Nu med både bøsser og peberkværn

For 1½ uges tid siden trådte jeg som sagt ind ad porten til 30′erne, og naturligvis skulle dette fejres med andet end blot en lækker aften på Brasserie Ferdinand med min kæreste, så nærmeste familie samt bedste venner var derfor inviterede til stor fest med sushi og rigelige mængder alkohol weekenden efterfølgende.

Det var nok en af de bedste og hyggeligste fester, jeg nogensinde har deltaget i, og det var bare så dejligt at være omgivet af de mennesker, jeg håber også at tilbringe en stor del af min fremtid med.

Den person, der har betydet mest for mig i fortiden, er her desværre ikke længere, men han var skyld i, at jeg fik den bedste gave, jeg kunne forestille mig: Den peberkværn, han selv havde fået som 30-årig i 1973, og som altid har stået i mit barndomshjem. Min søster overrakte mig den, og hold fast, hvor blev jeg glad!

Derudover fik jeg også et ønsket salt- og peberbøssesæt fra Normann Copenhagen med bøsserne Gordon & Andreas. Det er bare god humor med lædervest, speedos og hele pivetøjet…

Hvis man synes, de er lige så seje, som jeg gør, kan man blandt andet købe dem her. Jeg er i hvert fald blevet beriget med al den peber, en mø kunne ønske sig, og så endda i to forskellige slags beholdere, der på hver deres måde er lige i øjet.

En januar-aften på Brasserie Ferdinand

Onsdag rundede jeg de 30 og hev traditionen tro min kæreste med ud at spise lækker mad. I disse dage er der en masse bøvl i forhold til vores boligsituation, så energien rakte ikke til at tage til Malling, selvom jeg holder af at fejre min fødselsdag med den fantastiske surprisemenu på Malling Kro.

I stedet spadserede vi ned til åen med planen om at høre Brasserie Ferdinand, om de tilfældigvis havde et bord til to. Vi var heldige, og vi blev sågar placerede ved et fint, rundt bord, hvor vi slog os ned ved siden af hinanden i sofaen langs væggen. Rigtigt hyggeligt og intimt med udsigt ud over det meste af restauranten.

I tilfælde af, at vi skulle have ventet på et ledigt bord, var der til venstre for indgangspartiet et fint lille sofaområde, hvor man kan slå sig ned – se billedet ovenfor. Værten tog vores jakker med ud i garderoben, og vi fik fundet os godt til rette ved bordet. Kort efter kom tjeneren med menukortene og gav os en kort opridsning af mulighederne for aftenens sammensatte måltider.

Vi valgte fire retter i alt hver, hvilket bestod af to forretter, en hovedret og hhv. ost og dessert. Første forret var for min kærestes vedkommende en gang charcuteri med rilette, pølse og lufttørret skinke, og han valgte som ekstra at få en gang snacks til bestående af bl.a. nødder, kartoffelchips, en kalve”nugget”, en skive carpaccio og kalamataoliven. Charcuteri-delen er afbilledet her nedenfor.

Jeg valgte derimod – meget typisk for mig – noget med hummer :-) Det var nogle gode, store stykker hummer serveret i krustade med dildstuvede skorzonerødder og den lækreste søde sauce med bl.a. dild i. Hummerstykkerne var saftige og smidige, og skorzonerødderne var faste med godt bid i og smagte simpelthen så godt – og prikken over i’et var helt klart den dejlige sauce. Selve krustaden, det befandt sig i, var so-so, men det var en god idé til at holde retten sammen, og det så uden tvivl dekorativt ud.

Vi havde aftalt med tjeneren, at vi til hver ret fik et glas vin, som huset vurderede ville gå bedst til den specifikke ret. Det viste sig at være en rigtigt god idé, for alle vinene, vi fik til, passede fortrinligt til smagsnuancerne fra retterne. Dog kunne vi godt have tænkt os, at tjeneren kunne have fortalt os lidt mere om vinene end blot, hvor de var lavet henne og på hvilken drue. Det virkede dog ikke, som om hun kendte så meget til det, så det er jo helt fair. Vi er nok bare blevet lidt forvænte fra Miró, hvor vi altid får en levende forklaring på vinens historie og hints til fiffige smagsnuancer.

Til næste forret valgte vi begge foie gras, men dog tilberedt forskelligt. Min kæreste valgte foie gras terrine og fik serveret en tør dessertvin til, og jeg valgte den stegte foie gras med en tungere, fransk rødvin til. Ud over foie grasen blev der på tallerkenen serveret en god hybenkompot, lidt salat og en spændende fransk krydderkage-agtig ting, pain d’epice. Sidstnævnte fætter blev lidt for meget i længden, men det var et interessant supplement til den fede foie gras.

På billede nr. to nedenfor har jeg allerede været hurtig at skære en snip af min stegte lever til min kæreste og hapse et stykke af hans terrine. Begge var rigtigt gode, men med vidt forskellig karakter. Begge slags kan klart anbefales, selvom jeg næste gang nok ville vælge terrinen, da den stegte fylder noget mere i maven og smagsmæssigt. Vi bad allerede herefter om at få en lille pause, før hovedretten blev serveret, så jeg lige kunne slå lidt mave.

Som hovedret valgte min kæreste Duroc gris, der var et godt stykke svinekød, der var meget mørt og med velsmagende fedtkant (jeps, jeg blev bedt om at smage en bid, for han syntes, det var virkeligt godt!). Retten blev serveret på en cremet polenta med trøffelsauce og svampe omkring. Ovenpå blev grisebassen toppet med lidt vinterspinat.

Min egen hovedret var to utroligt velsmagende, rosastegte stykker krondyr fra Klosterheden – det var så mørt og saftigt, at jeg spiste rub og stub, selvom maven efterhånden var ved at være fyldt. Krondyret var akkompagneret af lækre staver bagt rødbede, knoldsellerimos, fine små tyttebær, knasende sprøde valnødder og en lækker lækker vildtsauce. Lige i øjet! Specielt var tyttebærene og valnødderne en perfekt kombination til denne ret, og den får simpelthen topkarakter herfra, no less!

Endnu en gang var vi nødt til lige at slå mave, før vi fik vores sidste ret. I mellemtiden fik vi snakket en del, og flere hilsener tikkede også ind på min telefon for at ønske tillykke med dagen. Efter nogle stressende dage var det faktisk dejligt at kunne sidde og slappe af og blive vartet op i hyggelige omgivelser, hvor snakken også gik lystigt ved de andre i øvrigt godt fyldte borde, på trods af der var tale om en almindelig onsdag.

Min kæreste valgte traditionen tro ost som sidste ret, hvorimod jeg – også ret forudsigeligt, når man kender mine præferencer – valgte husets creme brulée. Osten var tre forskellige slags gårdoste serveret med en gang kompot og brød til. Creme bruléen blev serveret i al sin enkelthed, ikke nogen dikkedarer dér, og det behøvede den heller ikke: Den var perfekt cremet og med let nedbrydelig, sprødbrændt sukkeroverflade. Noget helt andet end den vi fik ved et rædselsbesøg på Al Dente for nyligt (et sted, vi aldrig sætter vores fødder igen i øvrigt – maden var nærmest ækel, og servicen svært kritisabel).

Det var en rigtigt god aften på Brasserie Ferdinand. Betjeningen var venlig, opmærksom og præcis uden at være overrendende eller påtrængende, faktisk tværtimod fik vi en masse ro og tid med maden, og specielt i denne tid var det svært påskønnet!

Maden var rigtigt lækker og professionelt bearbejdet samt anrettet, og der er faktisk ikke en finger at sætte på det. God kvalitet og velafbalancerede portioner med gode kombinationer af tilbehøret såvel som vine.

Prismæssigt er det ganske fornuftige priser – jeg havde faktisk troet, at regningen var større, da vi ikke anede, hvad de enkelte glas vine valgt af restauranten ville koste, og den samlede regning for 2 x 4 retter og 2 x 4 glas vin + snacks løb op i 1.680 eksl. drikkepenge. Det må siges at være en ganske fair pris for rigtigt god mad og fortrinlig service.

De vine, vi hver især fik til maden, lå prismæssigt pr. glas mellem 60 kr. og 180 kr. Prisen på hver enkelte ret kan ses inde på Ferdinands hjemmeside, da vi valgte à la carte.

Opsummeret kan jeg helt klart anbefale et besøg på Brasserie Ferdinand, og det er i hvert fald ikke sidste gang, vi har været forbi. Fødselsdagen endte grundet den gode oplevelse på restauranten med at blive mere vellykket end først antaget, og vi gik mætte og tilfredse fra stedet :-)

Hvidløgsknuder aka garlic knots

På kraftig anmodning inkluderende venskabelige voldstrusler kommer der hermed et indlæg om denne fredag aftens nybagte hvidløgsknuder – ja, det er altså konsekvensen ved at uploade et billede af det færdige resultat på facebook ;-)

Faktisk er det så simpel en opskrift, at der ikke rigtigt er nogen. Eller det vil sige, jeg kan sagtens lave et indlæg med opridsning af ingredienser og fremgangsmåde, men det hele er lavet på sjus-værdier med inspiration fra adskillige opskrifter fra en googlesøgning, så der kommer ikke præcise måleforhold på. Til gengæld lover jeg, at det er rørende nemt at lave disse herligheder, so here we go…

INGREDIENSER (til ca. 10 styk)

Ca. 2-3 dl. lunkent vand
Ca. 10-15 gram gær
Ca. 1 stor tsk. rørsukker
Ca. 1 tsk. groft salt
Mel til dejen er mæt
Ca. 1 spsk. jomfruolivenolie

Ca. 25 gram smør
Ca. 2 fed hvidløg
Et bundt frisk persille
Et godt drys havsalt

FREMGANGSMÅDE

• Hæld lunkent vand i en skål, og rør gæren ud i, til den er opløst
• Tilsæt sukker og salt og rør rundt, indtil disse også er opløst
• Tilføj mel, mens der æltes, og bliv ved, indtil dejen er helt mæt
• Dejen skal helst ikke klistre, men skal give let slip på hænder og skål
• Smør dejen ind i et tyndt lag jomfruolivenolie, så det lige dækker
• Lad dejen hvile i overdækket skål et lunt sted i 1-1½ time
• Se et afsnit Star Trek TNG, mens du venter…

(okay, sidste punkt er muligvis ikke nødvendig for at få et vellykket resultat.)

• Del dejen i det antal knuder, du vil ende med til sidst
• Rul hver del til en pølse, slå knude på, og læg på en bageplade
• Lad knuderne efterhæve i 30-45 minutter under et viskestykke
• Smelt imens smøret, tilsæt presset hvidløg samt fintklippet persille
• Bag knuderne i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter
• Fordel smøret ud over de bagte brød, og drys til sidst med havsalt
• Nyd brødene, mens de er lune!

Jeg kunne godt finde på en anden gang at eksperimentere lidt mere med dejen, som jo er en simpel grunddej. F.eks. overvejer jeg at erstatte sukkeret med honning og muligvis tilsætte et par diskrete tørrede krydderier til dejen.

Smørblandingen er der ikke en finger at sætte på, men bemærk, at smøret er blevet smeltet med Snorkfrøkens hjælp i form af et Mumikrus, der var særdeles anvendeligt til lejligheden. Når man som jeg bor i et hjem uden opvaskemaskine, omend med en mikrobølgeovn, så er valget mellem efterfølgende at skulle vaske en kasserolle eller et krus op ret let. En tak til de finske trolde herfra.

Nytårsmenu fra Restaurant Miró

Der har fra min side ikke været så megen aktivitet her på siden de sidste par uger, dels grundet jul og nytårsforberedelser, men også pga. det demotiverende mørke der forpurrer muligheden for at tage gode billeder. Ikke desto mindre kommer der nu et indlæg om den fremragende mad, der blev indtaget til nytårsfesten her på adressen i lørdags – på trods af dårlig billedkvalitet.

Maden var bestilt hos Restaurant Miró, hvor jeg må erkende at have været en relativt hyppig gæst det forgangne år – både at dømme ud fra mine kontoudtog (ups!) og ud fra, at ejeren Toni ved afhentningen af maden ved synet af mig udbrød: “Hej igen, godt at se dig!”

Vi havde bestilt til 13 mennesker, og det var en ordentlig skude af en kasse + en stor papirspose, der blev stillet foran os. Maden skulle hentes mellem kl. 11-14 nytårsaftensdag, og i restauranten ved afhentning bød de på et glas champagne, mens man betalede og ventede på at få bragt poser og kasser frem. Kokken gav os nogle generelle instruktioner og vedlagde papirer med fremgangsmåde samt link til billeder af den færdiganrettede mad på Mirós facebookside.

Eftersom vores lille 2-værelses lejlighed ikke rummer en opvaskemaskine, havde vi grundet nytårsfestens deltagerantal besluttet at anrette den fine mad på nogle mindre fine plastiktallerkener, omend med en rigtig tallerken under for at have en fast underflade.

Gæsterne tog skiftende over i køkkenet med kun minimal hjælp fra værterne, og det var teamwork, der ville noget! Ved borddækningen havde jeg skrevet menuen af på begge sider af to stående menukort, så gæsterne hele tiden kunne være informerede, selvom champagnen steg til hovedet. I alt var der tale om fire retter, hvor der til for- og hovedret var tilhørende rigeligt kuvertbrød af to forskellige slags samt en lækker kryddermayonnaise.

Første ret, der ses afbilledet her ovenfor, bestod af en mesclunsalat med hummer, små søkogte rejer, tigerrejer samt jomfruhummer pakket ind i en fin skive grøn mango og herefter dryppet med vanillevinaigrette. Smadder lækker ret, og der var ekstra rejer tilbage, så man kunne tage to gange af disse. Hjemmets kanin satte i øvrigt stor pris på det salat, der blev til overs.

Anden forret bestod af pighvar vendt i grøn krydderrasp og bagt med souffle. Den blev anrettet på en mos af jordskokker fra Peters Gartneri, og en sauce på nøddesmør med ingefær og soya blev hældt over før servering med en top af frisk karse som prikken over i’et.

Endnu en ganske velsmagende ret, omend jeg fandt jordskokmosen det mest velsmagende ved denne ret – lækker og cremet, præcist som den skal være. Fisken var en anelse kedelig, omend dekorativ i sin grønne pragt.

Hovedretten skulle have lidt længere tid i ovnen end først antaget, men da den endeligt var klar, smagte den også fortrinligt! Den bestod af rosastegt dansk oksemørbrad og letrøget kartoffelkompot med krydderurter og skalotteløg, sellericreme samt kraftig kalveglace med kalvehaler, urter og citronskal. Kødet var åh så mørt! Tungen kunne skære sig lige igennem det, og det var så saftigt så saftigt. Lige i øjet! Kartoffelkompotten var ikke det store hit hos mig, men det rådede både kød og sauce så vældigt bod på.

Der blev slået maver og drukket rigelige mængder vin, før desserten blev anrettet. Kagen mindede meget om den, vi for nyligt fik til dessert i julemenuen på Miró, og den skuffede så sandelig heller ikke.

Desserten bestod af en mousse af Satongochokolade (72%) lagt i lag med bisquitbund og syrlig passionsfrugtmousse serveret med en lækker flødeiscreme med saltet karamel. Jeg er ikke normalt så begejstret for mørk chokolade, men denne kombination var et hit, omend jeg foretrak passionsfrugttoppen og den meget flødede og karamelsmagende is, mums!

Fra velkomstdrinken, der havde bestået af Fanta Exotic, champagne, vodka og en masse friske blåbær, var der næsten en hel bakke blåbær til overs, som blev fordelt ud over desserten. Dette harmonerede ganske godt.

Alt i alt mener jeg, at vi fik meget for pengene. Det var fire lækre og varierede retter, hvor der var kræset for detaljen, råvarerne var af utroligt god kvalitet, og maden tog sig godt ud trods de grimme plastiktallerkener ;-)

For én kuvert med fire retter skulle vi af med 400,- og det er faktisk en særdeles fornuftig pris. Til sammenligning gav vi 300,- for tre retter + snackpose ved nytårsmenuen fra Svineriet sidste år.

Nytårsmenu fra Restaurant Miró kan herfra klart anbefales! Jeg håber, I andre også havde en fortrinlig nytårsaften og er kommet godt ind i det nye år.
Tak, fordi I læser med :-)

Julemenu på Restaurant Miró

Kvaliteten af det første billede her er beklageligvis karakteristisk for alle billederne fra lørdagens besøg på Restaurant Miró, eftersom jeg kun var rustet med mobilkamera uden blitz i et rum med hyggebelysning. Så sådan er det…

Når det så er sagt, så ved dem, der kender bloggen her, at det ikke just er første gang, jeg er gæst på Miró, så der er rigeligt andre og bedre fotos af deres fremragende mad her på bloggen. Lørdagens mad ser ganske vidst ikke nær så imponerende ud på grynede billeder, som det i virkeligheden var, men hold fast, hvor var det som altid lækkert!

Første ret indenbords fik jeg ikke taget billede af, men der var som altid en lækker lille appetitvækker, før vi tog hul på den egentlige menu, og den gode vin var allerede skænket, eftersom selskabet denne gang takkede nej til champagne at starte på.

Dernæst fik tre af os ved bordet retten på første billede med bittesmå fine rejer, jordskokker som rå, som chips og som mos, hasselnøddestykker og krydderurter. Vinen til var en Riesling fra 2007, og denne ret var imponerende lækker, og jeg tror faktisk, jeg vil give den prisen for aftenens lækreste ret!

Tre af os fik også forret nummer to, der bestod af bagt hvidfisk (jeg husker ikke navnet) med sauteret babyspinat og en fremragende hollandaise. Ud over blev der revet frisk trøffel. Ganske udmærket ret, men der var måske lidt rigeligt trøffel på (jeg regner med, at flere af jer læsere har lyst til at sparke mig over skinnebenet pga. sådan en kommentar!).

Vinen til var en syrlig New Zealandsk Chardonnay fra 2008, der passede udsøgt til den søde og lidt smørtunge forret.

Næste forret, som vi også var tre, der var på, var den mest spændende, men dog også den jeg fandt smagsmæssigt lidt kedelig. Den var spændende, fordi den bestod af en kartoffelcreme, sprøde spiralchips med salt & vinegar, dampet kartoffelpolet i midten, caviar og karse, og til retten kom en lille kurv ind med et pocheret æg liggende i en lille bunke hø.

Ægget var pocheret ved lav temperatur, hvorefter det var lagt i koldt vand og atter kom tilbage i det varme vand. Ægget skulle man selv flække ud over tallerkenen, og det faldt ud i et helt og spændstigt stykke, der let lod sig punktere. Ret sejt!

Men jeg må nok erkende, at anretningen var mere spændende end smagen, der var lidt à la kartoffelmos med blødkogt æg. Til retten blev en spansk Blanco Nieva fra 2009 serveret til, og tjenerne var i det hele taget meget gavmilde med vinen hele aftenen og hældte adskillige gange ekstra i glassene undervejs. Sådan er det bare på Miró.

De andre i selskabet gik til hovedretten, rosastegt krondyrfilet, mens jeg snuppede den sidste forret med i stedet: Stegt ande-foie gras med kirsebær, rødbeder, confiterede andelår og kraftig sauce. Mums! Jeg blev endnu en gang mindet om, hvorfor det er, jeg er så vild med foie gras – det var helt perfekt tilberedt og i lige præcis en mængde, der ikke gjorde det vammelt eller “for meget”, hvilket tilbehøret også hjalp godt til med.

Vinen til foie grasen var en meget kraftig og sød VDN fra Frankrig, som nærmest smagte portvinsagtigt. Den var helt klart et hit, og det var uden tvivl den bedste vin den aften!

Jeg holdt mig til fem retter og rundede af med ostetallerkenen. Billedet bar dog tydeligt præg af, at der var blevet hældt rigeligt vin indenbords allerede, så det billede vil jeg spare jer for ;-) Vinen til osten var en god LBV portvin fra 2003.

Til gengæld var de andre i selskabet både til ost og dessert, og jeg fik knipset et okay billede af desserten, som jeg også smagte en bid af, selvom jeg var særdeles mæt. Den bestod af en yndig appelsin-/chokoladelagkage på rugbrødsbisquit, og den blev kørt ind på en vogn, hvorefter der blev skåret et passende stykke af (man bestemte selv størrelsen) og lagt på ens tallerken, hvor der også var lidt sprødt og en lækker blodappelsinsorbet.

Selvom jeg valgte desserten fra, var jeg dog let at friste med den tilhørende vin, der var en østrigsk moscato fra 2008, og den var en god afrunding på en hyggelig og smagsrig aften.

Prisen for de fem retter, jeg fik, var 548,- og med seks glas vin kom der 598,- oveni. Og tro mig: Det er det værd! Der blev naturligvis også efterladt drikkepenge og takket for en god aften. Vores nytårsmenu er netop bestilt derfra, og jeg glæder mig!