør undervejs
• Når vandet er ved at være kogt fra, tilsættes fløde og salt
• Grøden koger ind til en lind konsistens, mens der røres godt
• Servér med sukker, kanel og smørklat samt saftevand on the side

Ja, jeg gik jo i noget tid og kaldte disse småkager for rensdyr, men der tog jeg gevaldigt fejl. En kollega konstaterede køligt, at der altså var tale om elge, omend en lavstammet art. Dette affødte navnet midget moose cookies, og indlægget her er derfor dedikeret til min vakse kollega L.

Opskriften har været postet her på bloggen tidligere, men jeg har siden lavet nogle småændringer i fremgangsmetoden, og eftersom jeg ikke har udgivet nogen indlæg om elge før, tænkte jeg, at det var på tide.

INGREDIENSER

150 gram smør
150 gram rørsukker
150 gram sirup
2 tsk. vanillesukker
2 tsk. kanel
1 æg
1 tsk. natron
475-500 gram mel

FREMGANGSMÅDE

• Smør, rørsukker og sirup vejes af og hældes i en gryde
• Massen smeltes ved lav varme, indtil smørret er opløst
• Massen hældes over i en skål og afkøles et par minutter
• Ægget tilsættes og piskes ud i massen
• Mel, vanillesukker, kanel og natron blandes i en anden skål
• Melblandingen sies i sukkermassen, mens der piskes grundigt
• Når dejen er ved at være fast og jævn, æltes til sidst med hænderne

• Læg madfilm over skålen, og stil den på køl en halv times tid
• Tænd ovnen på 200 grader, og meldrys køkkenbordet gavmildt
• Rul dejen ud, og udstik i de ønskede figurer
• Placer de ubagte småkager på en bageplade med god afstand
• Bag småkagerne i 7-8 minutter, indtil de tager farve i kanterne
• Tag småkagerne ud straks, selvom de stadig er lidt bløde
• Lad de bagte småkager hvile på en rist, til de bliver hårde

Som det kan ses på mikrobølgeovnens ur er jeg ikke ligefrem A-menneske, og jeg kan snildt finde på at gå i køkkenet tæt på midnat for lige at bage et eller andet. At jeg gjorde det på en hverdag, var dog kun tilfældet, fordi jeg først skulle møde kl. 10 næste dag – og kollegerne blev svært glade for de små elge, der kom i følgeskab med mig.

Elgformen har jeg købt i en lille butik nede i Århus’ latinerkvarter til en 50′er, og jeg mener, at mærket er Färg & Form. Jeg kunne slet ikke stå for den, og jeg må erkende, at den også er pænt sej i sin John Lennon-imitation, hvor dejen stadig sidder i øjenhullerne.

Siden sidste opskrift har jeg blandt andet ændret mængden af mel på bordet såvel som bagetiden. Jo mere mel på bordet, des lettere er det at løfte dejen fra bord til bageplade, og jeg slap denne gang for at benytte en gammel ostehøvl til at løsne med.

Bagetiden er ifølge den gamle opskrift 10 minutter, men småkagerne når i min ovn at blive alt for mørke i kanterne og alt for sprøde/hårde, så jeg har kortet bagetiden et par minutter ned, og når de kun lige når at blive brune i kanten, er de tilpas sprøde og stadigvæk “saftige”, efter de har hvilet på risten.

I lørdags havde jeg arrangeret kvalitetstid med min mor, som jeg tog til Odense og overraskede med en biograftur i Cafébiografen (vi så en god, omend særdeles melankolsk japansk film, Norwegian Wood) tilhørende kaffe og kage og efterfølgende aftensmad på gourmetrestauranten Under Lindetræet, der ligger lige over for H. C. Andersens barndomshjem i de smukke brostensbelagte stræder.

Min mor havde været der én gang før, da vi børn var små, sammen med vores far. Den gang var det så stift et sted, at tjenerne stod bag hver stol og var klar til at hælde i glasset, så snart man havde taget en tår. Derudover havde der kun været ét andet par i restauranten, en direktør og hans kone, og det havde været lidt akavet, at der var så stille, at man kunne høre alt, der blev konverseret om.

Min mor kunne dog hurtigt konstatere, at det var blevet noget mere hyggeligt og nede på jorden end den gang, og der var en god stemning, allerede fra vi blev budt indenfor af en ansat, der havde set os stå udenfor og tage billeder af det smukke hus, der danner rammen om restauranten.

Indenfor var der nærmest som i en varm, gammel stue med klinkegulv, lavt til loftet, frilagte bjælker, falsk pejs med gang i “ilden” og små hyggelige borde. I entreen blev overtøjet hængt op af tjeneren, og der stod en tyk gæstebog, som man skulle være velkommen til at skrive en hilsen i efter besøget.

Vi blev vist hen til et bord ved vinduet, hvorefter vi blev tilbudt nogle bobler til at starte på. Jeg fik desværre ikke noteret, hvad der var tale om af vin, men det smagte fortræffeligt, så jeg tror endda, at min champagnekræsne mand ville have kunnet lide det.

Derefter kom der et lille fad med startgodter på bordet: Bagte cherrytomater og krydrede grissini med en lækker urtedip. Cherrytomaterne var himmelske! Søde og saftige, så jeg kunne have ædt mig mæt i dem og droppet resten af menuen. Gudskelov kom jeg fra den idé igen, for det ville have været ærgerligt at gå glip af de kommende retter.

Der kom også hurtigt lækkert og stadig lunt brød på bordet sammen med den lækreste olivenolie, jeg længe har smagt: “Antico Orcio della Casa”, der smagte som nyslået græs dufter… mums! Jeg har kun fundet den her hos Løgismose til en noget krydret porto, der stort set koster det samme som olien selv, øv! Hvis nogen har set den andetsteds, må I lige give lyd :-)

Vi besluttede at bestille tre retter hver med tilhørende vin, og det var en ganske passende mængde, uden at vi følte os overmætte efterfølgende. Da vi bad om vand, fik vi en fancy flaske italiensk vand ind, og der ville jeg nok have foretrukket postevand. Jeg finder flaskevand fuldstændigt kønsløs og latterligt dyrt ift. den sørgelige smag. Jeg endte også med efter at have smagt på det at bede om almindeligt postevand i stedet.

Inden forretten fik vi en lille appetitvækker i form af noget, jeg faktisk har glemt! Altså…! Men i hvert fald kan jeg huske, det var noget fisk eller skaldyr formet til en fin lille cylinder og toppet med små stenbiderrogn, en lille strimmel tang, et stykke tyndt, ristet brød og en ærteblomst. Det smagte rigtigt lækkert, og det tynde brød var utroligt godt.

Ud over den førnævnte olivenolie var der også hjemmekærnet smør lavet på stedet af tjeneren selv. Min mor spurgte ind til, hvordan de dog havde lavet det så velsmagende, og det var såre simpelt: En masse af lige dele fløde og creme fraiche 38% samt groft Maldon-salt, som så kærnes til smør, formes i ruller og vendes i pandestegte poppede græskarkerner. Voilà! Dét skal da prøves af!

Til forret valgte jeg stegt kalvelever med svampe på ristet brød samt et lille tårn af utroligt mør og saftig oksehale. Ud over herligheden var en kraftig glace hældt omkring, og der var toppet med frisk bredbladet persille. Leveren var rigtig lækker, og svampebunden var spændstig og godt supplement til resten af retten.

Til hovedret fik vi en krydsning mellem den danske gråand og ja, så kan jeg faktisk ikke huske, hvad den anden fugl var for en, men den var i hvert fald fransk. Ved nærmere eftertanke var det nok berberiand. Der var en masse lækkerier til som tilbehør, men den panerede fætter til højre midt i billedet faldt ikke lige i min smag. Ellers var det ganske godt, og specielt fuglen var noget utroligt lækkert kød, der var blevet sprødstegt på den let saltede skindside og ellers var mør og saftig.

Før desserten fik vi en prædessert til at rense ganen med: En vanilleis på sød bærbund med crunch. Isen var lidt kedelig, men kombinationen med bær og knas var rigtigt god.

Desserten var det rene overflod af årets sidste fynske hindbær: Hindbærcheesecake med friske hindbær på, hindbæris, hindbærsorbet, frysetørrede hindbær, hindbærkugler og hindbærsirup, mums! Jeg er vild med hindbær og bildte mig næsten ind, at det var sommer igen.

Det er beklageligt, at jeg ikke kan beskrive retterne mere fyldestgørende, for de stod med fulde beskrivelser i menukort såvel som på hjemmesiden, da jeg bestilte bord, men førstkommende hverdag efter vores besøg gik restauranten over til julemenuen. Det vil sige, at menukortet er blevet skiftet ud på hjemmesiden, således at man ikke kan se den gamle, og på kvitteringen står blot antallet af retter. Øv da også, at jeg ikke fik noteret mig det.

Apropos kvitteringen rendte det samlet op i 1.925 kr. alt i alt for to velkomstdrinks, tre retter med vin samt kildevand. Det ER en dyr restaurant, og maden er også fremragende, men jeg vil mene, at man sagtens kan finde steder – i hvert fald i Århus – der er billigere og tilsvarende godt.

Betjeningen var hele aftenen god, og tjenerne var i godt humør, informative og opmærksomme. Da jeg på vanlig vis spurgte, om det var ok, at jeg tog billeder af maden, udbrød tjeneren, at det måtte jeg naturligvis – og han stillede sågar også gerne op som model, haha!

Tidligere har jeg været steder, hvor toilettet også var værd at nævne, og det er også tilfældet her, for det var simpelthen det FINESTE toilet med hvide og blå klinker samt lyserødt toilet og vaskekumme! Så da jeg skulle på toilet, før vi tog derfra, fiskede jeg lige kameraet op af tasken endnu en gang.

Alt i alt var det en rigtigt god oplevelse på Under Lindetræet, og jeg kunne sagtens finde på at komme forbi igen en anden gang, når turen atter går mod Odense. Deres julemenu står netop nu inde på deres hjemmeside, og den ser overordentlig god ud!

UPDATE:
Jeg vil lige benytte lejligheden til at opfordre til at læse Christians kommentar til dette indlæg – Christian arbejder på Under Lindetræet og har været så sød at redegøre for, hvad jeg helt præcist fik den pågældende aften på restauranten :-)

Af og til kan der godt gå lidt pseudo-franskmænd i os, og så går vi på jagt i Salling Supers osteafdeling og fyrer op for ost- og rødvinsaften. Det kan både være “ude af huset” hos venner, bare os to herhjemme alene mens vi ser en god film eller hvor vi har inviteret venner over til hygge.

Forleden var det sidstnævnte, der var tilfældet, og vi var syv mennesker til at nyde adskillige oste fra Salling Super, flere flasker rødvin, en enkelt flaske udmærket rosé samt flere specialøl særligt for mændenes vedkommende. Som tilbehør var der to forskellige slags røde druer, pistacienødder, kalamataoliven, tomattapenade og artiskokcreme også fra Salling Supers delikatessebiks.

Til osten var der forskellige slags knækbrød, kiks og fladbrød, og to forskellige slags flydende honning, tomatpesto samt trøffelpasta kunne man toppe sin osteanretning med. Det var det rene hapsemad, og det var særdeles hyggeligt at sidde og skære, række over, sende videre og hapse hist og her, mens snakken gik lystigt.

De valgte oste var både nogle gamle kendinge og nogle enkelte nytilkomne. En af de oste, der var selvskreven, var Gule Kristian – storebroren Røde Kristian er til min fortvivlelse udgået og bliver ikke produceret længere, og det samme med Gule Kristian på sigt*. De er biodynamiske og smager helt fantastisk på en tør, men kraftig måde!

Derudover var Rotterdam naturligvis på ostebordet, og eftersom jeg har beskrevet dens formidable smagsnuancer i indlægget her, vil jeg springe det over i denne omgang.

Til gengæld kan jeg nævne den enten tyske eller hollandske (det veksler lidt, hvad de har af udvalg) “røget pølseost”, som er ganske speciel. Manden her i huset finder den besynderlig, men mange nære og bekendte, der har smagt den første gang, bliver positivt overraskede lige som jeg. Det er en røget komælksost, der er formet som en pølse.

Den fantastiske skæreost Kong Hans fik også en plads på bordet, og selvom det var den ost, der var købt flest gram af hos ostedamen, var det også en af dem, der blev spist allermest af. Det er sådan en ost, alle som regel kan lide, og det betyder ikke, at den er spor kedelig – tværtimod har den så meget smag, at den faktisk BØR smages, hvis du spørger mig.

Den sidste af de “gode gamle” var den røde primadonna, som er en genganger i ethvert supermarked og ofte på tilbud. Den var vores favoritost af de faste her i hjemmet, indtil vi opdagede Rotterdam, men den tager stadig 2.pladsen inden for slagsen.

De andre oste på bordet var en økologisk blåskimmel, en lækker gedegouda, en tomme de savoie (den med belgisk flag i stedet for navneskilt, da jeg først kom i tanke om navnet senere på aftenen) og en fransk rød-/hvidskimmelost.

Sådan en ost- og rødvinsaften er nok ikke noget, der tilrådes for ofte ifølge madpyramiden og diverse diætister, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er godt for sjælen. Det var en brandhyggelig aften, og der er bare et eller andet ved ost og rødvin, der kan løfte humøret i venskabeligt lag :-)

*) Læs kommentarfeltet for udredning af denne mistforståelse

Fredag d. 11-11-11 blev aftenmåltidet indtaget på den tidligere omtalte Restaurant Miró i godt selskab. Jeg føler mig altid godt velkommen, når jeg træder ind af Mirós døre, hvor man bliver taget godt imod – både af de søde tjenere, de smilende kokke og ikke mindst af stedets ejer, Toni, som trofast går rundt og opvarter sine gæster ved bordene og spørger til, om de har det godt, mens han fylder lidt ekstra i glassene.

Stedet kan umiddelbart virke “fint og køligt” udefra, men den stemning bliver hurtigt gjort til skamme, og atmosfæren er grundlæggende hyggelig, snakken går lystigt, og der er generelt god kontakt til tjenerne, som gerne giver sig god tid, hvis man har spørgsmål.

Til at starte med valgte selskabets to herrer noget boblevand, men da champagne ikke lige var sagen, lavede tjeneren i stedet en fin, lyserød velkomstdrink à la kir med noget solbærlikør i, så den blev lidt sødere.

Mens herrerne nød deres bobler, fik vi vand og en masse start-godter på bordet i form af bl.a. nugget-agtige kalvebrisler, saltede mandler, små oliven, humus med citronskal i stedet for tahin, fyldte bisque-hapsere, brød, rygeostcreme, saltet smør, kryddercreme og fedt med krydderurter.

Inden første ret kom der endnu en lille overraskelse ind på bordet, og det var lækre, søde rejer på en bund af jordskokcreme og med jordskokflager, jordskokchips, dildmayo og et drys af karse. Meget lækkert og forfriskende!

Selskabet valgte hver fire retter, men vi var ikke spor enige om at skulle have det samme, så det blev lidt af en opgave for køkkenet, og Tonis forslag om at tage retterne i “rigtig” rækkefølge faldt i god jord, så vi altså ikke alle sammen spiste de samme ting på samme tid.

To af os ved bordet startede ud med stegt kammusling med vakuumbagt selleri-firkant med cremet top samt en lille “pakke” med krabbe i og brændt hvidløgsdrys på låget. Der var dekoreret med dild, og den lifligste safransovs blev hældt omkring. Sovsen var helt klart det bedste ved den ret, som i øvrigt generelt var velsmagende og saftig.

Vinen til denne ret var Grüner Vetliner, Strassertal – Johan Topf fra Østrig og en årgang 2007. Det siger mig umiddelbart ikke så meget, men den smagte søreme godt! Og hvis der er noget, Miró er gode til, så er det ikke alene at sammensætte retterne med særdeles godt tilhørende vin, men også verbalt at beskrive smagsnoterne, så man kan gå på opdagelse i vinen.

De andre to startede ud med bagt pigvar vendt i grøn rasp og serveret med mos samt fire forskellige slags rødbeder: Rødbedekugler, syltet rødbede, rødbedeskum og rødbedeskiver. Meget smuk ret! Urter var i øvrigt drysset dekorativt ud over denne ret, som ses her på billedet nedenunder. Til pigvaren kom en let røget chardonnay reserve fra Hunter Valley, Australien, årgang 2007 fra Wandin Estate.

Næste ret, som var forret nr. to for alles vedkommende, var for tre af os stegt foie gras med hokkaidogræskar, butternut squash samt en kraftig hønseglace udenom. Den sidste ved bordet kastede sig i stedet over pigvaren, som de to andre allerede havde oplevet.

Foie gras-retten var en rigtig efterårsret både af smag og udseende. En god, robust forret med sød og fyldig smag, der fyldte munden godt op. De sødere og lettere græskar og squash akkompagnerede den tunge foie gras godt såvel som den smagsstærke glace.

Vinen til foie grasen var en 1. cru Beaurepaire 2007 Santenay fra Frankrig, og den var tilpas afdæmpet i sin smag til, at den gik godt i spænd med maden uden at tage over smagsmæssigt.

Så kom vi endelig til den eneste ret, vi alle var enige om at skulle have og så endda samtidigt: En rigtig Mortens Aften-ret med rosa-stegt berberiandebryst serveret med kartoffel-/trøffelcanneloni, okseragout samt grønt i form af babygulerod, bagt løg, bagt tomat og så en rodlignende ting, som måske var radise.

Sidstnævnte radise-agtige ting set bagerst på andebrystet her nedenfor var faktisk det eneste, jeg ikke var begejstret for – den var for bitter og besynderlig til mig, men resten var særdeles godt! Den gode, kraftige ragout blev hældt over retten, efter vi alle havde fået sat tallerkenerne foran os, så det var dampende varmt og indbydende klart til indtagelse.

Vinen til hovedretten her var 2007 Larrikin fra Barossa Valley, Australien, og den var god og kraftig både i duft og smag og kunne sagtens stå distancen med denne smagskraftige kødret.

Efter hovedretten skiltes vores veje atter, da tre af os ønskede dessert, hvorimod den sidste tog ostefadet, der var stillet op i to rækker, hvoraf man gik “med uret” rundt, og de efterhånden steg i smag og styrke. Et glas portvin, LBV Burmeister fra 2003, fulgte med til denne ret.

Vi andre fik noget af en oplevelse for øjnene! En hel lille skov af små klatter i grønne og efterårsfarvede nuancer, man kunne gå på opdagelse i. Denne dessert var helt klart underspillet på menukortet, da den stod beskrevet som “ødelagt æblekage”, for den var langt mere end æblekage rent smagsoplevelsesmæssigt. Der var små æblemarengs, syrlig æbleis, mørke chokoladeklatter, mælkechokoladeklatter, fløjlsbløde flødekaramelklatter, frisk mynte, hindbærklatter, små æblefyldte kager og en let spredt crumble ud over.

Til desserten fik vi en moscatel de la marina fra 2008 fra Spanien, og det var lige prikken over i’et. Da var vi faktisk nødt til leende at takke nej til at få fyldt mere i glassene, for de havde været så gavmilde med vinen hele aftenen, at jeg var begyndt at blive lidt bims :-)

Det var en særdeles hyggelig aften, og vi opdagede pludseligt, at tiden var rendt fra os, og at klokken var over midnat. Ikke desto mindre sad der stadig flere selskaber rundt omkring i restauranten og hyggede sig vældigt, og tjenere, kokke og Toni var stadig lige snakkesalige og nussede om os, som da vi kom.

Regningen for fire personer med to x champagne og fire menuer, tre vinmenuer (den ene ved bordet skulle køre) og et glas vin (som blev fordelt ud over alle vinene, så hun fik en god sjat vin til hver ret, så det “løb op” i sv.t. et – ret stort – glas) endte på 3.560 kr., og så smed vi lidt drikkepenge oveni for den gode service. Særdeles fornuftig pris for en særdeles god aften hos Miró.

Forleden aften lavede jeg trods 47 timers arbejdsuge, der netop var overstået, min nye yndlingsefterårsret, honningglaseret økokylling med æbler og svampe. Jeg er simpelthen helt tosset med især fyldet og den sovs, der kommer ud af det, og kyllingen bliver tilligemed fantastisk saftig!

Men jeg stødte ind i lidt anatomi-mystik, for inde i kylle fandt jeg to mærkværdige nyre-formede dimser, der var sådan lidt faste i det. Efter stegning var de der stadig og fuldstændigt intakte. Men hvad pokker er det mon? Kan de spises? Altså, umiddelbart tør JEG ikke… Men mon nogen af jer er så meget inde i kyllingens anatomi, at I kan fortælle mig, hvad de kirtel-lignende dimser på kyllingens rygsøjle midt i billedet er for nogle?

Efteråret er og bliver den i mine øjne smukkeste årstid, vi har her i landet. Naturen i al sin spraglede farvepragt, morgendis efter en nat på frysepunktet og en skarp solopgang over en isblå Århusbugt. Kombineret med knasende gåture godt pakket ind i bløde tekstiler og med en kær ved sin side og efterfølgende genfinden af varmen med en hed kop kakao og putten med tæpper i sofaen, ja, så er det også den mest romantiske tid på året. Hvis du altså spørger mig.

Ikke desto mindre er det med vemod, at jeg erkender, at sommeren endegyldigt er ovre, næsten før den rigtigt fik taget sig sammen til at dukke op. I høj grad på grund af de savnede varme sommerdage med stegende, høj sol, men faktisk mest fordi jeg kommer til at savne alle de gastronomiske goder, der er ved sommeren her i landet.

Det er vist ingen hemmelig, at jeg er helt syg med skaldyr, og blandt andet har jeg nydt godt af saftige jomfruhummere med urtesmør og friske krydderurter samt King Crab (som i øvrigt her ligner en krokodille-næbdyrskloning!) delt med en veninde på terrassen akkompagneret af aïoli, sprøde flûtes og iskold hvidvin. Skaldyrene befinder sig jo stadig i de omkringliggende have, men det er, som om udvalget bare er meget større om sommeren både på restauranterne, i butikkerne og nede i havnens biks.

Ud over de fantastiske skaldyr kommer jeg i vinterhalvåret også til at savne udvalget af friske bær og frugter i butikkerne, men allermest friske ærter, som faktisk er umulige at opdrive her i landet, når det er uden for sæson.
Ak ja, man kan ikke få både i pose og i sæk, men hvor ville det ellers være dejligt! :-)

Til at starte med vil jeg lige beklage de dårlige billeder, som alle er taget fra min mobiltelefon. Årsagen er, at jeg først på selve dagen, vi skulle til trøffelaften på Grappa Piccolo, får en mail fra restauranten om, hvornår vi skulle ankomme. Det var tidligere end beregnet, så jeg kom direkte fra arbejde, hvor jeg havde modtaget mailen og altså ikke medbringende mit kamera, som lå derhjemme.

I det hele taget var kommunikationen med restauranten under AL kritik! Heldigvis blev mit dårlige indtryk gjort til skamme af selve den gastronomiske del, men jeg vil alligevel fortælle om min særdeles ringe oplevelse med at få kontakt til restauranten.

Den 17. oktober reserverer jeg per mail bord til tre til trøffelaften på Grappa Piccolo, og jeg får dagen efter, den 18. oktober, bekræftelse på vores reservation. Jeg svarer tilbage på denne mail (som er sendt fra den mailadresse, de også har opgivet på deres hjemmeside) samme morgen og spørger, hvad tid det forventes, at vi ankommer. Derefter hører jeg ikke noget, og jeg lader to dage passere, før jeg skriver til dem igen den 20. for at høre, på hvilket tidspunkt det foretrækkes, at man ankommer. Dagen efter har jeg stadig intet hørt, og jeg vælger at kontakte dem via en formular inde på deres hjemmeside og med samme spørgsmål.

Da det bliver mandag, gør jeg endnu et forsøg på at kontakte dem via hjemmesiden, da der nu kun er to dage til trøffelaftenen. Derudover har jeg registreret på min telefon, at jeg samme dag har haft 11 opkald til restauranten, hvor jeg alle gange endte med en autobesked om, at alle deres medarbejdere var travlt optaget i restauranten.

Mandag eftermiddag tager jeg direkte efter arbejde ned til restauranten, der viser sig at være lukket, omend der går flere medarbejdere rundt derinde. Jeg ringer til dem, mens jeg står udenfor, men nu er der optaget. Jeg beslutter så at gå ned til deres søsterrestaurant Grappa længere nede ad gaden, hvor de forklares sagen og også forsøger at ringe til Grappa Piccolo uden held. De ender med at tage imod mit navn og telefonnummer med lovning om, at jeg bliver ringet op med svar på mit spørgsmål om ankomsttidspunkt dagen efter.

Det bliver tirsdag – dagen for vores reservation! Jeg har nu fået to mails: Den ene er “originalmailen”, som ser ud til at være sendt den 21. oktober (omend der ikke kan ses, hvilken mailadresse den er forsøgt sendt til), hvori der står, det starter kl. 18. I den anden beklager de, at det har været svært at komme i kontakt med dem, og at den originale mail var endt i en forkert mailboks.

Og således endte vi med at få svar på vores spørgsmål om ankomsttidspunkt ca. 9 timer, før vi skulle ankomme… Under al kritik, og jeg fik et usandsynligt dårligt indtryk af restauranten. Heldigvis blev der rettet op på det ved den smagsmæssige oplevelse, som der her følger en beskrivelse af.

Beliggenheden af restauranten er i Århus’ navle lige ned til åen ved Clemens Bro, og der er tale om en lille, hyggelig restaurant med plads til ca. 20-25 mennesker. Vi var kun os tre samt et selskab af to ved nabobordet, der skulle have deres trøffelmenu denne aften, men stedet var – på trods af, det var en tirsdag aften – særdeles velbesøgt med faktisk alle borde besat, som aftenen skred frem.

Vores tjener var både sød, informativ og opmærksom, og vi blev budt godt velkommen med historien om, hvordan kokken havde fået handlet en god pris hjem på de hvide trøfler, efter han var blevet tilbudt dem til 3000 kr. per kilo, hvorefter det viste sig at være 3000 euro, der var tale om.

Første ret var en jordskoksuppe med sprøde jordskokchips og nogle flager af hvid trøffel. Vi havde med vilje ikke fået brødet ind endnu, da forretten blev serveret, idet tjeneren pointerede vigtigheden af, at vores smagsløg fik lov til først at opleve suppen med trøffelflagernes smagsnuancer, før vi risikerede at “drukne” dem i brød med – en i øvrigt fantastisk lækker – olivenolie, som derefter blev bragt ind.

Suppen var ganske velsmagende, chipsene sprøde, og trøffelflagerne var lige prikken over i’et. Til forretten fik vi en Barale Barolo chardonnay fra 2010, som var frisk og ung i smagen.

Anden ret var parpadelle i cremet hvidvinssauce med friskhøvlede trøfler. Den var ganske god og velsmagende, men en anelse kedelig i min optik. Min søster og jeg spiste ikke denne ret helt op, og mit motiv var, at den mættede lige lovligt, og jeg ville gemme plads til hovedret samt dessert.

Vinen til denne ret var imidlertid usandsynligt lækker! En næsten grønlig-gul Franz Haas Manna fra 2007, og den var røget/krudtet i smagen på den måde, der får mig til at mindes fyrværkerilugten nytårsaften. “De kloge” kalder det vist for petrolium, den smagsnuance, og den er jeg en stor fan af!

Hovedretten bestod af tournedos på en bund af spinat og toppet med foie gras og friskhøvlede trøfler, og omkring var en fyldig trøffelsauce. Ved vores bord valgte vi alle at få stegt vores tournedos røde, og min var helt perfekt. Foie grasen var saftig og smidig, og spinaten en anelse kedelig, men passede ganske godt som mere neutralt supplement til det restende på tallerkenen.

Til denne ret fik vi en fyldig rødvin, Rosso de montalcino Castillion del Bosco, som passede rigtigt godt til den smagskraftige ret.

Desserten var det eneste uden trøffel, og det var jeg nu ganske godt tilfreds med ;-) Den bestod af en chokoladeganache med bærkompot samt vanille- og pistacieis. Jeg er ikke den store chokoladespiser, og specielt mørk chokolade er jeg slet ikke til, men denne chokoladeganache var lige i øjet i forhold til mørkhed, hvis man spørger mine smagsløg. Min søster ville have foretrukket den mørkere, men hun er også en typisk chokoladegris.

Bunden var ret hård, så imens min søster sad og kæmpede med den, havde den opmærksomme tjener hentet en kniv, som hun diskret lagde til hende på bordet – det vakte stor morskab hos os alle! Hehehe…

Bærkompotten var smadderlækker, og isen en anelse kedelig, men med lækre pistacienødder drysset ud over. Dessertvinen, vi fik til, var helt formidabel! Det er med god grund, at Grappa Piccolo kalder sig en vinbar, for flere af deres vine var særprægede og utroligt velsmagende. Til desserten var det en Degani Ricotto fra 2006, og farven var i sig selv imponerende – næsten blæksort, men med et rødligt skær.

For fire retter inkl. vin kom vi hver af med 595 kr., hvilket var en ganske fornuftig pris for en god smagsoplevelse. Servicen var i top, fra vi ankom til restauranten og fremefter, og atmosfæren i restauranten er også helt klart nævneværdigt hyggelig.

Alt i alt – også selvom det var møgirriterende ikke at kunne komme i kontakt med stedet – var det en god oplevelse, og jeg skal klart spise der igen, omend jeg vil vælge at bestille bord ved at møde op frem for elektronisk.

Når det hele sejler både på arbejde og hjemme, er det andre ting end maden, der bliver prioriteret. Sådan en uge har jeg lige haft, og jeg er kommet igennem lige akkurat med skindet på næsen.

I sådanne tider er det påskønnet at have et lille lager af basale madvarer, der sammen kan blive til en fortræffelig ret, som tilmed kan laves på 0,5. Aftensmaden forleden dag var en af disse, og selvom den er så såre simpel, får I lige “opskriften” her, for nogle gange tænker man måske ikke lige over, hvor let det faktisk kan være at lave en god gang aftensmad.

INGREDIENSER

Pasta i en eller anden afstøbning
Et glas færdigblandet pesto
Bacon i tern
Salt & kværnepeber

Anvender man frisk pasta, tager det kun i omegnen af 10 minutter alt i alt at stykke retten sammen. Drønsmart, hvis man har travlt eller minus på energikontoen efter en hård dag.

Urtekrams økologiske pesto afbilledet ovenfor kan absolut anbefales, hvis man ikke selv har tid og overskud til at bikse en pesto sammen fra bunden. Er man til det mere ekstravagante, har Salling Super nogle pastaer/tapenader fra Frantoio di Sant’ Agata d’Oneglia, der smager himmelsk at blande i pasta! Blandt andet kan de fås med soltørret tomat, trøfler, valnødder og svampe.

FREMGANGSMÅDE

• Kog pastaen i saltet vand som anvist på pakken
• Steg baconen helt mørkt og knasende sprødt
• Lad baconen hvile på fedtsugende papir
• Hæld vandet fra pastaen, når den er al dente
• Portionsanret pastaen blandet med pesto, peber og toppet med bacon

Bemærk i øvrigt mine fine “nye” tallerkener. Jeg faldt over et billede på det store internet, der fik minderne frem fra barndommen, når jeg blev passet hos min faster. Hun havde nemlig tallerkener med denne fine nodekant på, og selvom de ikke er vanvittigt smukke, så forbinder jeg dem i så høj grad med hygge og nostalgi, at jeg måtte opsøge, hvad mærke de var.

Det viste sig at være et Knabstrup lerstel, der går under navnet Blå Bellman, og jeg fandt disse to “tykmælksskåle” hos en samler, der solgte dem for 200 inkl. fragt, og så måtte jeg slå til.

Nåh, men tilbage til pesto-løjerne: Havde jeg haft svampe i huset, var de uden tvivl blevet smørstegt og tilsat retten her til sidst sammen med baconen. Det smagte dog også fortrinligt uden, og det slår uden tvivl flade rugbrødsmadder med en skive kantstiv ost med flere længder.

Hvis man laver rigelige mængder, kan pastaretten her også med fordel anvendes til madpakke, da den også er velsmagende i kold tilstand.

Skulle du vælge at slå et smut forbi et sted, hvor de førnævnte pastaer sælges, så kan jeg klart anbefale den lille krukke med indhold af Karl Johan-svampe og valnødder. Det er ikke et helt billigt bekendtskab, og man bliver hurtigt små-afhængig, men det er et must try, hvis man har smagsløg, der skal forkæles med nye oplevelser.

Er du vimmer, hvor smagte gårsdagens aftensmad bare godt! Det er meget meget længe siden, jeg har fået gammeldags ovnkylling med fyld, kogte kartofler, brun sovs og agurkesalat, der smagte så saftigt, sødt og lækkert. Så I skal selvfølgelig ikke snydes for opskrift og billeder.

Opskriften er faktisk stærkt inspireret af et indlæg hos denne madblogger, som jeg ved et tilfælde kom forbi for noget tid siden. Det lød så lækkert, at jeg fluks kopierede opskrift og link, og så improviserede jeg ellers lidt, som jeg jo plejer. Så skynd jer lige forbi den madglade bogorm – det er klart et besøg værd :-)

INGREDIENSER

1 styk økologisk kylling
½-1 æble
1-2 portobellosvampe
2 fed hvidløg
Citronskal fra ½ øko-citron
2 spsk. soya
5 spsk. rapsolie
5 spsk. flydende honning
Saften fra 2 lime (eller 1 citron)
Salt & peber
1/4 liter piskefløde
Kulør
Meljævner (Maizena)
Kartofler til det antal personer, der spiser med
Agurkesalat

FREMGANGSMÅDE

• Skær æble og svampe i mellemstore tern
• Riv citronskallen, og hak hvidløgene groft
• Bland ovennævnte godt sammen, og stik det i måsen på kylle
• Bind evt. benene sammen med madsnor for at “lukke af”
• I en pose blandes soya, olie, honning, limesaft, salt og peber
• Bind knude på posen, og mos godt rundt, så det blandes
• Smør kylle godt ind overalt udenpå med ca. 3/4 af marinaden
• Hæld resten af marinaden i en lille kande til senere brug
• Steg kyllingen i et fad i ovnen ved 160 grader i 45 minutter
• Undervejs overhældes den med marinaden et par gange

• Hæld væsken fra fadet over i en kasserolle
• Vend kyllingen, når den er gylden, og steg videre i 30 minutter
• Hæld atter marinade over med jævne mellemrum
• Skru op på 200 grader, og lad den stege færdig i 15 minutter
• Kog kartoflerne al dente i saltet vand, der lige akkurat dækker
• Hæld væsken fra kyllingen over i kasserollen til det andet
• Lad fuglen hvile i knapt ti minutter
• Kog væsken fra kyllingen op med fløde, og tilsæt lidt kulør
• Smag til med salt og peber, og jævn med meljævningen
• Server kyllingen med kartofler, agurkesalat, æblemix og brun sovs

Æble-/svampeblandingen med hvidløg og citronskal smagte simpelthen så lækkert! Sødt og mildt, men med et syrlig-frisk twist på grund af citronskallen. Man kan snildt bruge andre svampe end portobello, og jeg tror, jeg vil supplere op med en ekstra næste gang.

I har måske bemærket, at der figurerer et lille syltetøjsglas på et af billederne med mærkaten “kanel”. Det er af den simple grund, at der skulle kanel i fyldet ifølge originalopskriften, men det endte jeg faktisk med at droppe helt. Kanel og jeg er ikke ligefrem BFF, så det er lidt on/off, at jeg leger med dette krydderi.

Sovsen blev også meget sød, da den jo består af en stor del honning, men jeg syntes virkelig, den var fantastisk! Min kæreste var mere skeptisk, men han er også en meget traditionel mand. Jeg vil vove den påstand, at det er den bedste brune sovs, jeg nogensinde har lavet!

Denne kyllingeopskrift kan jeg ikke andet end anbefale varmt til alle. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at den bliver en genganger her i huset vinteren over.

Min gode veninde havde for noget tid siden været på Restaurant ET med sin kæreste, og de var særdeles tilfredse med oplevelsen, så i fredags besluttede min kæreste og jeg, at det var vores tur til at prøve det af.

Restauranten har til huse på Åboulevarden næsten helt nede ved havnen og er nabo til den noget mere trivielle, dog af århusianerne velkendte Restaurant Italia. Menukortet havde vi forinden tjekket ud på nettet, og det så særdeles lovende og meget lækkert ud!

Booking af bord kunne også snildt klares online, og det er særdeles effektivt og klart at foretrække i min verden, så man slipper for at finde telefonen frem, stave navn etc. for personen i den anden ende, der tilmed skal besværes med at tjekke tidspunkter og ledige borde. Elektronisk booking, ja tak!

Menukortet afslørede diverse valgmuligheder indenfor gourmet-genren, og derfor besluttede vi os for hver at bestille fire retter. Vi er jo vant til normalt at spise mellem fem og syv retter, når vi er på gourmetrestaurant, så fire skulle vi snildt kunne klare… Big mistake! Mere om det senere…

Vi valgte begge marvpiber fra dansk kalv med persillesalat og grilltoast til forret – en first timer for os begge, og smagen overraskede mig. Meget smagskraftigt og fedt, men særdeles velsmagende, når man lige fik vænnet sig til konsistens og styrke. Marvpiberne var kæmpe store, så der var meget marv, og den lette salat og de ristede, tynde skiver brød akkompagnerede den fortrinligt. Vi drak et glas hvidvin til, der var let røget i smagen.

Næste forret var for vores begges vedkommende foie gras, men min kæreste valgte deres foie Gras terrine med chutney og lun brioche, hvorimod mit valg faldt på stegt foie gras ”Gastrique” med Williams-pærer, peber, kørvel og selleri. Det var en kæmpe tallerkenfuld, der blev stillet foran os, og vi var atter forbløffede over mængden!

Det var som at gå på opdagelse i en lille skov af lækkerier på min tallerken. I midten tronede den særdeles velsmagende foie gras med meget blød midte og nærmest glaceret overflade. Rundt om var syltede pærer, en lækker sellericreme hist og her og noget syrligt i klatter, der sagtens kunne have været noget pureret pære med lime, uden jeg dog er helt sikker. Derudover var der sprøde brødcroutoner og kraftig sauce.

Jeg var allerede ved at være særdeles mæt i løbet af anden ret, og vi begyndte at forstå, hvorfor den i øvrigt super friske og humoristiske unge kvinde, der betjente os, syntes, at vi bestilte meget med fire retter!

Hovedretten var den mindst imponerende ret for mit vedkommende. Min kæreste valgte en ganske udmærket entrecôte med bearnaise, pommes frites og sprød salat. Jeg valgte derimod “Michel Michauds rørte oksetatar” med salat, og jeg må erkende, at tartaren druknede smagsmæssigt i de mange hakkede løg, der var iblandet. Det var næsten ikke muligt at smage det friske kød for den dominerende løgsmag.

At jeg så også var ved at være på bristepunktet, hjalp heller ikke på det. De pommes frites, der fulgte med, blev pænt flyttet ud på kanten og blev nedprioriteret til fordel for den udmærkede salat og nogle mundfulde tartar, før jeg måtte give op. Pommes frites til denne ret synes jeg måske også er en anelse malplaceret, men der er andre nok uenige :-)

Til hovedretten fik vi hver et glas udmærket rødvin, som vi lod huset bestemme, og tjeneren var god til at præsentere vinen og redegøre for den, selvom hun leende erkendte at have indlært det og ikke vidste så meget om det selv, så vi blev enige om, at hvis vi ikke kunne lide vinen, skulle hun nok fortælle, hvem vi skulle skælde ud ;-)

Efter at have slået mave lidt og set mange af restaurantens gæster blive færdige og forlade stedet, tog vi hul på sidste ret. Jeg påstod hårdnakket, at vi kvinder altid har plads til dessert, så jeg afviste at droppe den ellers bestilte dessert trods begyndende mavepine.

Det var en ganske udmærket crème brulée, dog ikke noget ud over det sædvanlige. Skallen var tykkere end forventet, og nedenunder var den måske en anelse for kølig. Men smagen var der ikke spor at sætte en finger på!

Min kæreste valgte ost med surt og sødt som sin sidste ret, og der kom en kæmpe bakke ind med hele oste, der blev stillet an på et folde-ud-bord, og så fik han ellers en introduktion til alle ostene, før han skulle pege ud, hvilke han ville have stykker af. En humpel ost (stor – lige som alt det andet på dette restaurantbesøg!) kostede 20 kr.

Til sidste ret fik min kæreste et glas moscato, hvorimod jeg holdt mig til vand. Havde jeg haft mere rum tilbage i mavesækken, ville jeg helt klart have været frisk på de lækre oste også, men det må blive næste gang.

Vi kom i alt af med 1.406 kr. + drikkepenge for otte KÆMPE retter og fem glas vin. Temmelig billigt kvaliteten OG størrelsen på retterne taget i betragtning! Vi skal helt klart prøve det igen, men næste gang kun med de tre retter som maximum, for jeg fik så frygteligt ondt i maven sent på aftenen og var faktisk på nippet til at kaste op. Ikke pga. maden, men pga. den mængde mad jeg havde indtaget. Så kan jeg lære det! :-)

Det er weekend i det lille hjem, og selvom jeg egentlig havde en mappe fyldt med billeder fra fredagens restaurantoplevelse, hvor jeg spiste mig en mavepine til, må det vente til en dag, jeg gider. Vi var nemlig til stor fest i går og er begge noget slatne i betrækket i dag.

Imidlertid kan jeg lige smide et billede på af det, der står foran os på sofabordet her til aften: Friske figner, frisk mango, Bountybar, et kæmpe glas sødmælk (yndlings-dagen-derpå-drik for mit vedkommende!) og en pose Matador-mix. Nu vil jeg putte mig godt under vattæppet og lade Shrek underholde resten af aftenen.

God søndag til jer derude!

Det ville være synd at sige, at kantinen på min arbejdsplads laver god mad. Det ville sådan set også være direkte usandt. Til gengæld er maden underholdende… på godt og på ondt!

I dag læste en kollega buffetmenuen op fra intranettet inden frokosttid, og vi var en flok, der blev enige om at tage vores mobiler med i kantinen for at forevige deres til dato mest tåbelige ret: “Salat med popcorn”…!

Før har vi dog haft en vinder, der hed “grønne bønner med popcorn” stærkt forfulgt af “vandmelon med rugbrødstern” og “artiskokhjerter med halve salami-skiver”. Så er det, jeg efterhånden tænker, at kantinefolkene enten har verdens mest dysfunktionelle smagsløg eller bare har en fandens god humor.

Følgende opskrift gav jeg mig i kast med for et par uger siden, da jeg faldt over den i et gammelt “Mad & Venner” fra september 2007. Det er første gang, jeg har lavet en bread pudding, og den blev ganske lækker, omend jeg lige skulle vænne mig til ideen med toastbrød brugt til dessert.

Jeg vil lige, før jeg skriver opskriften til jer, benytte lejligheden til at takke jer, der følger med her på bloggen, om så I bare slår et smut forbi i ny og næ eller læser med flere gange om ugen. Er meget beæret over, at jeg har så mange læsere og besøg, og specielt en tidligere kollega, sygeplejerske A, skal have en varm hilsen – jeg blev meget stolt over at høre fra en fælles bekendt, at du kan lide min blog :-)

Og nu til det spiselige:

INGREDIENSER (til lille størrelse bradepande)

250 gram blommer, vægt uden sten
25 gram rørsukker
En lille klat smør til sautering
Kornene fra ½ vanillestang
1 helt æg
1-2 æggeblommer (afhængigt af størrelse)
1 dl sødmælk
1½ dl fløde
50 gram rørsukker
Lidt havsalt
Ca. 100 gram toastbrød uden skorper
75 gram smeltet smør
Lidt rørsukker som drys på toppen

FREMGANGSMÅDE

• Blommerne skæres i både
• I en gryde smeltes smør; blommer, sukker og evt. lidt vand tilsættes
• Blommerne sauteres i gryden i ca. 8-10 minutter
• Tag blommemosen af varmen, og køl dem af på en tallerken
• Pisk æg, æggeblommer, vanillekorn, mælk, fløde, sukker og salt sammen
• Når sukkeret er opløst, og massen skummer godt, skal det hvile i ½ time
• Smelt de 75 gram smør, og pensel de skorpeløse brød på begge sider
• Smør en lille bradepande med smør eller olie
• Læg halvdelen af brødene som bund i bradepanden tæt side om side

• Fordel blommemosen jævnt oven på brødene
• Over mosen hældes halvdelen af æggemassen
• Lav et lag med det resterende brød tæt side om side
• Hæld resten af æggemassen over, og lad det suge i ca. 15 minutter
• Strø til sidst lidt rørsukker over æggemassen
• Bag i ovnen ved 180 grader i 45 minutter
• Bread puddingen er færdig, når overfladen er mørkegylden og sprød
• Lad den afkøle i ca. ½ time før udskæring og spisning
• Servér evt. med friske bær og/eller creme fraiche on the side

Bread puddingen bliver sprød og saftigsød, og den er specielt god, når den stadig er lun, men pas endelig på ikke at gå i gang for hurtigt, for blommemassen er frygteligt varm i noget tid efter bagning.

Det er en dessert, der godt kan holde sig i køleskabet i et par dage uden at blive kedelig ved genopvarmning. Det er primært brødets holdbarhed, man skal have for øje, da blommemassen til gengæld indeholder store mængder sukker og er mere hårdfør.

Man kan sagtens bruge andet end blommer til en bread pudding, f.eks. sweet potatos, nødder, æbler eller andre frugter. Hvis man googler “bread pudding”, kommer der mange lækre opskrifter frem.

Næste gang kunne jeg godt tænke mig at lave en bread pudding, hvor toastbrødet har ligget og suget rom eller sherry natten over og så enten med æblemasse eller hokkaidogræskar, som det jo netop er årstid for.

I går var det endnu tid til et møde i Madklubben. Madklubbens medlemmer udgøres af min veninde og mig, og klubben går udelukkende ud på at spise lækker mad på århusianske restauranter. Det er jo lige til at overkomme.

Mødet fandt sted på NFK aka Nordens Folkekøkken på Jægergårdsgade i Århus. Det var en first timer for alle medlemmerne i klubben, så på trods af de ret så lave priser var forventningerne høje. Ikke mindst, fordi vi forinden havde tjekket menuen på nettet og havde lyst til at spise det hele rub og stub.

Vi blev dog enige om at holde os til fem retter med vin for at være på den sikre side af sprækket maveskind. Man kan vælge op til syv retter med vinmenu, og menuen var praktisk nok printet på dækkeservietterne, så man hele tiden kunne holde sig à jour med, hvad det var, man tyggede på, og hvad næste ret var.

Stedet er utroligt flot og meget skandinavisk med åbne flader, hvide vægge samt interiør holdt i kolde farver i skarp minimalistisk stil. På det ydre er det et rigtigt stilfuldt og gennemført sted, uden at det dog manglede hygge.

Vi startede begge med en helt fortrinlig jordskoksuppe med jordskokchips og frisk estragon. Den var lækkert cremet og mild i smagen, og til suppen fik vi en skøn, mørkerød lambrusco (DOC Secco, Medici Ermete), der gjorde vores minder fra 90′erne svært til skamme.

Næste ret var for mit vedkommende røget makrel med purløgsolie, røget kartoffel, østersyoghurt og radiser. Den nok flotteste ret på bordet den aften, men desværre også den der skuffede mest. Jeg tænder helt af på ben i fisk, og der var adskillige i denne ret, hvilket endte med et par mundfulde i servietten. Rigtigt rigtigt ærgerligt, men det ødelagde altså hele oplevelsen, selvom smagen faktisk var ganske okay (uden dog at være lige i øjet).

Retten var i øvrigt kold, og det kunne have været rart at vide det på forhånd, da det kom som en overraskelse for mig. Set i bagklogskabens lys skulle jeg have valgt denne ret fra og i stedet osten til, som den anden del af selskabet valgte at gøre.

Vinen til denne ret var en ung rosé med let perlende karakter, dog til den sødere side (Zabu Rosato Sicilia Igt 2010, Tenimenti Zabu). Den passede ganske fint til den kolde fiskeret.

Til gengæld tog næste ret klart præmien som aftenens lækreste uden den mindste tvivl fra nogen af Madklubbens medlemmer! Den bestod af ristede svampe, kastanjer, luftig kastanjepure, svampestøv og svampeolie, og selvom det måske ser halvkedeligt ud på billedet, var der tale om himmerrigsmundfulde!

Til retten blev der serveret en oktober-øl fra Bock, Herslev Bryghus. Øllen passede smagsmæssigt ganske godt til den “runde” og smagsstærke ret, da den var sød og tung. Dog kunne jeg ikke drikke det hele og valgte i stedet til resten af måltidet en jordbærsaft on the side, som var rigtigt lækker!

Den gode svamperet fyldte godt i maven, og jeg var faktisk allerede halvmæt, da fjerde ret kom på bordet: Lun syltet laks med grov rodfrugtmos, tang og rå rødder. Den grønne, asiatiske tang var jeg ikke særligt glad for, så den sprang jeg over. Resten var ganske velsmagende, omend jeg ikke fik spist meget mere end halvdelen; både pga. mæthed og måske også lidt skuffelse, da retten måske nok var en anelse kedelig.

Til den syltede laks blev der hældt en god hvidvin op, og den fik hurtigt ben at gå på. Faktisk nåede jeg at blive godt kørende på de fremragende vine, der blev serveret i løbet af aftenen, så vi havde en særdeles morsom gåtur hjem!

Sidste ret var NFKs version af en mini-lagkage på vanillebunde i følgeskab af Grand Marnier, æbleflødeskum, bærcoulis og blåbærsorbet. Grand Marnieren måtte gerne have trådt tydeligere frem, men sorbeten og ikke mindst poppin’ candy, der var strøet ud over, var fremragende!

Til desserten var der en lækker moscato (”Cantico” Moscato, Campagnola), og det var et godt glas at runde aftenen af med.

Vi endte med blot at skulle af med 550 kr. hver for fem retter med vin. Min veninde syntes, det havde været rigtigt godt, hvorimod jeg havde haft et par skuffelser. Dog vil jeg sige, at det er en særdeles god pris for kvalitetsmad, og vi kunne sagtens finde på at holde et nyt møde i Madklubben på NFK en anden god gang.

Beklager den lange stilhed her på bloggen, men sagen er den, at jeg det sidste stykke tid har været ramt af sygdom – dog ikke fra noget, jeg har spist, men fra en simpel influenza som min kæreste var så gavmild at dele med mig, da han røg ned i sidste uge.

I den tid har dagens måltider stået på ret simple retter i særdeleshed doneret fra fryseren – blandt andet denne fremragende chili con carne og disse saftige pølsehorn. Men en af de ting, jeg har sat mest pris på ud over varm kakao med mørk rom, er en håndfuld friske figner fra Irma.

Min mor har et figentræ i sin have, og hun var den, der først introducerede mig for den friske version. Har man endnu ikke smagt figner friske, så bør man give det en chance, for det er noget helt andet end de der kedelige, tørrede figner og figenpålæg.

Smagen er sød og saftig, og de er lette at spise som hapsere, uden det smatter ud over det hele. Desuden er de meget sukkerholdige og fulde af energi og a-vitamin, fosfor, jern, kalcium, kalium og magnesium, så måske har de været medvirkende til, at jeg nu efterhånden så småt er ved at være ovenpå igen.

I aftes var jeg alene hjemme og havde ikke rigtigt tænkt på aftensmad, før klokken pludseligt var blevet 22.00, og så måtte jeg jo i gang med at kigge på, hvad køleskabet kunne indeholde af fristelser. Jeg havde tidligere på dagen været forbi Salling Super, hvor jeg havde købt både gode oste, gode salamier og massevis af svampe, så det endte med at blive noget med sidstnævnte.

Oh yes, min svampe-hype er endnu ikke ophørt – særligt ikke nu, hvor det er blevet efterår og svampesæson big time i Danmark med den fugtige sommer og sensommer, vi har haft. Så køleskabet kunne byde på både de små, spændstige bøgehatte såvel som gyldne kantareller.

INGREDIENSER (1 person):

2 skiver toastbrød eller sandwichbrød
en god klat smør til stegning
Urtesalt (Herbamare er min favorit)
En håndfuld bøgehatte
En håndfuld kantareller
1/4 løg
En stor dusk frisk oregano
En lille sjat hvidvinseddike
Et drys all round-krydderi
Kværnepeber
Ca. ½ dl. fløde

FREMGANGSMÅDE:

• Smid en klat smør på panden, lad det bruse op
• Drys med urtesalt hen over det smeltede smør, og læg brødene på
• Steg brødene gyldne ved høj varme, vend undervejs et par gange
• Imens skæres svampene i fine, små stykker, og oreganoen hakkes groft
• Skær løget i små tern, og bland sammen med svampe og oregano
• Tag brødene af, skru ned på ca. 4 på blusset, og tilsæt lidt smør igen

• Steg svampeblandingen i det smeltede smør, rør godt rundt imens
• Tilsæt en sjat hvidvinseddike, all round-krydderi og kværnepeber
• Når svampemassen er stegt blød og gylden, tilsættes fløden på panden
• Lad fløden koge ind med svampemassen ved relativt høj varme (4)
• Smag til med lidt urtesalt, og juster evt. med mere all round og peber
• Når der ikke længere er flydende væske på panden, er det klart
• Fordel svampemassen på de smørstegte brød, top med en dusk oregano

Retten tog max et kvarter at tilberede, og jeg var forundret over, hvor velsmagende det var! Først havde jeg kun lavet en enkelt skive, men kunne da hurtigt smage, at jeg var nødt til at lave endnu en.

Man kan sagtens bruge andre svampe, end dem jeg har anvendt her, men jeg må erkende, at kantarellerne er med til at give svampestuvningen en sødmefyldt smag, som ikke alle svampe kan leve op til. Bøgehattene er sprøde og spændstige, selv efter stegning, så de var også lækre i blandingen her. Næste gang tror jeg, at jeg vil prøve med shiitake og portobello – også to af mine favoritter.

De eneste to faldgrupper, jeg kan komme i tanke om, er, at man skal passe på med ikke at bruge for meget løg og for meget hvidvinseddike. Løget kan hurtigt overdøve den delikate svampesmag, så jeg vil anbefale den målestok løg og svampe imellem, som der kan ses på billedet, hvor det hele er skåret ud. Det ser ud af ret lidt løg, men der skal ikke mere til. Betragt det som et krydderi.

Ligeså med hvidvinseddiken: Det skal til for at give et lille syrligt pift, men det må ikke blive dominerende, så derfor er det også kun et slags krydderi til at løfte resten af retten på et detaljeplan. Men ellers må man bare smage til undervejs eller redde det med fløden, hvis eddiken skulle blive for fremtrædende.

Lur mig, om jeg efter en midnatsgåtur med manden min ikke valgte den mest finurlige bakke æg hos 7eleven i nat. I hvert fald slog jeg her til morgen/formiddag først et enkelt æg ud til spejlæg på panden, der havde dobbeltblomme, hvilket jeg kommenterede højlydt og med slet skjult imponeret stemme.

Da jeg slog det næste æg ud, stirrede jeg forbløffet på panden, hvor der var endnu en ekstra lille gul fyr midt i hviden. Okay, sejt nok! Tredje æg? Præcis – samme scenarie, omend den ene blomme kort efter nåede at flyde ud, og nu skævede jeg i stedet med skepsis på bakken med de tre resterende æg.

Hvad er oddsene lige for at slå hele tre æg ud med siamesiske æggeblommer i dem alle?! Den høne har da godt nok haft gang i en usandsynligt fræk hane, eller noget… Produktiv i hvert fald. Nu er jeg så spændt på at se, hvad der gemmer sig i de sidste tre æg.

Da jeg var barn og teenager, husker jeg, at min absolutte livret i adskillige år var pariserbøf, som far kunne lave den. Det var så at sige ham, der lærte mig, hvordan man laver den helt rigtig, og senere påstod han endda – som argument for, at det var mig, der skulle stå for aftensmaden – at jeg var bedre til at lave pariserbøf end ham.

Opskriften er jo sådan set såre simpel, og det tager ingen tid at tilberede, hvis ellers man har alt tilbehøret, der påkræves. Det er ingen hemmelighed, at jeg er til rødt kød, så det anvendte hakkede oksekød skal naturligvis være af god kvalitet og nyere dato. Her kommer min version af denne udmærkede spise.

INGREDIENSER (til 2 personer):

3-4 skiver sandwichbrød (de store skiver toastbrød)
450 gram hakket økoko
1 spsk. smør til stegning
Salt & friskkværnet peber
En håndfuld friske svampe
All round-krydderi
1 fed hvidløg
1 løg
3 æggeblommer
Peberrod
Kapers
Syltede rødbeder i skiver
Bredbladet persille

FREMGANGSMÅDE:

• Skær svampene i mindre stykker, og smørsteg dem
• Tilsæt presset hvidløg og all round-krydderi til svampene
• Rist i mellemtiden brødene på en brødrister, til de er gyldne
• Tag svampene af panden, hold dem varme i staniol
• Del oksekødet i fire, faste kugler, pres dem flade på brødene
• Krydr med salt og peber, og steg dem i restsmøret først på kødsiden
• Når “kødskorpen” har taget farve, vendes bøfferne til brødsiden
• Når brødsiden er blevet gyldenbrun, skrues ned for varmen
• Lad bøfferne stege 5-10 minutter på kødsiden, til de har fået tilpas

• Æggene skoldes med kogende vand, og blommen adskilles fra hviden
• Løget skæres i ringe, peberroden rives fint, og persillen hakkes
• Pariserbøfferne anrettes med løgringe og en blomme i en stabil midterring
• Ud over drysses med frisk peberrod, kapers og persille
• Ved siden af anrettes skiver af syltet rødbede og de stegte svampe

Svampene er min egen tilføjelse til en ellers traditionel ret, og jeg laver dem lige så ofte uden hvidløgen. Peberroden skal være frisk og ikke forrevet fra butikken – så er den mere smagskraftig og kommer bedst til sin ret.

Når jeg steger bøfferne, sørger jeg for, at kødet mod brødsiden når at blive gennemopvarmet, så det ikke længere er råt, men det trods alt er rødt og saftigt. Det første stykke tid får det ved høj varme både på kød- og brødside, hvorefter kødsiden får den sidste gennemvarmning på lavt blus.

Så blev det igen tid for Århus Festuge og dermed også den famøse skaldyrsbuffet på Restaurant Seafood beliggende på Marselis Lystbådehavn. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om buffeten i september 2010, og nu er det tid til endnu et.

Det bliver mest af alt en billedstorm, for der er ikke så meget nyt at tilføje. Buffeten er overdådigt lækker med alt, hvad hjertet kan begære af skaldyr. Jeg var der i torsdags i selskab med et vennepar samt søster og svoger, og det var en rigtig hyggelig aften.

Jeg havde bestilt bord til os 1½ måned i forvejen for at være 100% sikker på at få et bord. Jeg ved ikke, hvor eftertragtet buffeten er, dog kunne jeg atter konstatere, at der var helt fyldt op i lokalet, da vi var der i torsdags.

Buffeten hos Seafood løber af stablen alle dage i festugen, så vidt jeg har forstået, og man skal reservere bord forinden. Man ankommer ved 18.30-tiden, melder sin ankomst i stuen og bliver vist op på førstesalen, hvor selskaberne til buffeten er placerede rundt omkring ved fordækkede borde.

Til at starte på skænkes et glas champagne, hvorefter der anrettes med en halv hummer til hver. Der står i forvejen brød, smør, mayonnaise og aïoli, når man ankommer til bordet, og specielt aïolien smager, så fuglene synger!

Efter hummeren er der frit slag på buffeten. Der står rene tallerkener og bestik for buffetens bordende, og mens man læsser på tallerkenen, sørger tjenerne for at fjerne hummertallerkenerne nede fra bordet.

Af drikkevarer vælger man selv fra vinkortet, der præsenteres af tjeneren, inden der tages hul på buffeten, og vi fik konsumeret to udmærkede flasker hvidvin i løbet af aftenen. Min søster stod for valget, da hun og min svoger er de mest vinkyndige i selskabet.

Løbende blev buffeten fyldt op med nye fade og bakker, når der efterhånden blev tømt rundt omkring, så skaldyr og fisk var hele tiden friske. Da rendet til og fra buffeten var ebbet ud, blev der i den ene ende stillet op med ost- og dessertbord med friske bær spredt ud over fadene. Ligeledes var ost og dessert som buffet, så man kunne fylde op, så mange gange man havde lyst til.

Efterhånden havde skumringen lagt sig over lystbådehavnen, og vores maver var på bristepunktet, da vi bad om regningen. For buffet, et glas champagne og to flasker vin til deling endte regningen per person på 804 kr. Lidt dyrere end sidste år, hvor vi ellers havde fået tre flasker vin, men stadig en okay pris kvaliteten taget i betragtning.

Dette indlæg skal I takke ingen mindre end Klidmoster for, for det er helt og aldeles hendes opskrift, og jeg er totalt solgt! Hold fast, hvor er det en overjordisk fantastisk is, og I er nødt til at prøve den, hvis I holder af Lange Jan-lakridser eller lakridsisen fra ParadIs.

Så nu vil jeg viderebringe opskriften til jer kære læsere og præsentere den med egne billeder af processen, omend det var en særdeles nem opgave. Det eneste ekstraordinære, denne is kræver, er en tur i en helsekostbutik samt lidt tålmodighed, hvis man som jeg ikke ejer en ismaskine.

INGREDIENSER (til 1 person, hvis man er mig, ellers til 5-6 personer)

3,5 dl vand
4 spsk. lakridsekstrakt
1 dåse kondenseret mælk
2,5 dl fløde

Lakridsekstrakten er det, du skal købe i helsekostforretningen, og husk – det skal ikke være lakridsrod, men det lysebrune salmiakpulver, der ofte kommer i gennemsigtige poser (jeg har hældt mit over på et glas, da det støver gevaldigt!).

FREMGANGSMÅDE:

• Sæt vandet til kogning i elkedel eller i en gryde
• Hæld vandet over i en skål, og tilsæt lakridspulveret
• Rør grundigt med et piskeris, til pulveret er helt opløst
• Tilsæt kondenseret mælk og fløde
• Pisk yderligere, til det hele er blandet godt sammen
• Hæld blandingen i en tæt beholder, og stil på køl 1-2 timer

• Rør i blandingen, og stil i fryseren
• Kig til isen hver halve time, og rør godt rundt i den hver gang
• Når der røres rundt, skal det frosne brydes til en ensartet masse
• Når isen er for tyk til at røres i, lader man den være urørt i fryseren
• Isen er klar, når man ikke længere kan holde nallerne fra den
(…og når man synes, den er blevet tilpas hård)

I starten kan det gå ret langsomt at få frosset massen, så der danner sig iskrystaller, og der skal man være mest obs på at røre ud i kanterne af beholderen. På et tidspunkt begynder det at gå hurtigt, og så moser man bare det hele rundt til en ensartet masse, før man stiller det tilbage i fryseren. Hvis man glemmer at røre rundt undervejs, får man en umedgørlig hård klump is, da krystallerne ikke er blevet brudt undervejs i processen, så det er vigtigt at gøre.

Hvis isen er meget hård, når man tager den ud af fryseren, skal der ikke mere end et minuts tid til, før den begynder at blive blød og let at grave ned i.

Det kondenserede mælk kan i øvrigt fås bl.a. hos Irma og Salling Super. Det er Nestlé, der producerer det, og den lille konservesdåse står ofte sammen med specialvarer eller honning, marmelade og andet i den dur. Kondenseret mælk er ikke ligefrem billigt, men særligt i denne opskrift er den det hele værd!

I et af mine gamle “Mad & Venner”-magasiner faldt jeg forleden over denne simple, men velsmagende opskrift på “pommes de terre coiffées de munster” – kartofler toppet med munster-ost, som jeg så reviderede og i stedet for munster toppede med en god fåreost.

Retten er et godt alternativ til de mere traditionelle kartoffel-side dishes, vi er vant til at indtage til aftensmaden i Danmark, og personligt synes jeg også, at den er lækker i sig selv genopvarmet dagen efter til frokost.

INGREDIENSER:

Ca. et kilo kartofler
1 lille til mellemstort løg
Et skvæt olivenolie
En lille klump smør
En håndfuld friskbælgede ærter
En dusk frisk rosmarin
En god, fast fåreost
Salt & peber
En håndfuld frisk brøndkarse

FREMGANGSMÅDE:

• Skræl kartoflerne, og kog dem i saltet vand i ca. 15 minutter
• Afkøl dem en anelse, og skær dem i tykke skiver
• Skær løget i ringe, og svits dem i olivenolie og smør i ca. 5 minutter
• Tilsæt de skivede kartofler på panden, og lad dem stege med
• Krydr med salt og peber

• Hæld kartoffelblandingen over i en lille bradepanden eller fad
• Hak rosmarinen og drys dette samt ærter ud over blandingen
• Riv rigelige mængder ost, og dæk jævnt over kartoflerne
• Bag det hele i ovnen ved 180 grader i ca. en halv time
• Retten er klar, når osten på toppen er blevet gylden
• Inden servering toppes med frisk brøndkarse

Vi spiste kartoffelretten til en god, rød cuvettesteg, og man kunne snildt have mixet en frisk salat af en art til. Man kan også sagtens bruge anden ost end både munster og fåreost – det kommer udelukkende an på, hvad de individuelle smagsløg dikterer. Dog vil jeg anbefale, at man vælger en ost, der er smagskraftig nok til ikke at blive neutral efter smeltning.

I originalopskriften skal der bruges skalotteløg og hakket persille, men jeg improviserede til i stedet at anvende et almindeligt løg samt at krydre med frisk rosmarin. Derudover tilsatte jeg friskbælgede ærter såvel som brøndkarse for at give lidt mere sommerfriskhed.

Jeg er rigtigt glad for blandede farver, nostalgi og romantisk minimalisme, hvad angår mit køkkenservice, og derfor slog jeg straks til, da jeg fandt disse fine himmelblå dybe tallerkener fra Aluminia på Trendsales.

Standen er med småkrakeleringer hist og her i lakken, men alt i alt er de i god stand på trods af, at det er et relativt gammelt stel. Modellen hedder Sonja og findes i forskellige afstøbninger: Spisetallerkener, frokosttallerkener, kander osv.

Man kan være heldig at møde Sonja på loppemarkeder, i genbrugsbutikker og på f.eks. Trendsales som jeg. Derudover har Aluminia lavet mange andre rigtigt flotte ting, og der kommer også et indlæg senere om mine fine spisetallerkener af en anden model.

Sonja bliver her i huset mest brugt til pastaretter, morgenmad og supper, og den klare blå farve kan få mig i forårsstemning selv midt i en kold januar måned.

Bemærk, mine damer og herrer, at der her nu kommer et pasta-indlæg UDEN svampe på ingredienslisten! Jeg tager imod stående applaus for min opfindsomhed.

Ehem…

I mandags gad jeg ikke rende ud at købe ind, og da jeg havde sat mig for, at aftenens menu skulle stå på spaghetti med tomatsovs, var det jo praktisk nok. Lige bortset fra, at jeg et stykke inde i forberedelserne opdagede, at vi var løbet tør for flåede tomater! Smart… Heldigvis fik jeg i et hjørne af køkkenbordet øje på en bakke med spændstige cherrytomater, jeg havde glemt alt om, så de måtte lade livet i den gode sags tjeneste.

INGREDIENSER (2 personer):

1/4 knoldselleri
2 gulerødder
2 små eller et stort løg
Olivenolie til stegning
En stor bakke cherrytomater
En grøntsagsbouillonterning
Ca. ½-1 liter vand
Hvidvin
1-2 fed hvidløg
½ frisk chili
1 dåse koncentreret tomat
1 spsk. sukker
Salt & peber
Frisk timian (eller anden krydderurt)
Spaghetti til to
Rigelige mængder parmesan

FREMGANGSMÅDE:

• Skær selleri, gulerødder og løg i små tern
• Steg dem i en god sjat olivenolie i ca. ti minutter
• Imens skæres cherrytomaterne i kvarte
• Blend tomaterne i en minihakker med et skvæt vand
• Tilsæt de blendede tomater på panden
• Opløs bouillonterningen i ca. 2,5 dl. vand
• Tilsæt bouillonen samt koncentreret tomat, rør godt

• Lad det simre i 1-1½ time, og spæd til med vand undervejs
• Tilsæt hvidvin i ny og næ, og smag til undervejs
• Når det har den rette konsistens, tilsættes finhakket chili
• Smag til med ca. 1 spsk. sukker, salt og kværnet peber
• De sidste ti minutter tilsættes hakket timian og presset hvidløg
• Mos evt. blandingen manuelt med en kartoffelmoser til sidst
• Server med al dente-kogt pasta og friskrevet parmesan

Det smagte ganske godt, men hvis jeg skulle gøre noget om til næste gang, ville jeg putte knapt så meget løg i (jeg brugte to mellemstore løg, et enkelt stort eller to små ville være nok). Derudover havde vi kun et enkelt fed hvidløg tilbage, så optimalt set ville jeg nok anvende to i stedet.

Sidst, men ikke mindst, er jeg jo en tosse med frisk rosmarin, så havde vi haft en af disse pragtplanter i køkkenvinduet, havde jeg spædet til med friskklippede rosmarin”splinter” i blandingen de sidste ti minutter på kogepladen.

Umiddelbart kan spaghetti med tomatsovs lyde kedeligt, men det var overraskende sødt og saftigt, og det er med stor sandsynlighed takket være de lækre cherrytomater. Næste gang vil jeg også bruge en bakke af disse herligheder frem for at putte et par konservesdåser flået tomat i.

Parmesanen (eller anden god, tør, friskrevet ost) var prikken over i’et og kan ikke undværes, hvis man spørger mig. Rigelige mængder, så det bliver godt smeltet ind i den varme sovs – så er det lige i øjet!

Salon Salon i Vestergade er præcist, hvad de giver sig ud for at være: Et hyggested, der holder tingene simple, og hvor der er plads til alle. De kører en laid back stil, hvor dagens menu som regel bliver besluttet op ad dagen, og hvor der ingen grænser er for opfindsomheden i cocktailbaren.

Jeg har lagt min vej forbi et par gange til after dinner cocktails i den fysisk lille, dog rummelige bar. Alle snakker med alle (bl.a. faldt min veninde og jeg en aften i snak med en ældre tilflyttet afghaner), bartenderne kan byde på både traditionelle og eksperimenterende drikkevarer, og priserne er fornuftige.

I fredags ville min kæreste og jeg så prøve deres mad for første gang. De tre retter stod skrevet på ruden, og vi valgte to af dem – hovedret og dessert. Vi fik plads ved et lille hyggeligt bord, mens en af stedets ejere (med i øvrigt det sejeste schnurrbart) servicerede os.

Til maden bad vi bare om at få et glas vin hver, der passede til, og det var en smal sag og lod til at være meget normalt. Derudover fik min kæreste i løbet af aftenen også en økologisk Thy Pilsner og en Thy Humle.

Forretten, som vi sprang over, var en asiasisk suppe. Så vi gik direkte til hovedretten, der bestod af møglækker og mør kalveculotte i helt perfekt rosarød farve. Der var saftige små kartofler til, en kraftig brun sovs, en lille salat af savoykål samt oliven med smeltet Primadonna-ost over. Sidstnævnte var lidt spøjs, men retten var aldeles velsmagende over-all.

Desserten var en lækker, hvid chokolademousse (“mousse surprise”), som jeg desværre nu har glemt, hvad ellers indeholdt. Den var perfekt cremet og lækker, husker jeg dog. Men der, hvor desserten virkeligt udmærkede sig, var de basilikumsyltede jordbær på rad og række. Den sød-syrlige basilikummarinade overraskede os, og var simpelthen fortrinlig!

Desserten var dekoreret med et karamelgitter og et blad basilikum, og til retten fik vi hver et glas sød spumante. Stemningen var blevet løftet og fredagsmunter, efterhånden som flere mennesker var stødt til, og alle bordene blev i løbet af kort tid besat i den lille bar.

Kombinationen af at kunne få et solidt måltid mad og sidde og få en god skid på er med til at give den specielle stemning, der er på Salon Salon. Tjenerne er ikke overhøflige, som man kan opleve andre steder, og stemning mellem kunde og tjener kan godt sammenlignes med at være på besøg hos nogle gode venner.

Maden var som sagt god og robust – what you see is what you get, og priserne er helt passende. Det var ikke noget, vi ikke kunne have lavet herhjemme selv, men det er også en del af charmen ved det – man slipper for selv at stå med besværet med aftensmad, og så får man oven i købet en hyggelig, uformel oplevelse ud af det.

For to gange to retter med to glas rødvin, to glas spumante samt to flasker Thy kom vi alt i alt af med 675,-

Indretningen på Salon Salon er ligeledes speciel fra mange andre barer i Århus. Bl.a. sælger de gamle bøger – en del af dem udgåede biblioteksbøger – som står rundt omkring på hylder.

Hvad der særligt sprang mig og min veninde i øjnene, første gang vi sad i barstolen, var de sjove tegninger i fine guldrammer på væggene. Særligt den af en haj med lange øjenvipper og høje støvler morede vi os over… Værkerne viste sig i øvrigt at være en af ejernes kreationer.

Her til sidst vil jeg lige skrive et par ord om deres drinks, for faktisk fik jeg først øjnene op for stedet, da jeg lavede en “test” med dem. Efter at have været bosat i San Francisco er jeg gang på gang blevet skuffet over den sørgelige danske version af magaritas. Danskerne har generelt ikke forstået, at der skal FRISK lime i denne vidunderdrink og ikke et eller andet syntetisk snalder fra en skriggrøn flaske.

Men kort fortalt: Salon Salon bestod magarita-testen med bravour som den første århusianske bar! Dog brokkede jeg mig lidt over den manglende salt på kanten, men det kunne de snildt fikse til den næste drink, and so it was.

Efterfølgende har jeg givet et par andre drinks en chance, og det må siges, at de kan lave særdeles udmærkede cocktails i Salon Salon. Eneste undtagelse var jeg selv udenom: Jeg bad dem om at lave noget absurd, og så fik jeg en mystisk drink med en gulerod på kanten. Toppen blev kaninen herhjemme dog glad for ;-)

I mine indlæg med opskrifter figurerer der ofte en farverig baggrund bestående af de mange dåser, jeg har stående på køkkenbordet. Jeg bruger dem til at opbevare tørre fødevarer i, såsom te, kaffe og ris.

Dåserne har forskellig oprindelse, og når jeg er på jagt efter nye dåser, kigger jeg først og fremmest efter udseende, og hvis de også viser sig at være anvendelige, altså i god indvendig stand og med tæt lukning, ryger de med hjem.

Nu har jeg så besluttet at lave et lille indlæg om mine fine køkkendåser som inspiration til andre. Jeg er nemlig rigtigt glad for mine.

Den allerførste dåse i samlingen er faktisk et slags arvestykke fra mit barndomshjem. Jeg husker, at den stod i hjørneskabet i køkkenet, og at jeg som barn fik lov til at få den af mine forældre, fordi jeg var begyndt at samle på te-breve. De blev opbevarede i den grønne Underberg-dåse afbilledet med par i forskellige dansesituationer: Charleston, Wienerwalz, Tango og Rock ‘n Roll.

Den næste dåse i samlingen blev den karrygule dåse med asiatisk jasminte købt i Far East Trading ved banegårdspladsen her i Århus. Teen er aldrig blevet min favorit, så der er stadig meget tilbage, men den smukke dåse var nødt til at komme med mig hjem, da jeg så den i butikken for flere år siden.

Den næste i samlingen blev den sorte klassiske tedåse med asiatiske kvinder iført smukke dragter og vifter på de to af siderne og en siddende kejser sammen med en lille, skaldet tjener på de to andre. Dåsen er købt i Kvickly, så vidt jeg husker.

Dernæst købte jeg en dåse med rødpink baggrund og store lilla prikker i Tiger-butikken, og den må nok anses for at være den, der har mindst affektionsværdi for mig, men den passer dog godt i farvesammensætningen.

Jeg fik øjnene op for Kusmi-te for godt 1½ års tid siden, og indtil jeg fandt ud af, at man kunne købe dem i mindre portioner, købte jeg den store, grønne bøtte med spearmint Kusmi-te, som jeg har skrevet om i dette indlæg. Egentlig samler jeg kun på de praktiske, firkantede dåser, men denne får trods sin runde form lov til at stå sammen med de andre på køkkenbordet.

Derefter fandt jeg den store Kellogg’s Cornflakes-dåse på Trendsales, og sælger var heldigvis en fyr, der også bor i Århus, så vi mødtes og handlede nede foran den lokale Netto, og så kom den store dåse med hjem og blev opbevaringsbøtte for ris i mange afstøbninger.

Min mor havde opdaget mit dåsesamleri, så hun fandt en dag en gammel dåse frem fra gemmerne – den lille cremefarvede med pastelfarvede blomster på alle sider inkl. låget. Den var vist nok et arvestykke fra min mors faster, uden vi er helt sikre, men den fik jeg så af min mor.

For lidt over et år siden tog min kæreste og jeg til Berlin sammen med min søster og svoger. Berlin er et paradis for kræmmermarked-entusiaster, og jeg var så heldig at finde både den dybblå Persilbøtte og den brune Jacobs Kaffee-dåse på et marked dernede – jeg pruttede ikke en gang om prisen, da jeg var helt forgabt ved første blik.

I en lille genbrugsbiks her i Århus fandt jeg en af mine klare favoritter for under et halvt år siden: Den røde, buttede Masagama Tea-dåse med den kinesiske mand. Den er noget så fin og utroligt velholdt.

Den næstsidst tilkomne er den lille Irma-dåse med den lille Irma-pige i blå kjole i forskellige situationer: Vander blomster i haven, serverer kaffe på et fad, spiser kage og drikker te og snakker med sin hund i køkkenet.

Den sidste dåse i samlingen er den hvide med blomsterne, som slet ikke er af ældre dato, men blot en vintage-udseende romantisk dåse fra House Doctor. Jeg fandt den til en 20′er på loppemarkedet nede i Mølleparken her i Århus for et par uger siden.

Forleden dag gik vi til aften i Salling Super, hvor vi tøffede rundt og valgte forskellige lækkerier ud til aftensmaden i hapseform. Salling Supers delikatesseafdeling er mit absolutte favoritsted at shoppe lækkerier: Det er delt op i hhv. en pølseafdeling, en færdig-ret-afdeling (f.eks. pastasalater, tærter, lun ribbensteg osv.), slagteriafdeling, fiskeafdeling og osteafdeling. Kort fortalt: Alt, hvad hjertet kan begære!

Først blev der kigget på pølsebiksens store udvalg og udpeget fem forskellige slags pølser fra henholdsvis Spanien og Italien, blandt andet en hvidløgssalami og en trøffelspegepølse. Pølserne var i forskellige størrelser omkreds, og vi bestilte 6 tynde skiver af hver. Vi havde ikke smagt dem før, så vi valgte udelukkende ud fra navn og udseende.

Derefter gik vi en tur over i osteafdelingen, hvor vi føler os mere hjemmevante. Vi er her i huset svært begejstrede for deres Rotterdam, der altid ligger indpakket sammen med artsfællerne på en af osteøerne og klar til at blive puttet i kurven.

Rotterdam er – som navnet afslører – en hollænder, som i øvrigt hører til Gouda-typen, og dermed er det en relativt fast ost. Den er baseret på komælk og har lagret i ca. seks måneder, før den er spiseklar. Osten er en 48+, og på pakningen beskrives den som “kraftig, men lidt sød i smagen”.

Min personlige beskrivelse af osten er, at den er skarp og tør i smagen på en rigtig god måde, og så er jeg vild med de små krystaller, der er i den. Jeg troede først, det var saltkrystaller, men det viser sig bare at være osten, der opfører sig sådan.

Kiloprisen i Salling Super på denne ost er i øvrigt 149 kr., og det store stykke, vi valgte (se sidste billede; den trekantede ost længst til højre), gav vi ca. 50 kr. for.

En anden af mine absolutte favoritter er en ost, jeg først stiftede bekendtskab med på Malling Kro i vinters. Siden har den været jævnlig gæst i vores køleskab, for den er simpelthen en vinder!

Navnet er Røde Kristian (se billede ovenfor, hvor han ligger og gør sig til på en grøn tallerken), og han har ligeledes en bror, der hedder Gule Kristian, som i øvrigt også kan anbefales. De fås begge i Salling Supers ostebiks som fast sortiment, og så koster de faktisk ikke noget specielt – endnu en grund til, at den altid ryger med hjem, når jeg har været forbi Salling Super.

Røde Kristian er en rigtig kraftig fyr på den gode måde: Han er skarp og meget sød i smagen og med en lidt stærk omend rund karakter. Det er ikke en “lugteost”, og der er ingen tung eftersmag i ganen, men den er intens, mens den er der! Must try…

Ud over pølse og ost (fire i alt, men kun mine to stærkt anbefalelsesværdige favoritter får lov at stå frem her i indlægget) fik vi også købt en bøtte friske kalamataoliven (22 kr. for 100 gram) og 100 gram helt fantastisk tomattapenade. Derudover aflagde vi frugt- og grøntafdelingen et kort visit for at tanke blåbær, druer og pistacienødder.

Vi rundede besøget af med at slå et smut forbi vinafdelingen, hvor vi ikke slap for en længere og meget begejstret salgstale fra en vaskeægte vinnørd. Vi endte med to flasker australsk hvidvin, som ekspedientens bror holder meget af (!), og så sneg vi os ellers sidelæns væk fra snakketræet mod kassen, mens vi nikkede og smilede høfligt. Vi aner ikke en skid om vin – vi ville bare have noget hvidvin, der var “krudtet” i smagen og ikke for sødt.

Aftenmåltidet blev smidt ind på stuebordet i følgeskab af en masse forskellige slags knækbrød, osteskærere, knive og hapsegafler. Vinen blev skænket, “Dum & Dummere” blev sat på dvd-afspilleren – og så blev der ellers nydt og grinet til den store guldmedalje. Åh, sikke en fortrinlig aften! Kan kun anbefales at gøre os kunsten efter :-)

Mit “svampetrip” er efterhånden ved at løje lidt af, efter jeg det meste af sommeren har haft lyst til svampe i tide og utide. Her til aften mærkede jeg dog igen trangen efter svampe, og det medførte et vovet forsøg på at lave en noget anderledes lasagne, som blev overraskende vellykket.

Vi havde alle ingredienserne i huset i forvejen, så der gik ikke lang tid, før idé blev til handling, og som jeg på vej ud i køkkenet sagde til min kæreste: “Hvis det ender med at smage af lort, har SuperBrugsen alligevel åben til kl. 21″. Det endte med at blive ganske godt, så nu får I altså en opskrift.

INGREDIENSER (til 2 personer):

2 store håndfulde friske svampe
5-6 lasagneplader
4 klumper spinat fra frost
3 spsk. smør
1½ spsk. hvedemel
Mælk
En lille håndfuld revet ost
Paprika
Stødt muskatnød
Urtesalt & kværnepeber
Revet ost som topping

FREMGANGSMÅDE:

• Tænd ovnen på 180 grader
• Tø spinatklumperne op i en sigte
• Skær svampene i ½-1 cm. tykke skiver
• Smelt smørret i en gryde, og tilsæt melet
• Rør grundigt i gryden, og hæld ca. ½ dl mælk ved
• Spæd til med ekstra mælk under omrøring, når massen tyknes
• Ved ønskede mængde og konsistens: Smag til med krydderierne

• Tilsæt revet ost til sovsen, og lad det smelte under omrøring
• Hæld et skvæt sovs i bunden af din lasagneform
• Læg en lasagneplade ovenpå og derefter et lag svampe
• Vrid væden fra spinaten, og “drys” spinaten over svampene
• Gentag processen lag på lag, slut af med sovs og revet ost
• Sæt formen i ovnen, og bag i ca. ½ time, eller til osten er gylden
• Server evt. med salat eller tomatsalat til

Jeg lavede retten med store, brune marksvampe, og til sovsen brugte jeg Port Salut som den revne ost. Derimod var toppingen til sidst en god fåremælksost, der godt kan være lidt kedelig i smagen på brød, så den kom til sin ret som lasagneost i stedet.

Man kunne snildt lave dobbelt portion, men vi havde ikke lige mere i spisekammeret end til en ca. halvt fyldt rugbrødsform – i øvrigt en ganske udmærket form at lave lasagne i.

Svampene afgiver en del væske, og derfor er det ikke nødvendigt at iblande vand eller tomatsovs for at få en fugtig lasagne. Dog er det en god idé at sørge for, at alle lasagnepladernes fremstikkende kanter er godt smurt ind i sovs, så de ikke brænder eller forbliver hårde.

Dommen fra både mig og husets hårdeste kritikker var, at det var en ganske udmærket gang hurtig-vegetarlasagne, der snildt kan laves igen. Dog er vi begge enige om, at der godt kunne være sparet en anelse på muskatnødden, så næste gang bliver det med et enkelt drys i stedet, men helt klart med lige så meget ost som denne gang ;-)

Det er efterhånden over en uge siden, jeg sidst smed et indlæg herinde, så nu tænkte jeg at lave et lidt anderledes af slagsen. Det bliver ikke en decideret opskrift denne gang, men et indlæg om et helt formidabelt old school måltid min kæreste lavede til os forleden aften.

Selvom det primært er mig, der står for aftensmadlavningen herhjemme, kan herren i huset skam godt kokkerere, omend han er noget mere til det traditionelle danske køkken (og så lige sushi). Så da jeg pludseligt fik stor trang til gammeldags karbonader, som min mormor lavede dem i min barndom, var han ikke svær at overtale til at stå for maden den aften.

Der blev brugt svinefars, rigelige mængder smør og rasp til selve karbonaderne, og så lavede han desuden en fortrinlig persillesovs til de kogte kartofler. På min tallerken kom der også lige en håndfuld skiveskåret kaki-frugt (også kaldet sharonfrugt) – det havde jeg bare lige lyst til. Syltede rødbeder eller asier havde nok været mere passende ;-)

Det var skønt med et lille afbræk i sushi- og pastaspiseriet, som ellers tit er det, vi indtager til aftensmad i en eller anden afskygning. God, gammeldags mad er ikke sådan at kimse af, når det ellers er lavet rigtigt.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om Restaurant Latin, som er et ganske godt sted at spise finere mad, uden det er helt oppe i gourmetklassen. I fredags skulle jeg med min kæreste og en fælles kammerat på Train for at høre DJ Andy Fletcher fra Depeche Mode, og inden ville vi så have os noget godt at spise.

Vi endte med at bestille bord på Restaurant Latin, da alt var optaget på Mefisto, men det ærgrede vi os ikke længe over. Og faktisk opdagede vi, som aftenen skred frem, at bl.a. en af tjenerne fra Mefisto samt en medejer af Salon Salon havde slået sig ned med deres selskab et par borde væk fra os. Lidt pudsigt!

Vi lagde ud med en boblende apéritif inden maden, og jeg valgte til forret at bestilte noget så vovet som frølår i frikassé med sommergrønt. Til hovedret faldt valget – lige som sidst – på deres formidable hvidvinsdampede muslinger, og desserten stod på crème brulée med hindbær og hindbærsorbet.

Herrerne var til oksecarparccio med trøffelcreme og parmesan til forret, henholdsvis grillet svinefillet og kalvefillet til hovedret og efterfølgende dessert bestående af crème brulée og husets plat des fromages. Jeg har dog valgt blot at forevige mine egne valgte retter, da jeg kun havde fået mit sølle mobilkamera med i byen den aften.

Til forret bad vi tjeneren om at udvælge et glas hvidvin til os hver, til hovedretten fik mændene et glas rødvin valgt af huset, og til dessert stod den på muscato for mit vedkommende og sauternes til mændene.

Frølårene var over al forventning, og jeg lappede dem i mig med stort velbehag, selvom jeg havde været en anelse skeptisk, da jeg bestilte. Muslingerne var omend muligt endnu bedre end sidst, og “hvidvinssuppen”, de lå og svømmede rundt i, ligeså – så jeg spiste faktisk det hele op. Med nød og næppe blev der også plads til den læskende og søde dessert.

Herrerne var også tilfredse med aftenens mavekræs, og vi kom alt i alt af med et samlet beløb på lidt under 1400,- Ganske fornuftig pris for velkomstbobler, tre retter god mad og tilhørende vin til tre personer.

Hvis Restaurant Latin endnu ikke er afprøvet, så kan det i særdeleshed anbefales at lægge vejen forbi dens hjørne af Klostergade i Århus’ latinerkvarter :-)

Først vil jeg lige starte med at fastslå, at tapasrestauranten Forlæns & Baglæns er langt mere præsentabel og stilfuld end deres rædselsfuldt grimme og uoverskuelige hjemmeside. Så lad jer ikke skræmme – stedet bør besøges!

Jeg var der for anden gang i torsdags sammen med en veninde, og det var mindst lige så god en oplevelse som den første. Vi havde bestilt bord i forvejen, men da det var meget lummert, fik vi lov til at vælge et andet bord udenfor ved kantstenen i den hyggelige Jægergårdsgade.

Stilen på Forlæns & Baglæns er meget “mormors kolonihavehus” på den top-stilede og retro måde: Stole, borde, duge og service er af forskellig art, og det mønstrede og blomstrede går igen i forskellige nuancer. Det er kort sagt møghyggeligt, og stemningen er i samme dur.

På toilettet er der pyntet med farverigt tapet – det største toilet i mørke farver har en væg med en frodig, grøn regnskov med små vandfald, og på det lille lyse toilet forestiller tapetet en eksotisk sandstrand med palmetræer. Vi overhørte en i et andet selskab sige “det er første gang, jeg har været nødt til lige at kigge ind på det andet toilet også for at se, hvordan der så ud”. Sådan havde jeg det også :-)

På store tavler står der med forskellige farver kridt, hvilke tapasretter man kan vælge imellem samt pris ud for. Meget praktisk er der også en tavle udenfor, så man ikke behøver at rejse sig og gå indenfor for at se menuen.

Tjeneren var der hurtigt med en stor kande vand, og det var tiltrængt i varmen. Derudover blev der på bordet sat brød og lækker dyppelse i form af oliventapenade og rød pesto af soltørrede tomater, mums!
Tjeneren rakte os også et par kort med drikkevarer, og vi blev hurtigt enige om ved bordet, at vi snildt kunne dele en kande sangria til 170 kr. Det var pebret, men hold op, det smagte godt! Og så passede det helt perfekt til maden.

Tjeneren fortalte os, at vi nok kun skulle regne med 2-3 retter, før vi ville være mætte, og hun fik ganske ret! Vi var simpelthen stopmætte, da vi gik derfra og måtte også have “hvilepause” før næstsidste ret + desserten blev sat på bordet.

I det hele taget var tjenerne super opmærksomme, nede på jorden og servicemindede. De gjorde ikke det store væsen af sig, når vi sad midt i maden, og når vi havde brug for hjælp, var de straks på pletten, selvom vi sad udenfor. Helt perfekt! Blandt andet løb vi tør for tapenade og pesto, og så blev der bare fyldt op igen, uden vi havde spurgt efter det.

Min veninde og jeg valgte begge tigerrejer med aïoli som første ret, og det smagte helt eminent! Rejerne var sprøde og saftige, og aïolien var jeg næsten fristet til at spise alene med en ske!

Derudover bestilte vi en tallerken med blæksprutteringe/calamares og tilhørende urtedip. De var lidt kedelige, men en rigtigt god ind-imellem-snack med en relativt neutral urtedip til. Der er ikke noget værre end fedtdryppende blæksprutteringe, og dét var de her i hvert fald ikke.

Min veninde bestilte også en gang stegt kulmule med tomatsalsa, og der blev skåret en del ud af den til mig også. Ovenpå var der i øvrigt stegte strimler rød peberfrugt og drysset med purløg. Fisken var lækker og saftig med sprødstegt skind, og tomatsalsaen var frisk og godt tilpasset fisken.

Mørket begyndte så stille at falde på, da vi var kommet igennem de til sammen fire retter, og vi var nødt til at slå mave, før vores spanske tallerken kom på bordet. Det passede fint med en tallerken med “hapsere” på det tidspunkt, og de tre forskellige oste og skivede pølser af varierende art og karakter var fremragende. Der måtte gerne have været lidt flere af de sorte oliven, men det gjorde de fantastiske, ristede kæmpemandler op for.  Manner, de var gode!

Vi rundede aftenen af med hver vores marcipanbisquit i lag med skummet creme imellem og hindbær, blåbær og mandelsplinter drysset udover. Jeg havde først bestilt den stegte manchego, men kunne – efterhånden som måltidet skred frem – mærke, at det var mere passende med en sød dessert. Der var ingen problemer med at lave bestillingen om.

Desserten var bedre end forventet – hverken min veninde eller jeg er de store marcinpan-tilhængere, men dette var rigtigt lækkert, og vi spiste begge op trods fyldte mavesække.

Sangriaen slap op lige før sidste mundfuld, og vi glædede os over, at vi havde valgt en hel kande, for det passede lige til to personer, uden vi blev for snaldrede til at komme op på arbejde fredag. Men godt humør var vi i hvert fald i!

Regningen blev på 798,- alt i alt, altså ca. 400 kr. pr. kvinde, og det må siges at være en yderst fornuftig pris for en god aften med lækre tapas og sangria i et af de hyggeligste kvarterer i Århus.
Forlæns & Baglæns i Jægergårdsgade kan således i særdeleshed anbefales herfra!

Når det er så varmt, som det har været de seneste dage, er det begrænset med appetitten. For det meste kan jeg dog godt fristes af:

* Koldskål med kammerjunkere
* Pil-selv-rejer på surdejsbrød med mayo, peber, friske urter og limesaft
* Hummer, krebs og andre himmelske skaldyr
* Sushi (hvilket vi fik til aftensmad i dag)
* Avocado med gode oste og baguette-salami i tynde skiver

Men dette indlæg skal dog være en hyldest til den gode gamle kartoffelmad! Det er ikke så tit, at vi spiser kogte kartofler til aftensmaden, men når det endelig en gang imellem sker, er det simpelthen et must at koge en håndfuld ekstra, så der bliver til et par kartoffelmader dagen efter.

Min favorit-kartoffelmad består af mørkt rugbrød med et godt lag tandsmør, skivede kartofler, Irmas gode mayonnaise, friskkværnet peber, urtesalten fra Herbamare og til sidst godt med hakkede krydderurter ovenpå, f.eks. bredbladet persille, basilikum og dild.

Mad behøver langt fra altid at være fint og dyrt for at smage fremragende, og jeg vil vove at påstå, at en kartoffelmad som ovenviste er alt for undervurderet.
Husk nu at nyde de gode, danske kartofler her i sommervarmen – jeg prøver i hvert fald :-)

I går fandt jeg en bakke med fine, danske øko-bøgehatte i Føtex, og de røg straks i kurven. Fredagen havde stået på økologisk kylling med små kartofler, brun sovs og agurkesalat, men to personer til en hel kylling efterlod et skrog med stadig megen kød på.

Derfor blev gårsdagens aftensmad en ret kombineret med left over-kylling og de lystige bøgehatte, der spændstigt stod og dansede frem og tilbage i bakken ved den mindste bevægelse.

INGREDIENSER (til to personer):

En passende portion maccheroncelli eller anden pasta
En bakke bøgehatte eller andre svampe
1-2 håndfulde stegt eller kogt kyllingekød
1 spsk. smør
1/4 liter madlavningsfløde eller almindelig fløde
1 fed hvidløg
Urtesalt
Friskkværnet peber
All round-krydderi
1 tsk. stødt muskatnød
1-1½ spsk. æblecidereddike
1-2 spsk. meljævning eller majsmel
En dusk bredbladet persille

FREMGANGSMÅDE:

• Sæt en gryde med rigeligt saltet vand over til pastaen
• Skær det nederste af svampene, og rens dem evt. med børste
• Skær svampene i mellemstore stykker, og steg dem gyldne i smørret
• Pil eller skær det tilberedte kyllingekød i mindre stykker
• Hæld fløden over svampene, og tilsæt kyllingekødet

• Pres et fed hvidløg i blandingen, og tilsæt æblecidereddike
• Smag til med salt, peber, all-roundkrydderi og lidt muskatnød
• Jævn til sidst sovsen let, mens der røres grundigt
• Hæld vandet fra pastaen, når den er al dente
• Server pastaen i tallerkener med sovs og en dusk bredbladet persille

Man kan bruge hvilken slags pasta, der ønskes, men da jeg for noget tid siden faldt over maccheroncelli eller “lange macaronier”, som egentlig bare er tyk spaghetti med hul igennem, mindedes jeg min barndomsglæde over den her slags sugerørspasta, så der røg et par pakker med hjem.

Bøgehattene lugter lidt sjovt/surt, når de er rå, men de bliver søde i smagen ved tilberedning, og deres spændstighed forbliver intakt, så jeg synes, de på det nærmeste “poppede” diskret i munden, når man tyggede i dem. Kan klart anbefales at udnytte, at det er blevet svampetid i Danmark og få spist en masse af disse!

I går faldt jeg over en debat på Trendsales, der handlede om pølsehorn. Det affødte en stor hunger efter pølsehorn hos flere af de deltagende og mig selv inklusive, så i dag var store bagedag, efter jeg i styrtregnen havde været ovre i 7Eleven efter gær og mælk.

Pølsehornene blev brandgode, og jeg burde nok have lavet dobbelt portion, for de 12 styk det blev til, holder nok ikke længe. Opskriften kommer her.

INGREDIENSER (12 styk):

½ pakke gær
20 gram smør
1½ dl. mælk
250 gram mel
½ tsk. sukker
½ tsk. salt
6 brunchpølser i halve
Sennep
Sesamfrø

FREMGANGSMÅDE:

• Smelt smørret i en kasserolle ved lav varme, uden det bruser
• Hæld det i en skål sammen med mælken, og rør gæren ud i det
• Tilsæt sukker og salt, og rør melen i lidt ad gangen
• Ælt, til dejen er fast i konsistensen, men stadig lidt fedtet
• Dæk skålen med et klæde, og stil den et lunt sted i 40 minutter
• Halvér brunchpølserne, så der er 12 styk i alt

• Del dejen i 12 lige store klumper, og rul dem til boller
• Drys lidt mel på bordet, og form hver bolle til en flad, spids trekant
• Smør et tyndt lag sennep på hver trekant, og læg en pølse ovenpå
• Rul sammen til et horn, og læg på en bageplade med lukningen nedad
• Pensl hvert horn med lidt mælk, og drys med sesamfrø
• Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter
• Pølsehornene er færdige, når de begynder at blive gyldne

Personligt mener jeg, at der altid hører god ketchup til pølsehorn, som i øvrigt skal serveres lune. Med sennep indeni får smagen lige et ekstra pift, uden at det dog som sådan smager af sennep som på en hotdog. Kan klart anbefales, hvis man ikke har prøvet det før.

Det var helt perfekt med søndagspølsehorn som eftermiddagshapser, mens regnen silede ned udenfor. Glæder mig til at spise et par stykker til natmad også :-)

Jeg har tidligere lavet et indlæg om Mississippi Mud Pie – den ubetingede bedste dessert i min verden. Jeg har aldrig været den store chokoladefan, men denne nærmest chokolademousse-agtige muddertærte er simpelthen en must taste!

Jeg plejede at lave den i en rugbrødsform, men jeg er nu gået over til at lave den i springform i stedet, da den tager sig bedre ud på den måde samt er lettere at skære ud i pæne skiver. Forleden havde jeg lavet muddertærte til mine nye kolleger, og de var svært begejstrede. Her kommer min seneste version af verdens lækreste dessert.

INGREDIENSER (til en standard springform):

150 gram knuste Digestive-kiks
60 gram smør (jeg bruger bare Kærgården)
300 gram skumfiduser (de helt hvide, amerikanske)
6 spsk. mælk
1½ knivspids kanel
150 gram mørk chokolade
200 gram mælkechokolade
4 dl. fløde
4 spsk. mørk rom
4 spsk. stærk kaffe

Pynt: Kakao, revet chokolade og friske bær

FREMGANGSMÅDE:

• Put Digestive-kiksene i en frysepose
• Knus kiksene ved at rulle en kagerulle over dem x mange
• Smelt smørret, og bland det i posen med de knuste kiks
• Mos blandingen godt sammen, så det bliver en jævn masse
• Pres blandingen ud i et jævnt lag i en springform, og stil på køl
• Del chokoladen i mindre stykker og smid dem i en gryde med mælken
• Smelt chokoladen ved middel varme under konstant omrøring

• Tilsæt skumfiduser, og lad dem smelte i chokoladen under omrøring
• Tilsæt kanel, rom og stærk kaffe, og lad massen afkøle
• Pisk fløden til flødeskum, og vend den lunkne chokolademasse forsigtigt i
• Når massen er helt ensfarvet, hældes den over kiksebunden
• Dæk formen med film, og stil i køleskabet et par timer eller natten over
• Lige før servering sigtes kakao over i et tyndt lag
• Pynt med revet chokolade og friske bær

Det er en relativt tung sag, og derfor finder jeg det meget passende at pynte med en god håndfuld søde bær som jordbær og blåbær.

Konsistensen er som sagt meget som mousse pga. skumfiduserne, men personligt finder jeg det meget lettere at bikse med end husblas, og så er det generelt drønlet og hurtigt at lave muddertærte. Det mest krævende er blot at sørge for, at chokolade og skumfiduser ikke brænder på, mens det smeltes.

Man kan sagtens doble op på indholdet, særligt chokolademassen, hvis man ønsker en højere tærte end den anviste, eller hvis man har omkring 15-20 gæster. Ovenviste tærte blev spist af ca. 10 kagehungrende kolleger og passede fint i størrelsen.

Så hvis du endnu ikke har forsøgt dig med denne formidable muddertærte, så se at komme i gang! Man fortryder kun de ting, man ikke får smagt ;-)

Det er hverken første eller anden gang, jeg laver et indlæg om Restaurant Mefisto, så det kommer nok ikke bag på nogen, at stedet hører blandt mine favoritter. Det er primært en restaurant/gourmetcafé med fisk på menukortet, men andre retter serveres dog også, og i onsdags lagde jeg atter vejen forbi.

Mefisto kører for tiden med en sommermenu, hvoraf man kan vælge fire retter for 300,- og tilhørende vin til hver ret for 200,- oveni. Jeg er dog ret syg efter hummer, så da jeg øjnede deres specialitet med varm hummer for 350,-, måtte jeg lige høre, om den på nogen måde kunne inkluderes i sommermenuen.

Det endte så med, at resten af selskabet blev fristet ligeså af tre retter med hummer til hovedret, da tjeneren gav os tilbuddet forret, hummer, dessert og tre glas vin for 650,- pr. mand.

Første ret bestod af en lækker sommersalat vendt i en mild sennep og med henholdsvis kammuslinger, sprødstegt bacon og i midten: Et porcheret æg. Til forretten fik vi et glas sødlig hvidvin med smagsnoter af friskplukkede, røde sommerbær.

Hovedretten var som sagt en hel hummer med hvide asparges og opskummet smørsovs. Til denne ret blev også serveret små kartofler med krydderurter samt en sprød salat. Vinens aroma mindede mig om hummer og friskfanget skaldyr – den var tør i det og passede perfekt til den lune, saftige hummer.

Desserten var meget dansk sommer-agtig med søde, fuldmodne jordbær, hvid chokolade og en lækker, fyldig vanillecremeis. Den blev afrundet med et glas boblende dessertvin, der lagde låg på en godt fyldt mavesæk.

Som altid et fremragende besøg på Mefisto, og servicen var atter i top. Der var hyggelig stemning i de rustikke omgivelser, der kendetegner mange af bygningerne i det brostensbelagte Latinerkvarter, og kvaliteten af maden var fremragende.
Bor du i Århus og har ikke besøgt Mefisto endnu, burde du skamme dig ;-)

Ja, for nu at holde mig til gastronomiske termer så er der nu kommet nye boller på suppen i forhold til bloggens udseende. Den røde/blå ramme om billederne – alt efter hvilken browser man bruger – gik mig efterhånden så meget på nerverne, at jeg nu har valgt at ændre look herinde.

Egentlig ville jeg gerne have beholdt det “kammer-agtige” udseende med det rustikke, mørke træ og den neutrale mørkegrå baggrund, men de temaer, som wordpress tilbyder gratis, kunne ikke leve op til mine krav om både at være i mørke farver og samtidig hyggelig, så nu er jeg gået en helt anden retning, der så har motiveret mig til en ny header.

Nu er det de lyse farver, der dominerer, og det minimalistiske og simple udseende har jeg så forsøgt bibeholdt. Til min nye header har jeg siddet med et udvælgelsesarbejde, der ikke var helt let, for billederne skulle have lyse grundelementer for at passe til det nye tema, og derfor kunne jeg ikke bare vælge billeder alene ud fra de opskrifter, der er mine favoritter.

Det har nu resulteret i, at headeren består af seks billeder, der har været brugt i nogle af bloggens indlæg tidligere, og derfor får I lige en hurtig gennemgang af, hvor de rent faktisk stammer fra, så man ikke behøver at lede efter dem, hvis man skulle være nysgerrig.

Første billede i rækken forestiller mine all time favoritcookies med chokoladestykker og hakkede mandler. Indlægget er herfra, og man kan variere indholdet med et hav af forskellige ting, alt efter hvad man er til.

Småkagerne er lette og hurtige at lave, og så forsvinder de med overraskende hastighed, så man kan lige så godt lave dobbelt portion, når nu man er i gang ;-) De er bløde, når de lige kommer ud af ovnen, men når de har trukket lidt, bliver de sprøde og tilpas hårde.

Billede nr. to forestiller min højt værdsatte mynte, der dufter af sommer og skaber associationer til cocktails og høje hæle. Den deltog på ingredienslisten over et af mine favoritmorgenmåltider i dette indlæg, nemlig Acido med friskplukkede ribs, hakket mynte og et skvæt ahornsirup.

Tredje billede er fra et relativt nyt indlæg om iskaffe made my way. Indlægget inkluderende billeder samt fremgangsmåde kan findes lige her.

Billede fire kan nok få de flestes tænder til at løbe en lille smule i vand. Der er tale om en svampet chokolademuffin baseret på kakao, men med gode, store chokoladestykker indeni, så dele af den stadig er flydende, når man tager en bid af den, mums! Find opskrift og flere billeder her.

Næstsidste billede er fra dette indlæg om Restaurant Seafood beliggende ved Marselis Lystbådehavn i den sydlige del af Århus C. Det er en af mine yndlingsrestauranter pga. deres lækre, friske skaldyr og deres buffet under Århus Festuge. Sidste år var vi et lille selskab, der gik ombord i deres buffet inkl. en god portion champagne, som afbilledet.

Sidste billede her ovenfor er fra en hjemmestrikket opskrift på lyserøde boller med rødbede. De er blandt andet med kærnemælk, honning, æble, havregryn og naturligvis revet rødbede. De er drønnemme at lave, og så smager de utroligt godt! Indlægget er at finde lige her.

Det var lige en kort introduktion til den nye header, og husk i øvrigt, at alle billeder på min blog kan ses i større format, hvis man klikker på dem. Tak til jer, der følger med – det varmer mit hjerte at se besøgstallene hver aften :-)

I tirsdags var jeg med min søster, svoger og kæreste på restaurant MASH i Århus, og det måtte siges at være en udmærket fornøjelse. Vi havde reserveret bord i forvejen, men det er vist næppe nødvendigt, når man kommer og spiser der en hverdag, som vi gjorde.

Vi fik en bås med røde, flashy læderbetrukne sofaer at sidde i – yderst behageligt, og interiøret var i det hele taget gennemført med rød og sort som primære farvekilder i relativt minimalistiske omgivelser.

Tre af os fik forret, hvoraf min naturligvis var den halve hummer til 175,- De andres forretter var hhv. foie gras-terrine afbilledet nedenfor og kalvebrissel til hver 100,- Hummeren var grillet og kloen flækket af kokken, inden den kom på bordet, så den var lige til at gå til. Der fulgte en frisk tomat-agtig mayonnaise med (måske hjemmerørt thousand island?) samt en stor citronbåd, og flere smagsmæssige “accessories” behøvede den saftige hummer faktisk ikke. De andre var ligeledes godt tilfredse med deres forretter, og min bid af foie grasen bekræftede, at den var yderst velsmagende.

Til maden delte vi en flaske god rødvin, en stor kande vand og derudover fik jeg en ginger ale og min kæreste en øl. Havde det ikke været en hverdag, kunne vi sagtens have drukket en flaske vin ekstra, men vi skulle jo alle op på arbejde onsdag morgen, så vi holdt os i skindet.

Hovedretten bestod naturligvis af valgfrit stykke kød, hvor vi kunne vælge forskellige dele af koen til en forudbestemt størrelse fra enten Danmark, USA, Canada eller Australien. Der var beskrevet kort på menukortet, hvad køerne er fordret med under opdrættet i de forskellige lande. Til kødet vælger man en sovs, og derudover kan man tilføje ekstra såsom kartofler eller salater.

Mit valg faldt på en rødstegt amerikansk mørbradbøf på 200 gram og rødvinssovs, og ved siden af valgte jeg en grøn salat med vinaigrette – mest fordi alt andet ville falde mig for tungt sammen med den ret store bøf.

Bøfferne kom på bordet liggende alene på hver deres store tallerken, og der var ingen tvivl om, at kødet var i centrum for smagsoplevelsen. Min bøf levede i særdeleshed op til sit navn som MØRbrad, og jeg kunne nærmest skære den over med bagsiden af kniven. Et fantastisk stykke kød, der var den helt rette farve. Min søster havde valgt et stykke dansk kød, der havde været hængt, så det smagte kraftigere, men var til gengæld mere fast i det end min.

Små så bøfferne ud på de ellers nøgne tallerkener, men jeg skal ellers love for, at de fyldte! Halvdelen af selskabet kunne lige knapt spise op, og vi andre måtte have hjælp eller levne det sidste. Det smagte fortræffeligt, og priserne er derfor også ganske passende. Det ser umiddelbart pebret ud på menukortet, men til gengæld er det kød opdrættet med høj kvalitet og tilberedt med præcision.

Til trods for udspændt maveskind endte to af os med at bestille lidt is til dessert, og der kom også tre kopper cappuccino på bordet, før vi takkede af. Min dessert bestod af en kugle med hasselnøddeis og en kugle rabarberis. Ganske udmærket is, som dog ikke stikker ParadIs-is’.

Gennem hele aftenen var betjeningen i top – professionel, casual og opmærksom uden på nogen måde at gøre mere væsen af sig, end det var nødvendigt. Tip-top betjening uden noget at sætte en finger på, så der faldt naturligvis også drikkepenge af, da regningen kom.

For fire mennesker, hvoraf 3 fik forret, alle fik hovedret + tilbehør, 2 fik dessert, 3 fik kaffe, 1 fik øl, 1 fik ginger ale, og alle delte 1 flaske god rødvin, endte regningen fraregnet drikkepengene på 2510,- Det ville pr. person svare til godt 600 kr. for ca. tre retter og drikkevarer. Det er faktisk ganske billigt, særligt den gode mad taget i betragtning.

Det var en rigtigt god aften på restaurant MASH, og det bliver ikke sidste besøg der. Stedet egner sig både til kærestehygge, venindehygge og businessmiddage, så der er næsten ingen undskyldning for ikke at prøve det ;-)

Jeg har tidligere afsløret, hvilken Ben & Jerry’s der tager førstepladsen hos mig. Desværre har den ikke været tilgængelig i Danmark, så da jeg i april var tilbage i San Francisco, fik den ikke for lidt! En af de første dage tømte jeg faktisk en bøtte Butter Pecan-is på under en halv time…

Nu har min elskede Butter Pecan dog fået en stærk konkurrent, ja, jeg vil næsten vove at påstå, at guldet nu går til Ben & Jerry’s Fairly Nuts, som er en helt genial kombination af karamelis, mandelprailines (mums!) og flydende karamel, mmmh!

Og det bedste af det hele er, at den kan fås lige nede om hjørnet i SuperBrugsens frysedisk – såvel som et utal af andre steder i Danmark, hurraaaa! Efter første bøtte strøg jeg direkte ned og købte endnu en, og nu har vi et lille lager i fryseren. Faktisk er jeg ikke den store isspiser, men visse is kan omvende selv den bedste… Så prøv den!

Det var ikke kun de fine krus med dyr, jeg fik øjnene op for i seneste nummer af Boligmagasinet. Næh, faktisk faldt jeg pladask for den fineste kaffevarmer til stempelkande på en af de første sider, jeg slog op på. Den fine, uldne fyr i 100% uld er designet og hæklet af Christine Clemmensen, der laver dem på bestilling i fire forskellige farvekombinationer.

Jeg har netop fået min kaffeugle ind ad døren, og han er noget så finurlig! God, tyk uld består han som sagt af, og jeg tvivler ikke på, det er en effektiv ugle, når kaffen ikke skal nå at blive lunken for hurtigt. Der er åbning i ryggen til stempelkandens håndtag samt åbning fortil, hvor kandens hældetud gør det ud for en uglesnude.

Kaffeuglen tåler ikke maskinrens, men anbefales at pletrenses med lunkent vand, hvis der skulle komme urenheder på. Dette står på en fin lille isyet stofmærkat lige inden for uglens rygåbning.

Christine Clemmensen har et lille lager kaffeugler i hver farve, og ellers hækler hun på bestilling. Uglen passer til en stor (standard) Bodum stempelkande og sælges for 375 kr. plus porto på 37 kr. Det er en god sjat penge, men jeg er sikker på, den lune ugle er det hele værd.

Et par af mine kolleger har i efterhånden noget tid gået og snakket om og sukket over iceblends og iskaffe til den store guldmedalje, så dette indlæg, hvor jeg viderebringer min opskrift på denne kølige sommerdrik, vil jeg hermed dedikere til M og C – you know who you are ;-)

Opskriften er en blanding af råd fra min ældre søster og min egen version. Jeg foretrækker min varme kaffe uden sukker, men når det kommer til iskaffe, skal den ifølge mine smagsløg være sød og “sprød” – og naturligvis iskold!

Jeg har i et tidligere indlæg røbet hvilken kaffe, der er min ultimative favorit, og der er ikke rigtigt noget, der har ændret sig siden da. Derfor laver jeg også min iskaffe med denne fantastiske kaffe, nemlig Ipanema Dulce fra Estate Coffee.

Jeg køber den som regel i Salling Super på strøget, hvor de i kaffe- og specialitetsafdelingen gladeligt maler bønnerne som ønsket. Jeg foretrækker den til stempelkande, da min kæreste normalt har fået nok af kaffe, når han kommer hjem fra arbejde, og jeg drikker kun kaffe om aftenen og i weekender. Derfor er det mest praktisk, at jeg brygger min kaffe i min lille 2-koppers Bodum-stempelkande.

INGREDIENSER (til knapt 1 liter iskaffe)

3 måleskeer med top kaffe malet til stempelkande
3 dl vand
2 spsk rørsukker (almindelig sukker kan også anvendes)
1 stor tsk vanillesukker
5 dl sødmælk
En god håndfuld knust is
1-1½ spsk kaffesirup

FREMGANGSMÅDE

• Dosér kaffen til en lille stempelkande
• Kog vandet, og lad det “stilne af” til elkedlen ikke længere giver lyd
• Hæld vandet over kaffen, og lad det trække ca. 4 minutter
• Pres stemplet roligt i bund
• Bland rørsukker og vanillesukker sammen i en skål
• Fordel blandingen i to ½-litersflasker via en tragt
• Hæld lige meget kaffe i hver flaske gennem tragten, og ryst grundigt!
• Når sukkerblandingen er opløst af kaffen, tilsættes mælken
• Flaskerne kan nu evt. stilles til køling i køleskabet

Ved servering (pr. glas):
• Fyld bunden af et stort glas med knust is
• Hæld en god sjat kaffesirup over isen (ca. 1-1½ spsk)
• Hæld iskaffen i glasset, og rør godt med en høj teske
• Enjoy!

Det lyder af meget kaffe til lidt vand, men det er nu en gang også meningen. Kaffen skal være stærk/kraftig, så den stadig er den dominerende faktor, efter der fortyndes med mælk. Personligt synes jeg, at uhomogeniseret sødmælk passer allerbedst til, da lette mælke som skummetmælk og minimælk bliver for vandet. Uhomogeniseret letmælk giver også en ganske udmærket smag, men sødmælk er klart bedst i min optik.

Kaffesirup kan købes i mere velassorterede supermarkeder såsom Føtex og Superbrugsen, og der er flere forskellige smagsvarianter at vælge imellem. Jeg bruger som regel hasselnød- eller karamelsirup, men alternativt har jeg brugt ahornsirup og sågar almindelig brun sirup, hvis jeg ikke har haft mere kaffesirup tilbage i skabene.

Hvis man er frisk på at eksperimentere, er jeg sikker på, at man sagtens kan spice iskaffen op med uartigheder såsom Baileys eller Dooleys eksempelvis. Mit gæt er, at det bliver en del morsommere at indtage iskaffe efter en god grillaften med vennerne ude på terrassen, hvis man tilsætter lidt procenter i form af likør – det kan sikkert med fordel erstatte sirupen.

Jeg har haft held med, at mine flasker med iskaffe har kunnet holde sig i køleskab lige så lang tid, som der står på den mælkekarton, jeg har brugt til at lave iskaffen med. Dog er det så hurtigt og simpelt at lave, at det næsten ikke kan betale sig at lave for store portioner ad gangen. Man må bare forsøge sig frem :-)

I juliudgaven af Boligmagasinet fik jeg øje på disse fine krus og var ved at vælte bagover, da jeg så prisen. De kan indeholde 25 cl. og er lavet af akryl, så de går ikke så let i stykker, og de kan med deres flade bund uden problemer gå i opvaskeren, hvis man skulle være heldig at have sådan en.

Disse krus er lavet med tre forskellige slags motiver at vælge imellem, og designeren er Susanne Schjerning, der også har lavet blandt andet kander, sengetøj og andre tekstiler med de fine dyremotiver, som går igen.

Eftersom de kun koster 29 kr. stykket (og nogle steder blot 25 kr. her i udsalgstiden), endte jeg med at købe fire styk i alt med to forskellige motiver. Det blev henholdsvist et motiv med heste og kaniner og et med fine rådyr.

Flere steder på nettet er det muligt at få fat i disse fine krus, bl.a. på Rikkitikkishop og Purestyleliving. Jeg har allerede brugt mine adskillige gange, og jeg nyder at kigge på de fine, farverige dyremotiver, mens jeg slukker tørsten.

UPDATE NOVEMBER 2011:
Nu her fire måneder efter jeg købte disse akrylkrus, som er blevet anvendt i ny og næ som alternativ til almindelige glas, er det ene af dem gået i stykker. De knaser/knitrer, når man hælder væske i dem, og det ene gav så helt efter forleden, da jeg hældte mælk i. Kruset blev simpelthen utæt ved bunden og var lige til at smide ud. Øv! Så er det måske derfor, de er så billige, suk…